En Uges Tid efter Modtagelsen af Tilbuddet afsendte jeg mit Svarbrev. Det havde følgende Ordlyd:
Mit Svar er simpelt: Jeg gaar ind paa det Tilbud, De i saa anerkendende Udtryk har rettet til mig. Men De vil ikke undre Dem, naar jeg siger, at denne Beslutning har kostet mig en Kamp, ja en saa stærk, at jeg maa skynde mig med dens Udførelse for ikke at fortryde og tilbagekalde den.
Det var visselig ikke med let Sind, at jeg forlod Danmark for at bosætte mig i Udlandet; men det er heller ikke med noget let Hjerte, at jeg bestemmer mig til at vende tilbage; thi jeg maa til Trods for de ikke ringe Forandringer, der i de sidste fem Aar er skete i Danmark, frygte for i visse Maader at passe mindre godt til Kjøbenhavn nu end før.
Det har gjort et dybt Indtryk paa mig, at danske Mænd og Kvinder sætter saa stor Pris paa min Nærværelse i mit Fædreland og saa stor Lid til den Virkning, jeg der muligvis kan udøve gennem det mundlige Ord, at de har villet bringe Ofre for at gøre mig det muligt at bosætte mig i Kjøbenhavn.
Saa betydelig den Sum, De tilbyder mig, end er som tilvejebragt ved private, frivillige, anonyme Bidrag, saa vilde dog Hensynet til Sagens pekuniære Side ikke kunne bevæge mig til Opbrud; thi jeg vil efter al Sandsynlighed ved at forlade Berlin tabe i aarlig Indtægt omtrent saa meget, som Deres Velvilje sikrer mig.
Men jeg har altid ment, at mit egenlige Arbejdsfelt laa i Danmark, og jeg har altid holdt den Tanke fast, at saa snart der aabnede sig en Mulighed for mig til en Eksistens i Danmark, var det mig en Art Pligt at gribe den. For at De har givet mig denne Mulighed i Hænde, er jeg Dem oprigtigt taknemmelig. Jeg nærer selv den Tro, at jeg kan udrette mere, virke om end paa mindre vidtrækkende Maade, saa dog dybere i Danmark end noget andet Sted. Jeg har aldrig kunnet vænne mig til Tanken om et definitivt Ophold i Udlandet; jeg har aldrig villet habilitere mig ved noget tysk Universitet, fordi jeg ingen Ansættelse ønskede i Tyskland, da den Opgave at indvirke paa tyske Ynglinge intet tiltrækkende havde for mig; jeg har med ufravendt Opmærksomhed fulgt den aandelige Udviklings Gang i Norden og har med Glæde set mange af mine Forhaabninger om det nordiske Aandsliv langt hurtigere og fyldigere virkeliggjorte end jeg for ti Aar siden vovede at vente. Baner, jeg angav, er blevne betraadte; Problemer, jeg antydede, er blevne drøftede; Vink, jeg gav, er blevne fulgte. Og har jeg tidligere mødt meget Had og megen |32| Modstand, saa er der siden traadt mig en Tillid og en Hengivenhed i Møde, der har været stærkere end Modstanden og Hadet.
Deres Tilbud er mig et nyt Vidnesbyrd om denne Tillid, som en Videnskabsmand vel kan undvære, naar han maa, men uden hvilken hans Sind let bliver for bittert til harmonisk Produktion.
Jeg kan endnu i Øjeblikket ikke angive det nøjagtige Tidspunkt for min Bosættelse i Danmark. Jeg har dels literære Forpligtelser, dels har jeg taget imod Indbydelser til at holde Foredrag i et Antal tyske Byer. Men jeg tror at kunne love, at jeg alt i denne Vinter vil holde offenlige Forelæsninger i Kjøbenhavn.
Med Tak og i Ærbødighed
Georg Brandes[I].
Berlin, 12te Juli 1882.
Brevvekslingen blev samtidigt offenliggjort i Venstres Organ Morgenbladet og i Højres Dagbladet for at betegne Indbydernes Hjemmehøren i begge de politiske Partier. Medens Morgenbladet udtalte Glæde over det foretagne Skridt, ledsagede Dagbladet foreløbigt ikke Meddelelsen med nogen Kommentar.
Dagens Nyheder var det første Blad, som brød Tausheden angaaende Henvendelsen til mig. Den 20. Juli bragte Bladet en indsendt anonym Artikel med Overskrift Det danske Aandsliv og dets anonyme Værger, som gav en hvas Forbitrelse Luft: »Hvad og hvem«, hed det, »er de anonyme Herrer, som har ment sig selvkaldede til at tage sig af det danske Aandslivs Fremme?« De haanedes som formentlig en Flok jødiske Grosserere, og i Overensstemmelse hermed afbildedes de da ogsaa i Punsch som maskerede Jøder med rædselsfulde Fjæs og skrækkelige Næser. Mine kære Landsmænd kunde nu engang ikke fem Minutter glemme min Afstamning – saa usikker den end efter Sagens Natur maatte være.
Anonymen udviklede: »det havde været Pligt at sætte Navn under en saadan Adresse.« (Det var ikke Pligt at sætte Navn under en saadan Artikel.) Og han sluttede: »Vi andre beskedne og stille Deltagere i det danske Aandsliv, |33| vi, som afskyr Rabalderet under enhver Form, har formentlig et Krav paa at faa at vide, hvem de Folk er, som anser sig for kapable til at være Formyndere for os alle.«
Dagen efter bragte Dagbladet en Leder af dets Udgiver, Hr. C. Goos[II] med Overskrift Dr. G. Brandes[III]. Det hed heri, at Adressen havde overrasket baade Tilhængere og Modstandere af mig. »Vi for vort Vedkommende indrømmer, at skønt vi regner os blandt Modstanderne, er vi dog tilfredse med Resultatet.«
I de fem Aar, der var hengaaede, siden Hr. Goos[IV] havde været Medunderskriver af den første Adresse til mig, Aar, i hvilke jeg havde vundet mer end europæisk Ry, havde altsaa Hr. Goos[V] forvandlet sig fra Tilhænger til Modstander. Kun var han som saadan ikke fanatisk, han ønskede mig tilbage: »Selv om man betragter Brandes[VI] som farlig og hans Lærdomme som fordærvelige, er han ikke en Smule mindre farlig i Berlin end i Kjøbenhavn.« Ja tvertimod, jeg var farligere som udelukket fra Danmark: »Det falske Skin af et Martyrium, som han selv og hans Tilhængere har forstaaet at omgive ham med, vil altid gøre Indtryk paa ungdommelige Gemytter.«
Derefter gik Hr. Goos[VII] over til at kritisere mit Svarbrev; det ærgrede ham dels, at jeg hævdede, det ikke var Pengefordel, der drev mig hjem – man vilde have det Kort i Baghaanden mod mig – dels at jeg sagde, jeg tidligere havde mødt meget Had (i Danmark hader og hadede man ikke, det er de elskelige Menneskers Hjemstavn): »Vi tilstaar, at det Svar, med hvilket Brandes[VIII] har modtaget den til ham udgaaede ærefulde Kaldelse, som Helhed ikke har tiltalt os. Vi finder det mindre smagfuldt, naar han saa stærkt pointerer, at det ikke er Forventning om pekuniær Vinding, der bringer ham til at ombytte Berlin med Kjøbenhavn, og vi betænker os ikke paa at erklære det for mildest |34| talt en af sygelig Irritabilitet udsprungen Vildfarelse, naar han taler om det »Had«, som han tidligere har været Genstand for (...) At tale om Had og Forfølgelse er fuldstændig uberettiget.«
Det udvikledes dernæst, at jeg var hildet i en barok Overvurdering af mig selv. Hvad jeg havde udrettet, vilde være blevet udrettet lige saa godt uden mig. »Han er da ikke den store Profet og Banebryder, han selv synes at ville gøre sig til.«
Ud fra disse Forudsætninger kom Hr. Goos[IX] imidlertid endnu da til den Slutning, at det var rimeligst, man ansatte mig ved Universitetet: »Vi dølge ikke, at vi heller havde set, om han var kommen til Universitetet efter en Kaldelse fra Staten, og vi haabe, at en saadan ogsaa i en ikke altfor fjern Fremtid maa afløse de Forpligtelser, de private Indbydere have paataget sig.«
Dette Hr. Goos’s[X] ikke dulgte Haab gjorde desværre Hr. Goos[XI] ti Aar senere ved Udnævnelsen af Hr. Paludan[XII] til Skamme. Det var et smerteligt Øjeblik for den første Hr. Goos[XIII] og et glædeligt for den anden.
Var Dagbladets Holdning ikke lovende for mig, saa var Dagens Nyheders det endnu mindre. Den gamle Fritænker Erik Bøgh[XIV] skælvede paa Kristendommens Vegne ved Tanken om at jeg vilde vende tilbage til Danmark. Og Bladets Redaktør Hr. Carl Carstensen[XV], i hvem hidtil kun et forsvindende Mindretal havde set det Helliges Talsmand og Vogter, gik, uden Hensyn til den Holdning, Dagens Nyheder fra først af havde antaget overfor mig, videst af alle i sine Befrygtninger og sin Modstand.
26. Juli angreb Hr. Carl Carstensen[XVI] i en ledende Artikel Dr. G. Brandes[XVII] og Universitetet sin Kollega Dagbladet for at det uden Kommentar havde optaget Adressen til mig: »Efter den udpræget oppositionelle Retning, det nævnte Blad |35| i de sidste Aar har indtaget til den Brandes’ske Retning, maatte det fornuftigvis vække Forundring at se den Intimitet mellem Skolen og det ærede Blad, som en Meddelelse af den Natur synes at forudsætte.« Ganske vist havde Dagbladet udtalt, at det fremdeles vilde regnes til mine Modstandere; men det havde vist »den ubegribelige Svaghed« at ønske ansat ved Universitetet »en Mand, hvis hele Virksomhed har havt til Hovedformaal en fanatisk Agitation ikke blot mod Folkekirken eller mod Kristendommen men mod al Religion.«
Lidt generet var Hr. Carstensen[XVIII] jo ved sit tidligere stik modsatte Standpunkt, men ikke mere end man i slige Tilfælde er det i Danmark, altsaa yderst lidt:
»Der har været en Tid, hvor vi uden Betænkelighed vilde have set ham indtage Hauchs[XIX] Plads ved Universitetet; men hans literære Virksomhed har i de senere Aar, navnlig efter at han har taget Ophold i Berlin, antaget en Karakter, som ikke blot ved sit fremtrædende agitatoriske Præg, men ogsaa ved sin, i alt Fald tilsyneladende, Ligegyldighed for nationale Strømninger herhjemme, kommer i Konflikt med det i og for sig Ønskelige i paa afgørende Maade at knytte en Begavelse som hans til Universitetet.«
Det var det Dansk som Danskhedens Talsmand[XX] skrev: at »indtage en udpræget oppositionel Retning til en Retning,« at »antage en Karakter, som ved sit Præg,« ret som om Karakter ikke var Præg.
Og nu Hulheden og Højtideligheden og den i alt Fald tilsyneladende Skinhellighed og Skinpatriotisme!
Dagens Nyheders Redaktør[XXI] nærede et Haab om nu at se mig saa kraftigt bekæmpet, at min landsskadelige Virksomhed derved blev neutraliseret, og anraabte Myndighederne om for Himlens Skyld ikke at ansætte mig: »Medens det tør haabes, at hans Genoptræden herhjemme under de Vil|36|kaar, der nu har aabnet sig for ham, vil ægge hans Modstandere til en kraftig Optræden, som hidtil kun i altfor høj Grad har været savnet, og at hans Tilbagekomst til Kjøbenhavn forsaavidt vil være til Held, vilde Statens Stempel paa hans Virksomhed hidføre en Forplumring, som til det Yderste bør undgaas.«
Dags-Avisen for 27. Juli skrev, ikke uden Føje: »Naar man betænker, at Dagens Nyheders varmeste Beundring for Dr. Brandes[XXII] faldt sammen med dennes stærkeste Agitation, og at samme Blad udtrykkelig senere har rost de efter Hovedstrømningerne udgivne Monografier paa Grund af den Ro og Objektivitet, hvormed de er skrevne, har man vistnok Ret til at blive yderlig forbauset over den anførte Udtalelse. Absolut gaadefuldt er det, hvilke de »nationale Strømninger« skal være, som Dr. B.[XXIII] »i alt Fald tilsyneladende« har vist sin Ligegyldighed. Hvor komisk er det, at Fritænkerne Carl Carstensen[XXIV] og Erik Bøgh[XXV] optræder som Kristendommens Riddere og prædiker den hellige Krig imod Dr. B.[XXVI], og at de samme Herrer, af hvilke den ene ikke har Begreb om Æstetik, og den anden højt regnet er Dilettant i denne Videnskab, bebrejder Dr. Brandes[XXVII], at hans Kundskaber paa mangt et Punkt er overfladiske.«
Det for mig underholdende i disse Udtalelser var først og fremmest Dommertonen, den mere bredbringede hos Hr. Goos[XXVIII], den mere smalbrystede hos Hr. Carstensen[XXIX], men lige overlegen hos begge. De Herrer indbildte sig i urokkelig Alvor at jeg endnu hørte under deres Jurisdiktion, de fandt mig begge overfladisk. Ibsen[XXX] havde ikke fundet det, Bjørnson[XXXI] ikke heller, Taine[XXXII] havde ikke fundet det, Hettner[XXXIII] ikke heller; Goos[XXXIV] og Carstensen[XXXV] fandt det. En Kunstner fra Byen Oldenburg skal engang have vundet grand prix paa Salonen i Paris; da han vendte hjem til Oldenburg og udstillede sit |37| Billede der, fik han en frygtelig Skylle over sig af de stedlige Kunstdommere.
I de samme Dage havde Nationalzeitung (4. August) en Artikel om mig i begejstrede Udtryk, Revue Suisse en overordentlig gunstig Artikel om mig, Walter Gottheil[XXXVI] havde i Berliner Tageblatt skrevet en Artikel med ungdommelig Entusiasme, Edouard Rod[XXXVII] analyserede og roste mig med Varme i Bladet Le Parlament. Kun i Kjøbenhavn, hvortil jeg vilde vende tilbage, lød uforandret den vante Melodi.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
