I Midten af December modtog jeg fra Henrik Ibsen[I] Gengangere, som satte mig i stærk Sindsbevægelse; Stykket syntes mig dramatisk svagt, men indgød mig Beundring for Digterens[II] Mod og Genialitet.
Det behandlede Arvelighedstanken i digterisk Form, fremstillede paa Grundlag af den Determinisme, der foreløbig er den moderne Videnskabs sidste Ord i Sagen, Barnets gennemgaaende Bestemthed ved Forfædrene, og gav denne Opfattelse en Baggrund af stemnings- og tankevækkende Art ved at henpege paa Bevarelsen af nedarvede Følelser (og derigennem af Dogmer), hvis oprindelige Livsbetingelser er uddøde og vegne for andre, med hvilke disse |17| Følelser staar i Strid. Herved foraarsagedes da, især i Samfund og Enkeltpersonligheder, der kunstigt var holdte tilbage fra Deltagelse i den fremrykkende Kultur, en mer eller mindre haardnakket Strid mellem en ny Erkendelse og et gammelt Følelsesliv.
Allerede i Juni 1875 havde Henrik Ibsen[III] sendt Det nittende Aarhundrede et Digt, i hvilket det hed:
Det var disse Genfærd af afdøde Tider, som Ibsen[IV] denne Gang havde eftersporet indenfor Familielivets Tærskel; det var Spøgelsets Optræden paa Privatlivets Grund, han havde rettet sit Blik paa, sikker nok paa, at der var et Spøgelse i hvert Hus.
Den Modtagelse, som Stykket fik i Norge og Danmark, røbede, hvor langt Ibsen[V] var forud for sin Tid. For første Gang vovede Smørerne at skrive imod ham som de plejede at skrive imod mig. Næsten hele det til Norge sendte Oplag vendte usolgt tilbage til Hegel[VI]. Og i Danmark naaede Forargelsen et Højdepunkt. Falkman[VII] i Nationaltidende, Molbech[VIII] i Dagbladet gjorde det af med Gengangere. For at komme Ibsen[IX] til Hjælp i denne Situation, skrev jeg en Artikel, hvis sidste Del lød saaledes:
Ibsen[X] udvikler med rolig, men ubøjelig Strenghed alle Konsekvenserne af et Liv som Alvings: Moderens forspildte, Sønnens skrækkelige Tilværelse, Sønnens Forelskelse i sin egen Halvsøster, dennes fra først af fordærvede Natur, der vil bringe hende til stedse dybere Synken, endelig Moderens fortvivlede Stilling overfor det Tvangsvalg: at fremme Sønnens Død eller lade ham leve som et levende Lig, og han synes saa at spørge, om et Levned som hint var alle de tusinde Ofre værd, der under Trykket af Samfundsopinionen er bragt det. Naar, synes Ibsen[XI] at sige, saa oprørende, saa græsselige Ting forekommer indenfor det af Lov og Samfund omhegnede Familieliv, uden at noget velsindet og dannet Menneske deraf |18| drager nogen Slutning om Beskaffenheden af de stiltiende Overenskomster, paa hvilke »det gode Selskabs« Façade hviler, mon det saa ikke er sundere, værdigere, mandigere, ja kvindeligere, at prøve Bygningen bag Façaden indtil Grunden end at nøjes med Pastor Manders’s Forsikring om, at Bygningen er opført paa Klippegrund og, lige som Asylet i Gengangere, selv uden at være assureret, sikker nok mod Brandskade, da den »jo dog ligesom helliges en højere Livsopgave«.
Dette er, tykkes mig, kortelig udtrykt, Digterens[XII] Mening med sit Stykke.
Han har udtalt den i digterisk, dramatisk Form. Der forekommer ikke en Replik, ikke et Ord, som er sagt af ham, og for hvilket han bærer Ansvaret. At paadutte ham enten Osvalds eller Fru Alvings Synsmaader er utilladeligt, saa meget utilladeligere, som begge disse Skikkelser hænger fortræffeligt sammen og er fuldt forstaaelige uden Inddragning af Digterens[XIII] Personlighed. Og dog er dette foretaget offenligt paa den plumpeste Maade. Om Osvald er det i denne Henseende næsten overflødigt at tale: hvad han siger har Ungdommens, Kunstnernaturens, Zigøjnernaturens Præg. At Ibsen[XIV] skulde skjule sig bag ham for at faa sagt, hvad han vil sige, er det lidt enfoldigt at antage. Men Fru Alving, der giver ham Ret, der endog overbyder ham! Hun maa da være den forklædte Henrik Ibsen[XV]! Som om Fru Alving ikke var en Skikkelse af det nordiske Samfundsliv. Som om vi ikke havde truffet hende, talt med hende, beklaget hende, forstaaet hende, længe før Henrik Ibsen[XVI] malte os hende. Ikke engang det har man indset, at saaledes bliver en Kvinde, der har lidt og udstaaet dette. Og naar hun siger: »Ja det med Lov og Orden! Jeg tror mangengang, det er det, som volder alle Ulykkerne her i Verden«, saa lader man, som havde man nu grebet Henrik Ibsen[XVII] i at erklære Lov og Orden Krig. Denne Kvinde har set, hvad der trives bag Loven og Ordenen som Skærmbrædter, hvad Under, at hun griber fejl og tror Skærmbrædtet skyldigt; hun har set, hvad Selskabet tilsteder, lukker Øjnene for, bortlyver og borthykler; hvad Under, om hun tænker, at det, Selskabet forbyder (selv om det var Ægteskab mellem Halvsøskende), umuligt kan være slemmere eller endog blot saa slemt som hvad det tilsteder, naar det bare ikke officielt behøver at vide deraf. Hvad Under! Nihilismen er Aandstyranniets sikreste Produkt. Vil man ikke høre Fru Alvings Synsmaade om Forbindelsen mellem Søskende, saa maa man ophøre at fortælle os, at vi alle nedstammer fra slige Forbindelser. Vil man hindre Fru Alvings Anskuelser fra at brede sig, saa lad Ortodoksien indtage en beskednere Holdning, lad den opgive at undertrykke og at angribe. Der gives intet Sted i Europa, hvor den hviler paa Sindene med et saadant Tryk som i Danmark-Norge. Lad den tilskrive sig selv den stedse alvorligere Modstand, der rejses imod den, og lad den, hvis |19| den ikke vil fremkalde en Literatur, i hvilken de Anskuelser, som nu kun fremstilles dramatisk, forfægtes for fuldt Alvor, tage Reb i Sejlene i Tide. At den bander og fordømmer, nytter intet. At dens frivole Talsmænd i Pressen til Bedste for den udkrammer en Kvasi-Æstetik, der for halvhundrede Aar siden endnu fandt Tiltro, men som aldrig var sand, det nytter endnu mindre.
Ibsens[XVIII] Drama skal efter Sigende have vakt megen Misstemning. Det norske Dagbladet slutter en yderst lunken Anmeldelse med et Længselssuk efter – jeg ved ikke ret, om det er Rahbek[XIX] eller A. Munch[XX]. »Naar man har læst Bogen«, hedder det, »priser man uvilkaarlig den gode gamle Poesi, fordi man i al Fald kunde læse den uden Fare for sine Nerver.« Den norske Liberalisme ligner den danske Konservatisme deri, at de begge er nervøse som Mimoser.
Nervøsiteten gyser tilbage for denne Bog; Blødsødenheden finder den »oprørende«; den smægtende Fejghed finder den »dumdristig« og Affældigheden finder Ibsen[XXI] »upoetisk«. Jeg har for Morskabs Skyld ladet mig sende nogle Anmeldelser og har derved udvidet min Menneskekundskab. En Artikel i Nationaltidende har særlig fortryllet mig. Den Petersen, der har skrevet den – jeg kender ikke hans borgerlige Navn, han er anonym – bemærker, at »kun fordi Ibsen[XXII] staar saa højt i Navnkundighed og literær Betydning, kan hans nye Arbejde ikke uden videre kastes hen i den Kalkkule, hvor sligt i Grunden ene hører hjemme.« Godt brølt, Petersen! Artiklen gør ganske Indtryk af at være skrevet af en gammel journalistisk Daglejer, graanet i Haandværket. Naar man nu betænker Sandsynligheden af, at dette Udbrud stammer fra en Fyr, der har skrevet en Snes Aar i Aviser uden at det i dette Tidsrum er lykkedes ham at frembringe fire Linier, noget Menneske kan huske, mens det altsammen, Artikel for Artikel, Nummer efter Nummer er vandret – »i den Kalkkule, hvor sligt« i Reglen havner, naar man videre betænker, at Fyren taler om en Mand, af hvem man maaske endnu om 200 Aar vil læse et og andet, saa er denne Veltalenhed ikke uden psykologisk Interesse. Og Interessen stiger, naar man i det følgende støder paa disse Ord om Henrik Ibsen[XXIII], at han maa ikke blot nære en sær Forkærlighed for det Modbydelige, men »være betagen af en til Vanvid grænsende Forfængelighed og Indbildskhed, naar han mener at have Kald til at fremsætte disse Problemer til æstetisk Nydelse og med mindste Fremgang mod hint høje Maal, Bevidsthedernes Revolutionering.« Dette er maaske en Smule uhøfligt, men naar en anonym Petersen siger det, saa maa det være sandt, og det vilde være Pedanteri at opholde sig ved Formen.
Saa har dernæst Dagbladet havt en herlig Anmeldelse. Blot man aabner den, »er det ligesom man saa Gengangere smyge imellem Linierne«. |20| Ved første Gennemlæsning tager den sig ud som lutter Perfidi, og der er ganske vist en god Del Perfidi deri. I Anledning af Fru Alvings uforglemmelige Replik om Maskinsømmene, udbryder Anmelderen f. Eks.: »Saaledes bliver Ibsen[XXIV] færdig med Religionen«; han undser sig ikke ved at lade ham »havne i den fri Kærlighed« eller ved at plapre om, at Ibsen[XXV], den strengeste Moralist i europæisk Poesi, »ikke kender eller ikke anerkender Pligtbegrebet som en Hovedfaktor i Livet«. Men jeg skal ikke dvæle ved Perfidien heri, fordi det er umuligt at skønne, hvor meget der her er virkelig Perfidi, og hvor meget der er pur Enfoldighed. Den dybe etiske Alvor i Faraos Ring har Ibsen[XXVI] nu vel ikke naaet. Men et almindeligt stilfærdigt Menneske vil formodenlig begribe, at Ibsen[XXVII] ikke mangler Pligtfølelse eller Pligtbegreb, fordi han som Goethe[XXVIII] og Heiberg[XXIX], Schiller[XXX] og Hugo[XXXI], Hegel[XXXII] og Herbert Spencer[XXXIII] ingen absolute Pligter anerkender. Han er netop saa langt fra at underkende Pligten, som Schiller[XXXIV] var fra at hade Dyden, da han skrev:
Det er næsten Synd at forstyrre Anmelderne, naar de moraliserer for Henrik Ibsen[XXXV], thi det klæder dem saa uforligneligt. Men ilde vilde det heller ikke klæde at have saa meget Begreb om videnskabelig Psykologi og Etik, at man vidste, Forpligtelsen hører hjemme i en Mellemsfære, er et Overgangsbegreb, for hvilket der i et harmonisk, sædeligt Forhold ikke mere er Brug. Da vilde man vel ogsaa begribe, at hvor Fru Alving (fra hvem der endda er langt til Ibsen[XXXVI]), i det Øjemed overfor Sønnen at undskylde Faderen, anklager sig for at have gjort Hjemmet uudholdeligt for denne med evindelig Tale om sine Pligter og hans Pligter – der angriber hun ikke – som man plat har indsneget – Sædeligheden i »Livsglædens« Navn, men den golde nordiske Hersen i Pligtbegreberne, der er saa uforenelig med et Liv i rolig Harmoni og saa sørgelig let at forene med et Liv i den mest forbenede Egoisme.
Dog pikantere endnu end Dagbladets Etik er dets Æstetik. Det er lutter gammel afdød Æstetik fra Aarhundredets Begyndelse, der en Snes Aar senere kom til Danmark og, som det viser sig, har holdt sig der. Saaledes indvendes, at »Stykket i det hele er vendt tilbage til det antike Dramas Fatum og lader Katastrofen fremtræde som en Nødvendighed, medens det moderne Drama beror paa Frihed«. At nu det moderne Drama beror paa Frihed (skal sige Viljens Frihed), er en af disse Spøgelsemeninger, som man ikke ventede at møde mere. Den stammer fra |21| den gamle rationalistiske Tidsalder, der ikke kendte Arvelighedsideen og ikke forstod og ikke vilde vide af Omgivelsernes Indflydelse; det er en Lære, til hvilken ikke et eneste godt moderne Drama nogen Sinde har svaret. Og latterligt vilde det være, om Æstetiken, der dog helst burde vide lidt Besked om, hvad den moderne Videnskab lærer om »den frie Vilje«, vilde kræve, at Dramet skulde bero paa et Fantom, paa hvilket intet andet beror. At Katastrofen fremtræder som en Nødvendighed, er saa langt fra at være en Fejl i Ibsens[XXXVII] Stykke, at det er netop det, som maatte være. Og ganske lige saa lidt er det en Fejl, eller som det i Dagbladet hedder »uretfærdigt og udramatisk«, at Straffen fortrinsvis rammer Moderen og Sønnen, ikke den, som bærer Hovedskylden. »Uretfærdigheden« her er Verdensordenens, som det ikke er Digterens Sag at omarrangere eller omlyve, men at fremstille, og hvad der i Ibsens[XXXVIII] Stykke er mindre dramatisk end ønskeligt var, det beror ikke i mindste Maade paa dette Forhold. Som Drama har Gengangere trods Digterens ogsaa her udviste Mesterskab sin Svaghed; det staar teknisk tilbage for Et Dukkehjem, fordi Ekspositionen er for lang, og der er for lidt virkelig Handling imellem den og Sammenbruddet, men med det gamle Problem om Frihed eller Nødvendighed har denne Svaghed intet at skaffe. Hvis man vil finde Overensstemmelse mellem Ibsens[XXXIX] Skæbnetro og den antike, saa kan man; men den, der virkelig findes, beror kun paa, at vi alle, Tidsalderen, i hvilken vi lever, er vendt tilbage til Antikens naturalistiske Opfattelse af Menneskelivet. Det nittende Aarhundrede er deterministisk, som den klassiske Oldtid var det. Tænker man derimod paa de Gamles Tro paa et hemmelighedsfuldt Fatum, hin Skæbne, der i det antike Drama tvinger Oedipus til i Kraft af en Forudbestemmelse at dræbe sin Fader og ægte sin Moder, hin Skæbne, der endnu spøgede i Ibsens[XL] Kejser og Galilæer, saa er Skæbneudviklingen i Gengangere saa langt derfra som Indsigt fra Mytologi.
Dagbladet betragter det som »en Slags Trods« eller »en Naivetet« af Ibsen[XLI], at han har indleveret sit Stykke til det kongelige Teater i Kjøbenhavn ; thi, hedder det, »at noget Teater, i al Fald noget Teater af Rang og Betydning skulde ville opføre dette Drama, anser vi for en Umulighed.« Hvad fremmede, det vil vel nærmest sige tyske, Teatre vil gøre, er ikke let at beregne og temmelig ligegyldigt. De skylder Ibsen[XLII] intet; hans Stykker og den tyske Smag ligger langt fra hinanden, de har intet Hensyn at tage til ham. Men naar jeg ser de Anstrengelser, som Dagbladet og andre ligesindede Blade gør, anser jeg det selv for rimeligt, at en Umuliggørelse af Gengangeres Opførelse i Kjøbenhavn vil lykkes til Trods for Teaterchefens[XLIII] intelligente og uhildede Blik og til Trods for alt, hvad Teatret skylder Ibsen[XLIV]. De Par Tusind Mennesker, der udgør Selskabet, kalder sig Samfundet og forsøger at bilde Millionerne ind, at de er |22| Staten, og som har en Hovedinteresse i, at der aldrig fra noget officielt sanktioneret Sted forkyndes noget dybt Alvorligt, noget gribende Stærkt, noget skærende Sandt, vil rimeligvis med Lethed kunne hindre Opførelsen eller dog forvandle den til et Nederlag for Digteren[XLV] og Teatret. De vilde for 50 Aar siden have umuliggjort Stykkets Trykning, nu kan de vanskeliggøre dets Opførelse og vil vedblive at kunne det, saa længe Nationalteatrene i Europa ikke betragter sig selv som Statsteatre, hvad der var Meningen med dem, men som en Samfundets eller Selskabets Luksus.
Selskabets Argument er dette, at et Stykke som dette er ikke Poesi. Men Sandheden er, at Begrebet om Poesi forandrer sig igennem Tiderne. I Frankrig var 1670 Shakespeare[XLVI] ikke Poesi, i Danmark var 1770 Goethe[XLVII] ikke Poesi, for Heiberg[XLVIII] var Victor Hugo[XLIX] og Frankrigs hele romantiske Literatur ikke Poesi, ja for ham var end ikke Bjørnsons[L] og Ibsens[LI] Ungdomsværker det, som nu, netop i Modsætning til Leonarda og Gengangere, er blevne Poesi. Man kan være rolig, Gengangere bliver saavist nok Poesi. »Men«, siger Dagbladet, »der er en Skønhedslinje, der sætter Grænsen for hvad der kan opføres og hvad ikke, og naar noget er ikke blot uskønt, men rentud modbydeligt, har det intet paa Teatret at bestille.« Det er sandt, og jeg underskriver hvert Ord. Der er noget der er uskønt, ja rentud modbydeligt, og som intet har paa Teatret at bestille. Og hvad er det? Det er f. Eks. Efterligningen, der puster sig op som var den Originalitet; det er Udtømtheden, der blærer sig som var den Frembringelseskraft; det er Rutinen og Marvløsheden, som raaber sit Excelsior!; det er Gengangerskikkelserne, som sminker sig tommetykt for at synes rødkindede bag Lamperækken. »Det Uskønne, ja Modbydelige« ligger ikke i Stoffet, men i Behandlingsmaaden. Hvad angaar alt dette Ibsen[LII], som staar i sin fulde digteriske Kraft?
Henrik Ibsen[LIII] har ved at skrive den moderne Tragedie, som kaldes Gengangere, sat sin hele møjsomt og langsomt indvundne Autoritet, sin Yndest hos Publikum, næsten sin borgerlige Anseelse paa Spil. Denne Bog er trods sin eminente Betydning ikke det fuldkomneste Drama, han har skrevet; men den er den nobleste Handling i hans literære Liv.
I Anledning af Gengangere blev der i den kjøbenhavnske Højrepresse kastet forskellige Sideblik til Ibsens[LIV] Stilling til tyske Teatre. Dagbladets Etiker glædede sig ved Tanken om, at intet tysk Teater vilde spille Stykket. Nationaltidendes Smagsraad skrev med Hentydning til den dengang udbredte danske Fabel om Ibsens[LV] Indtægter af hans Stykker paa Tysk, i sit udsøgte Dansk følgende: »Filosofisk lader Pessimismen sig deducere, i æstetisk Behandling bliver den |23| til Lefleri med Livets Alvor, Sorg og Smerte, hvormed Forfatteren[LVI] gør sig interessant, indtil en Teaterdirektion maaske kommer og byder ham Penge for at gøre det om og lade Sort blive til Hvidt i Slutningsscenen, hvilken Handel ingen Indignation hindrer Digteren[LVII] i at tillade, selv om han ikke direkte selv besørger Transaktionen.« Det havde været Synd ikke at spidde denne Sommerfugl paa en Knappenaal. Først dette Dybsind, at Pessimismen æstetisk behandlet blev til Lefleri, saa denne Insinuation, at Ibsen[LVIII] for Penge gjorde Sort til Hvidt i sine Slutningsscener!
Da Ibsens[LIX] Et Dukkehjem skulde opføres i Wien, og da man af Hensyn til Publikums slette og blødagtige Smag ikke vilde lade Nora forlade Helmer, skrev man til Ibsen[LX] og opfordrede ham til at forandre Slutningen. Paa hans afslaaende Svar bemærkede Teaterdirektionen, at han lige saa godt kunde føje sig, da Forandringen ellers alligevel vilde ske og da maaske end mere i Strid med hans Hensigter – saa nødedes han for at forhindre større Vandalisme til i Stedet for de Par sidste Repliker at lade Nora synke sammen ved Barnekamrets Dør. Der var ikke tilføjet en eneste Replik. Jeg saa Stykket spillet i Berlin i denne Form, uden Gnist af Forstaaelse, og svækket ved den matte og meningsløse Slutning. Men hvad Skyld havde Ibsen[LXI] deri? Han var jo ved vore Regeringers vise Foranstaltning retløs i Tyskland, et Bytte for enhver Teaterdirektør som for enhver Oversætter.
Den første Opførelse af Et Dukkehjem i Berlin blev en Skandal. Fra anden Akt af spiltes Stykket under stigende Uro og Misbilligelse. I tredie Akt lo og spottede man. Det var flere Gange vanskeligt at opfatte Replikerne for Latter og spottende Udbrud.
Ibsen[LXII] var da endnu ikke mere anset, end at Publikum ikke gad være over at høre paa ham med Opmærksomhed.
|24| Og hvad Indtægten af hans Stykker angik, var den da endnu Nul.
Bjørnson[LXIII] havde dengang, for at opnaa nogen Indtægt, af sin Oversætter Lobedanz ladet sig indmelde i de tyske dramatiske Forfatteres Forening, havde betegnet de tyske Oversættelser af sine Skuespil som Originaler, den originale Udgave som en Oversættelse og støttet sig til den tyske Regerings Beskyttelse mod Tilbage-Oversættelser.
At Ibsen[LXIV] ikke havde indladt sig herpaa, saas bedst, da Samfundets Støtter i Berlin opførtes paa én Gang paa seks Teatre uden at Digteren[LXV] fik en Øres Honorar, medens Hr. Jonas[LXVI] og Konsorter, der havde tilskaaret og tilklippet det efter Behag, naturligvis tjente godt derved. Ja den Udgave af Stykket, som Ibsen[LXVII] selv (med Frøken Klingenfelds[LXVIII] Hjælp) udgav i München, bragte hans Forlægger kun Tab og Ærgrelse, thi den kostede, om jeg husker rigtigt, 2 Mark, da den var trykt med ordenlige Bogstaver paa ordenligt Papir, og blev naturligvis til Makulatur, da Reclam samtidigt udgav Bogen for 20 Pfennig. Ikke desmindre var der ikke faa, som fandt et Tegn paa lav Havesyge i, at Ibsen[LXIX] den Sommer offenlig beklagede den høje Skat, den norske Regering havde lagt paa ham, idet den for at sikre uhindret Oversættelse fra Tysk til Norsk vægrede sig ved at indlade sig paa en Overenskomst med Tyskland.
Nationalzeitungs og Deutsche Rundschau’s Teaterkritiker Karl Frenzel[LXX] lod dengang aldrig Lejligheden gaa hen, naar et norsk Stykke opførtes, uden at ivre mod Opførelsen af nordiske Stykker overhovedet. Han gjorde gældende, at Stoffet i disse Stykker var altfor fremmedartet, at de bestandig sigtede til eller hvilede paa eller gik ud fra politiske, sociale og literære Forhold, der var aldeles ubekendte i Tyskland, og at de som Følge deraf hverken kunde spilles eller nydes eller forstaas. At man skulde give sig til at |25| studere disse Forhold først, som man f. Eks. studerede de franske, ikke mindre fremmede, var da utænkeligt.
Henrik Ibsens[LXXI] Geni forandrede efterhaanden for nogle Aartier denne Ligegyldighed til Begejstring, om det end altid forblev skralt med Studiet af de Forhold, som laa bag Digtningen. Dog Ibsen[LXXII] trængte efterhaanden igennem i Tyskland som ingen moderne fremmed Digter før ham, og Gengangere, som hans øvrige Stykker, hører nu til det faste Repertoire.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
