Saasnart jeg var færdig med at gengive Esaias Tegnér paa Tysk i sammentrængt Skikkelse – Interessen for Æmnet var for ringe til at man vilde udgive Skriftet ubeskaaret – begyndte jeg Studierne til en Bog, jeg nu agtede at skrive, en Fremstilling af Benjamin Disraeli’s[I] politiske Liv og literære Virksomhed. Æmnet fængslede mig, og paa den Bevægelse mod Jøderne, der netop da opstod i Tyskland, vilde jeg med denne Bog forsøge at give et Svar. Jeg arbejdede efter bedste Evne med Stoffet, men stadig forpint af min Mangel paa Raad til at købe mig det Utal af Bøger, jeg burde kende, altsaa af hvad jeg for mig selv kaldte min ved Pengemangel fremtvungne Overfladiskhed.
I den sidste Uge af September var jeg endelig saa vidt, at jeg kunde begynde Nedskrivningen af denne Bog; men den maatte nødvendigvis komme ud før Jul, hvis jeg skulde kunne klare Nyaarets Udgifter. Jeg havde skrevet den første Snes Sider, da en Fristelse kom over mig til at afbryde Arbejdet. I et anonymt Brev fra Norge, som jeg modtog den 21. Oktober, blev der mig tilsendt 122 Mark og 200 Francs, de tyske Penge, som Brevet sagde, til en Billet frem og tilbage til Paris for at se Verdensudstillingen der, og de franske Penge til Opholdet. Gaven var jo ikke overdaadig, især da – som jeg lang Tid efter erfor – Afsenderen var mange Gange Millionær; men min Længsel efter Paris var saa stærk og min Lyst til at se en Verdensudstilling saa stor, at jeg i første Øjeblik ikke modstod, men ilte til Gesandtskabet for at faa det dengang til en Pariserrejse fornødne Pas. Neppe havde jeg imidlertid dette, før jeg slog om, følte, det vilde være en utilladelig Letsindighed at bevillige mig selv en saadan Ferie, gik til Rodenberg og opnaaede Plads for den endnu uskrevne Disraeli i Januar-|321|Februarhefterne af Rundschau. Samtidigt sendte jeg et Brev til Hegel[II], og meddelte ham, at jeg nu vilde begynde Trykningen af en Bog, der skulde ud før Jul. Jeg vidste, han vilde finde Tidspunktet altfor sent, men vilde og maatte overvinde hans Modstand; jeg formelig svulmede af Energi. Bevidstheden om at jeg arbejdede for Livet, for Brødet, gjorde mig staalhaard. Nu gjaldt det: hver Time, hvert Minut var kostbart. Jeg skrev endnu samme Dag en stor Artikel til Academy, og næste Morgen efter en søvnløs Nat 34 Sider af Bogen. Efter et Par Dages Forløb kom naturligvis det Svar fra Hegel[III], at Bogens Udgivelse før Jul var umulig; men det rørte mig ikke. Jeg skrev blot i min Notitsbog: »Det skal gaa; det maa gaa; jeg vil.« Jeg arbejdede paa Disraeli[IV] fra om Morgenen, gik i Seng halvtolv, stod op igen halvet, skrev til Kl. 2, og var oppe igen næste Morgen Kl. 6. Skønt jeg ikke trak mig ud af det stærkt selskabelige Liv, jeg førte i Berlin, og skønt jeg passede min Correspondance, den offentlige som den private, blev Bogen ved denne Arbejdsmetode færdig den 6. December og Korrekturerne samtidigt rettede, saa den udkom 13. December i Kjøbenhavn.
For Honoraret købte jeg mig de Bøger, jeg havde savnet til Udarbejdelsen, og begyndte straks en helt ny Formning og Udvidelse af Bogen paa Tysk, hvor den blev mer end en Fjerdedel større. Under Arbejdet blev jeg, som tidligere i Kjøbenhavn, pint indtil Afsind af Musik, ikke blot af den i i Krolls Forlystelses-Etablissement ligeoverfor mig, men især af den, der fyldte Huset, jeg beboede. Jeg skrev i de Dage (d. 6. December 1878):
Langt fra at være et Fredens Hjem er denne smukke Bygning et Hjemsted for de afskyeligste Spektakler, iværksatte ved Hjælp af det mest oprørende Marterinstrument, den nyere Tid har fuldkommengjort og bragt i Anvendelse, saavidt den saakaldte Civilisation strækker sig, jeg mener Klaveret. Endog Kælderen i et saadant Hus er en Afgrund af |322| Pianospil; fra Boligerne i Stuen lyder de mest buldrende Forte’r; dèr boer ufravigeligt en Russer eller en Græker, der gaar paa Konservatorium og uddanner sig til Virtuos; paa første Sal spiller Herrerne og synger Damerne hver Dag de samme Stykker; ovenover spiller Mødrene for deres Børn, og alle disse Lyde trænger blandede til det vildeste Kaos op og ned gennem de pragtfulde Porcelæns-Ovne, der staar i Forbindelse med hverandre, saa man i tredie Etage kan høre Musiken fra Stueetagen, som spilledes der i Værelset, hvor man er – og dette afgiver Hjem for tænkende Væsener, skal i det mindste afgive Hjem for dem, og dette rædselsfulde, mekaniske, taabelige Spektakel skal ovenikøbet være – Kunst. Kunst! I Himle!*
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
