Fra Kjøbenhavn blev jeg stadigt fra forskellige Sider underrettet om Øjeblikkets politiske Situation i Danmark. Det var paa dette Tidspunkt den, at Venstres Fører, Chresten Berg[I], begyndte at blive betænkelig ved Alliancen mellem Venstre og Fritænkerne. En Maaned senere meddelte mine Korrespondenter endog, at Berg var »ustyrligt angst for Fritænkeri«. Man forberedte mig paa, at Venstre vilde spalte sig i en moderatere og en radikalere Gruppe, og det skortede ikke paa Anmodninger til mig om at støtte den første.
I Januar, hvor Deutsche Rundschau havde bragt en forstandig Artikel om mig af Otto Brahm[II], holdt jeg i Berlin i Architektenhaus’s smukke Lokale et Foredrag om Brødrene Goncourt[III] for en 300 Tilhørere, deriblandt Max Klinger[IV] og Kumanin[V], som gav mig en skønsom Kritik derover. Samme Dag, jeg skulde tale, modtog jeg fra Edmond de Goncourt[VI] hans La Faustin med en venskabelig Tilegnelse. Sammentræffet rørte mig.
Jeg blev for første Gang indbudt til at tale i Hamborg og gentog da i Februars Begyndelse mit Foredrag der. Det kom til at faa en virkelig Betydning, som sjældent et Foredrag, thi Direktør Brinckmann[VII], som hørte det og derigennem |26| erfor om Brødrene Goncourts[VIII] Sværmeri for japansk Kunst og Kunstindustri, besluttede at studere Japan, og det var saaledes, efter hvad han selv har sagt, gennem mig som Mellemmand, han fik Stødet til Grundlæggelsen af den mønsterværdige japanske Samling, som Museet i Hamborg nu rummer.
Jeg blev i Hamborg vel modtaget af Formanden for den Forening, der havde indbudt mig, Professor Eyssenhardt[IX], og af en Familie, der en lang Række Aar igennem til Husherrens Død har vist mig Gæstevenskab der, Parret Emil[X] og Wilhelmine Oppenheim, han sart og svagelig, men human og klog, hun varmt interesseret for Poesi og i Stand til en forstandig og fin Værdsættelse af hvad hun læste; Paul Heyse[XI] havde i hende en oprigtig og kritisk Veninde. – Hamburger Nachrichten bragte en Artikel om mig, hvori det hed, at ingen Foredragsholder der i Byen havde behaget som jeg.
I Bremen, hvor jeg nogle Dage derefter talte, gjorde jeg mange dygtige Folks Bekendtskab, der næsten alle hed Müller eller Meier. Mellem dem var en rig Kunstelsker, Dr. Meier[XII], som besad en af de største eksisterende Samlinger af Raderinger; han viste mig bl. a. Jules de Goncourts[XIII]. Han indbød mig til det aarlige Bremenske Schaffermahlzeit, en Kuriositet, som jeg deltog i og har beskrevet.*
Bremen udøvede en stærk Tiltrækning paa mig. Det dejlige gamle Raadhus opfyldte mig. I dets berømte Kælder, som Heine[XIV] har besunget og Hauff[XV] fantaseret over, gav gode Bremens Borgere mig et lille Aftenselskab, hvor Barth[XVI], Sattler[XVII], Lammers[XVIII], Dr. Marcus[XIX], en Senator og Borgerskabets Formand var tilstede og hvor Lammers[XX] holdt Talen til mig, efter at en Rhinskvin fra 1745 var sat paa Bordet. Den |27| gode Stemning brødes en Stund ved Efterretningen om Berthold Auerbachs[XXI] Død.
I disse Februardage 1882 gjorde jeg Bekendtskab med Maleren og Digteren Arthur Fitger[XXII], med hvem jeg efterhaanden skulde blive forenet i et inderligt, af Tid og Adskillelse uanfægtet, Venskab. Jeg har andetsteds skildret ham for udførligt til at gøre det her.*
Han indtog mig straks ved sin Tilbageholdenhed, der røbede saa megen værdifuld Finhed, og ved sin Ægthed som Menneske, ægte Beskedenhed, ægte Stolthed, ægte Lune. Hans Kunst var mig noget for abstrakt, men hans lyriske Digte og enkelte af hans Skuespil fortryllede mig. Digtene var dybt følte og teknisk fuldkomne.Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
