Det var langt fra, at jeg led ringeste Nød; jeg levede som mine Standsfæller. Ikke desmindre havde Næringssorgen mig i Struben, idet jeg uafbrudt og nøje maatte passe paa at have ethvert lille Arbejde færdigt saa betids, at jeg ikke kom til at staa uden Penge. Det vilde ogsaa være lykkedes, ifald Forlæggere, Tidsskriftsudgivere, Redaktører havde leveret Honoraret saa punktligt som jeg mine Artikler. Men det skete sjældent eller aldrig. Der var Ingen, som bedrog mig. Men Forlæggere og Udgivere var ligegyldige for, om Betalingen kom nogle Dage eller Uger senere, og saaledes var jeg ret jævnligt i Forlegenhed. En Majdag havde jeg kun fire Mark tilbage, en Junidag kun en Mark. En Eftermiddag maatte jeg negte mig hjemme for en ung Gesandtskabssekretær, fordi det var mig umuligt at byde ham en Kop The, og det var Thetid. I Sommeren 1878 maatte jeg sende Afbud til et Selskab, hvor jeg ventedes, fordi jeg ikke havde Penge til en Vogn. Det blev efterhaanden som en Sport, et Spil at sørge for, der altid til rette Tid var Penge i Huset. Arbejdsgiverne i de højere Fag tænker sjældent paa, hvad Betydning det har for Aandsarbejderen at faa sin Betaling punktligt. Jeg lærte det i hint Tidsrum |323| at kende, og blev siden des opmærksommere for, ikke paa min Side at lade nogen vente paa sin Løn.
Mest plagede mig Umuligheden af at skrive noget, der slet ikke betalte sig. Jeg havde paa hin Tid den største Lyst til at sysle med Ovid[I] og give en Skildring af ham som Menneske og Digter, men opgav Æmnet som et, til hvis Behandling jeg aldeles ikke havde Raad. Endnu umuligere var det mig naturligvis at følge min Lyst til at sætte mig ind i et eller andet uden at jeg dermed forbandt et praktisk Øjemed.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
