8. August havde Pastor Mørk-Hansen[I] i Nationaltidende en Artikel paa fire, fem Spalter, hvori det for hundrede Gang sloges fast, at Kristushad var Sjælen i al min Gerning. Hr. Mørk-Hansen[II] afskrev med Begejstring næsten hele Heuchs[III] gamle Flyveskrift paany. Hvilke Fortrin end mine danske og norske Angribere besad, Originalitet trykkede dem ikke.
Efter at jeg i 1874 havde bestemt Lassalles[IV] Temperament med det hebraiske Ord Chutspe, havde Heuch[V] som tidligere meddelt afskrevet Ordet og tillagt mig selv denne Egenskab. I sin store Dagbladsartikel havde Goos[VI] triumferende gjort samme Opdagelse, og nu hævdede Mørk-Hansen[VII] den i Nationaltidende som sin. Stakler! De bankede sig i Siderne for at faa et Indfald og fik saa et af mine aflagte, som de drejede mod mig selv; alle det samme.
Mørk-Hansen[VIII] var politisk nok til i sin Artikel Dr. G. Brandes[IX] og Morgenbladet at rette sit Angrebs Spids ikke mod mig, men mod det danske Venstreparti, hvis Organ havde optaget Adressen og mit Svar. Han vidste, hvor trykket Berg[X] allerede da var ved et Forbund med Fritænkere, og han spurgte, hvorledes Mænd som C. Berg[XI] »der |38| regnes til Folkekirken, ja vil betragtes som levende Medlemmer af Menigheden« kunde rette Beskyldninger mod Staten for ikke at have ansat en Personlighed som mig. Kirkens Børn, skrev han, skal elske og ære Moderen, og de indkalder den Mand, der vil haane og tilintetgøre denne Moder.
Iøvrigt handlede efter Heuchs[XII] Mønster hele Artiklen om min Afstamning, der mit Liv igennem har hypnotiseret de Danske. Mit Standpunkt var jødisk, deres var nationalt. Aldrig i mit Liv havde jeg betonet eller blot fremdraget noget jødisk Standpunkt. Uden ringeste Usikkerhed, uden et Øjebliks Vaklen havde jeg fra den Dag, da jeg offenlig traadte op, saa godt som ene i hele Landet, stillet mig i afgjort Opposition til det Jødiske med alle dets Aflæggere, Lutheranismen blandt andre.
Det hele Land var gennemtrængt af Jødedom, af ældgammel jødisk Kultur, ældgammelt jødisk Barbari. Alt her var jødisk, indtil Bøndernes Navne, Hans og Jens, Per og Povl. Man lærte Børnene jødiske Sagn, før man lærte dem danske, jødisk Historie før dansk, men først og sidst jødisk Religion. Man tilbad Jødernes Gud og tilbad en jødisk Kvindes Søn som Guds Søn og selv Gud. Folkets Fester var de jødiske, Paaske og Pintse, og man fejrede i Julen den Søn af en jødisk Moder, hvem man gav Plads ved »Skaberens højre Haand«.
Præsterne prækede mod mig fra Landets Prædikestole. De forsvarede mod mig jødiske Bøgers Ærværdighed, mere: deres Inspirerthed og Ufejlbarhed, deres evige Værdi. Deres Begreb om Loven var jødisk fra Aar 500 før vor Tidsregning, deres Begreb om Naaden var jødisk fra Aar 50 efter den. Hele deres Tale om Himmeriges Rige og om Sædelæren paa Jorden var jødisk Teologi og jødisk Moral, enten som den var i Oldtiden eller som den var bleven videre |39| udviklet og omformet i Middelalderen. Men overfor mig udtrykte de sig, som om Kristendommen var udgaaet fra Danmark og var hvadsomhelst andet end omdannet og mytisk udviklet Jødedom.
Dog ogsaa nationalt skulde jeg være en Fremmed. Jeg var dog født i Danmark af danske Forældre, havde som Barn aldrig talt eller hørt andet Sprog end Dansk. Min Opdragelse var foregaaet sammen med andre danske Børns i en dansk Skole. Men, hed det, jeg var af fremmed Afstamning. Den Skæbne delte min Familie imidlertid med et uhyre Procentantal af Borgerfamilier i Kjøbenhavn. Gik man Vejviseren igennem, var Halvdelen af Navnene tyske. Af notable Danske stammede de allerfleste, idetmindste delvis, fra Nabofolk, dels fra de nordiske, oftest fra det tyske. At Landets Religion, forsaavidt den ikke var rent jødisk, var tysk baade som Lutherdom og som Pietisme, at Kongehuset var tysk, Adelen for en stor Del tysk, de store Reformer i det attende Aarhundredes Slutning gennemførte af fremragende Tyskere, skulde synes yderligere at vanskeliggøre en snever Nationalisme i Danmark, som den, hvortil det i kritiske Tider hvert Øjeblik trak op.
I Fald Menneskene kunde tænke, maatte det evige Vrøvl om Afstamningen høre op. Den Omstændighed, at ethvert Menneske har to Forældre og disse atter to, bevirker jo dog, at gaar man ni hundrede Aar tilbage, altsaa fra nu af til Anno 1000, saa nedstammer ethvert Menneske tilsyneladende fra tusind Millioner Forfædre. Fører man Tallet tilbage til vor Tidsregnings Begyndelse, bliver det altsaa uoverskueligt. Selvfølgelig indskrænkes dette Tal faktisk overordentligt ved at Indgifte i rigt Maal har fundet Sted; men det bliver dog saa overvældende, at alt Hovmod af Forfædre maa forsvinde og Sandsynligheden for at alle disse har tilhørt én Stamme maa siges at være ringe.
|40| De, som hadede mig, skulde jo imidlertid have en Grund dertil og fandt en fortræffelig deri, at jeg var »Jøde«, indbildte sig vel tildels endog at spore Racehad og andet fra Mytologi og Legender stammende i deres saakaldte Sjæle. De hadede mig med det samme Had, hvormed de havde gjort H. C. Andersen[XIII] og saa mangfoldige før ham Livet surt. Antipatien søgte en hemmelighedsfuld Forklaring.
Men de samme, som ved enhver Lejlighed behandlede mig som om jeg ikke var dansk, forargedes grueligt, naar jeg skrev i fremmede Blade og Tidsskrifter, dengang de danske havde lukket sig for mig; saa klagedes der over min »i alt Fald tilsyneladende« Ligegyldighed for de nationale Strømninger i Danmark. Sagen var, jeg havde skullet indespærres, udsultes og ydmyges. Men jeg var brudt ud af Ringen. Europa stod mig aabent og efter Europa Amerika. Saa hidsedes da Nationalfølelsen imod mig.
Besynderligt nok, der skulde ikke gaa særdeles mange Aar, før de samme, der havde fornegtet min Danskhed, overfor Udlandet skulde gøre den kraftigt gældende, f. Eks. naar man dèr opfattede mig som tysk Forfatter, men iøvrigt omtalte mig paa velvillig Maade.
Endnu holdt man dog ikke dèr. Man begyndte at formulere Stikord imod mig og mod dem, der delvis tænkte som jeg; de var Europæere i Modsætning til de Danske. Aaret efter gjorde man endog disse Stikord til Partinavne. Men hvilket Vemod i denne Sondring! En Haandfuld særligt patriotiske Købstadborgere og Landboere var skønt Danske ikke Europæere, men af en finere Art!
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
