14.

Foraar og Forsommer tilbragte jeg i Berlin med Nedskrivning af Korrespondancer, med nøjere Udarbejdelse af mine Afhandlinger om Bjørnson^[I]Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910): norsk forfatter. og Ibsen^[II]Henrik Ibsen (1828-1906): norsk forfatter. , med Forarbejderne til femte Del af Hovedstrømninger, særlig Studiet af André Chénier^[III]André de Chénier (1762-1794): fransk digter og revolutionær. Guillotineret. og Udførelse af Afsnittet om ham.

I Begyndelsen af Juli Maaned 1882 modtog jeg saa fra Kjøbenhavn en Skrivelse, der blev bestemmende for hele mit Liv i Fremtiden. Den imødekom et af mig næret Ønske, men var ligefuldt skæbnesvanger for mig. Den bevirkede, at jeg vendte tilbage til Danmark Aaret efter, mindst ti Aar før det havde været forstandigt at komme.

Skrivelsen havde denne Ordlyd:

Hr. Dr. phil. G. Brandes^[IV]Georg Morris Cohen Brandes (1842-1927): dansk kritiker, litterat. .

I de fem Aar, som er forløbne, siden De forlod Deres Fædreland for at bosætte Dem i Udlandet, har den Erkendelse stadig udbredt sig i videre Krese, at det Bidrag, som De er i Stand til at yde til det danske |29| Aandslivs Fremme, er saa betydeligt, at man højlig maa beklage, at De paa Grund af Forholdene er nødt til at nedlægge saa meget af Deres Arbejde i en fremmed Literatur. Tillige har den Overbevisning bestandig vundet stærkere Tilslutning, at De i udmærket Grad besidder Betingelserne for gennem det mundtlige Foredrag og den personlige Paavirkning at vække og nære videnskabelig Sans og videnskabeligt Liv hos den studerende Ungdom. Det er derfor naturligt, at Ønsket om, at De maatte kunne bevæges til at vende tilbage til Deres Fædreland, levende føles af mange.

En Forening af Mænd og Kvinder, som ønsker at være ukendte overfor Dem, tillader sig derfor at tilbyde Dem en Sum af 4000 Kr. aarlig i 10 Aar for at bevæge Dem til ved Siden af de private Forelæsninger, som De i de senere Aar jævnlig har holdt ved Kjøbenhavns Universitet† Universitet] Univertitet A. , at holde offenlige Forelæsninger samme Steds.

Rigtignok er det klart, at det maa være en særdeles alvorlig og betænkelig Sag for Dem at opgive den ansete Stilling mellem en stor Nations indflydelsesrige Forfattere, som De har tilkæmpet Dem ved disse fem Aars Række af udmærkede Arbejder. Men paa den anden Side viser netop disse Arbejder, at Deres Interesse for Danmark og for Norden ikke er bleven kølnet i Udlandet; men at De, naar Lejlighed gives, fordyber Dem i nordiske Æmner med samme levende og sympatetiske Forstaaelse, som De tidligere har givet saa mange Eksempler paa, ligesom det jo ogsaa er en Kendsgerning, at der mellem en Forfatter og det Folk, til hvilket han ved Fødslen hører og hvis Sprog han har talt fra Barndommen af, bestaar en naturlig og derfor uopløselig Forbindelse.

Med Deres Billigelse ønskes denne Skrivelse og Deres Svar offenliggjorte.

Kjøbenhavn den 3dje Juli 1882.

Denne Henvendelse syntes mig at tyde paa et Omslag af Stemningen imod mig i Kjøbenhavn og Danmark. Hvad jeg ved mit sidste Besøg havde oplevet dèr, ligesom den nyligt skete Stiftelse af Studentersamfundet, forekom mig at pege i samme Retning.

Jeg vidste vel, at jeg ved Tilbagevenden og fornyet Deltagelse i Danmarks offenlige Liv, ved paany Dag ud, Dag ind at færdes i Kjøbenhavn satte al den Prestige til, som Afstand og Fraværelse giver. Jeg havde jo havt rigelig Lejlighed til at iagttage, hvorledes Henrik Ibsens^[V]Henrik Ibsen (1828-1906): norsk forfatter. Anseelse i Norge var steget efter at han aldrig mere var synlig der. |30| Men jeg nedskrev den 7. Juli disse Ord, som jeg senere indflettede i min Afhandling om Ibsen^[VI]Henrik Ibsen (1828-1906): norsk forfatter. : »Det forekommer mig fornemmere at bære sig ad som hine Ludvig XVI’s^[VII] Ludvig 16. (Louis 16.) (1754-1793): konge af Frankrig fra 1774. Bror til Ludvig 18. og Charles 10. Generaler, der med og trods deres Generals-Epauletter gjorde Tjeneste i Condé’s^[VIII]Louis Joseph de Bourbon, prince de Condé (1736-1818): fransk adelsmand. Emigrerede 1792 og samlede en hær ved Rhinen. Hær som simple Soldater.«

Det var mig klart, at materielt betragtet var Modtagelsen af Tilbuddet en slet Forretning. Jeg vilde ved at tage tilbage til Kjøbenhavn miste Alt, hvad jeg kunde tjene ved Correspondancer fra en Storstad, ved Foredrag i tyske Byer, da Rejsen blev for lang – Gjedserruten eksisterede jo ikke dengang – og ved private Foredrag i Kjøbenhavn. Jeg kunde ikke forudse den Tilstrømning, der bevirkede, at jeg dèr kunde holde det samme Foredrag, der hørtes uden Vederlag, undertiden endog to Gange for Betaling. Jeg mistede 4000 Kroner for at indvinde 4000 Kroner; men jeg saa ikke Sagen pekuniært.

En Frygt kunde jeg i Begyndelsen ikke beherske, den, at de Unævnte, der kaldte mig tilbage, en Dag skulde kaste Anonymiteten og paa ydmygende Maade stille Krav til min Erkendtlighed. Jeg overvandt den imidlertid og havde ikke behøvet at nære den. Man behandlede mig med fuldendt Takt. Alt hvad jeg længe efter erfor var, at Pietro Krohn^[IX]Pietro Krohn (1840-1905): dansk museumsdirektør. var den, som havde sat Sagen i Gang, og at Bidragene ligeligt var givne af Venstre og Højre. Haardt var det ligefuldt for mig at skulle modtage Hjælp af Fremmede og lade mig høre som en Valgmenighedspræst, jeg, der havde kunnet leve rundeligt, ja rigt, af mit Arbejd, havde den danske Lovgivning ikke i dens Hensynsløshed plyndret mig.

Dersom jeg havde forudset, hvad der ventede mig i Danmark, saa havde jeg med al skyldig Tak givet et afslaaende Svar. Jeg var ikke skarpsynet nok dertil. Af mine Venner var derimod baade Paul Heyse^[X]Paul Heyse (1830-1914): tysk forfatter. Fik nobelprisen i 1910. og Henrik Ibsen^[XI]Henrik Ibsen (1828-1906): norsk forfatter. det; men jeg raadførte mig ikke med dem.