I Maj 1879 havde jeg fuldendt Bogen om Lord Beaconsfield[I] paa Tysk. Ikke længe efter fulgte en engelsk Udgave; den indbragte lidet, da den tyske Forlægger havde sikret sig Halvdelen af Forfatterhonoraret, og da Oversætterinden fik det meste. Hun var ikke sin Opgave voksen, oversatte fra Tysk og begik grove Fejl, forvekslede f. Eks. indisch med jüdisch og skrev the Jews Bill for the India Bill. Dengang var der endnu ikke stiftet den Art Overenskomst, som i vore Dage træffes mellem engelske og amerikanske Forlæggere. Min Bog blev snart uden mit Vidende med alle Fejlene eftertrykt i New York. Da jeg skrev til Forlæggeren og beklagede mig over, at han hverken havde udbedt sig mit Samtykke eller givet Honorar eller endog blot sendt mig et Eksemplar, svarte den uforfærdede Yankee: »Eet Eksemplar! hvad tænker De om mig! Hermed sendes Dem fem.« Det var rigtignok alt hvad jeg fik. Da endelig Harpers Library, ligeledes uden at spørge mig, aftrykte Bogen (paany med alle Fejlene) i trespaltet Format som Avis og solgte huntredtusind Eksemplarer af den for 15 Cents Stykket, sendtes der mig end ikke ét Eksemplar.
Bogen om Lord Beaconsfield[II] gjorde en Del Opsigt. Cherbuliez[III] anmeldte den i Revue des deux mondes, den |324| blev udførligt og gunstigt bedømt i Vestnik Jevropi. Gladstone[IV] sendte mig et Brev for at anmode mig om at rette et Sted, hvor jeg var kommen til at gøre ham Uret, og et andet Sted, hvor han uden Føje betragtede sig som forurettet. Times skrev: As a biography this book is far more valuable because more concise and impartial than any which has appeared in England.
Mest Glæde havde jeg dog af Bjørnstjerne Bjørnsons[V] brevlige Udtalelser om Bogen som om andet.
Vi var trods Aldersforskellen samtidigt naaede til et Tidspunkt i vor Udvikling, hvor vi havde gensidig Forstaaelse og livfuld Drøftelse behov; vi havde Brug for hinanden, og blev efter et Ordskifte næsten altid enige.
Bjørnson[VI] følte sig ved Aarene 1878, 1879 aandeligt ensom i Norge. Hans tidligere Livsforhold havde opløst sig. Der var gjort alt muligt for at holde ham fast i den nationalliberale, skandinaviske, kongeligsindede, kirkelige, Grundtvigske Ring; da man ikke havde formaaet at fastholde ham, blev han behandlet som en udstødt, om saa blot paa Grund af hans da saa ivrige Fejden mod Djævletroen. Han trodsede Forkætringen, men han led under den; thi som han selv sagde, han havde Hud som en Jomfru, af de allerfineste.
Han følte paa én Gang en grænseløs Arbejdslyst og en utrolig Afmagt. Han sad alene, helt alene, og alle i Norge saa paa ham som paa noget, de var meget overlegne, gav ham ikke nogen Art af Hjælp. Men for Bjørnson[VII] stod det, som havde der aldrig levet en Digter paa denne Jord, der kunde undvære Hjælp, om det saa blot var af en. Han havde visselig sin Hustru, men hun var da trykket af Bekymringen for ham. Han havde Venner, gode Venner, men hvem han gav Næring. Han havde ingen, som gav ham noget – undtagen Uret. Det gav man ham »paa Tryk, i Ord, med Øjne« Dag ud, Dag ind.
|325| Bjørnson[VIII] sad inde med en umættet Lærelyst, ønskede Oplysninger, Vejledning, især Anvisning paa retledende Tanker, havde en brændende Tørst efter Kundskabskilder. Den kom jeg da efter Evne i Møde. Samtidig glædede han sig ved alt, hvad han sporede af Fremgang i Europa og Amerika og foregreb Begivenhedernes Gang, var f. Eks. overbevist om, at om blot ti Aar vilde i Frankrig Kirken være adskilt fra Staten – det skete, men tog 27 Aar – om andre ti Aar vilde Hæren i Frankrig være afløst af en Milits – dette har lange Udsigter endnu, og heldigvis.
For Bjørnson[IX] var dengang Norges aandelige Ulykke Mangelen af et samlende Midtpunkt. Folk boede for spredt, og selv de tæt boende vænnede sig til at leve hver for sig og vente paa, om andre vilde udrette noget. Efter hans daværende Opfattelse havde Nordmændene i Grunden aldrig taget aandeligt fat, aldrig havt en aandelig Brydning eller Kamp. Hvad Literaturhistorikerne snakkede desangaaende var »det gyseligste Vrøvl«. Nordmændene havde engang havt et forceret Menneske, der stødte sammen med et blaseret Menneske – det var hvad der kaldtes Aandskampen mellem Wergeland[X] og Welhaven[XI]. Disse havde i Virkeligheden havt samme Syn, samme Grundopfattelse, var fostrede af nøjagtig samme Slags Betingelser. De to W’er var slet ikke Modsætninger, men i det Væsenlige ensartede.
Først nu kunde en Brydning opstaa. Der var jo ogsaa Brydning i Bjørnson[XII] selv. Spotteordet om hans Forandring af Signaler vilde han nu indskrive paa sit Livs Fane. Da han i sin Tid digtede den lille Sang om Ingrid Sletten af Sillefjord havde han havt ringe Anelse om, hvad den egentlig betydede, og om hvad den spaaede hos ham selv »med profetisk Varsku som den lille Lygte i et Fyrtaarn«.
Bjørnson[XIII] forstod den Gang mine Skrifter med det skarpe |326| digteriske Snarsyn, der ligger i hans Væsen, men kun fungerer, naar han er besjælet af Sympati. Han fandt, at jeg dømte Tegnér[XIV] saare mildt, men begreb paa én Gang, hvad der hos Manden var mig personligt imod, og hvorledes Forstaaelsen hindrede den spirende Uvilje i at komme op. Han fandt iøvrigt Bogen »dejlig«; jeg havde gjort hele Norden Nytte med den Bog, ligesom jeg overhovedet »havde omskabt Nordens literære Bevidsthed og vakt den, hvor den før ikke var.« Han sparede ikke paa Lovordene.
Bogen om Disraeli[XV] vandt i dens danske Tekst i ikke ringere Grad hans Bifald. Kun protesterede han ivrigt mod Vendingen, at Jarlen af Beaconsfield[XVI] ikke var nogen »stor Mand«. Han fandt ham stor. Bjørnson[XVII] havde Taalmodighed til paany at gennemlæse Bogen i den tyske Omarbejdelse. Han fandt, at det om engelsk Politik Tilføjede ikke var saa omfangsrigt, som han havde tænkt, men at ogsaa det »havde den Sammentrængthed og Tilspidsning, der gjorde mig til den Prosaist, han helst læste, og han læste mange.«
»Der er«, skrev han en Dag, »undertiden i Deres Stil noget vældigt. Det fremkommer ved, at den dybe brændende Overbevisning i den Grad behersker, hvad den fremstiller, at Forstaaelsen iler forud for Ordet, saa dette, om det end siges ganske sagte, vibrerer længe efter, at det er læst. Man er saa betaget af Deres Overbevisning, at man mærker sig det mindste Vink, det letteste Minespil, og derved lyder enkelte Ting med Basunstyrke, skønt sagte ganske lige til. Deres Foredrag er ikke tysk, ja i den Grad ikke tysk, at jeg gad vide, om Tyskerne helt forstaar. Tyskerne kan vist ikke komme med paa den Jernbanefart. En utrolig Mængde Omsvøb er oversprunget.«
Han fandt, at den skrivende Tysker altid holdt sig oppe over det, hvormed han sysselsatte sig. Selv naar han rent |327| forgudede noget, saa forgudede han det under Foragt for alt det, som ikke var Forgudelsens Genstand. Bjørnson[XVIII] troede ikke Tyskerne ubeskednere end andre, men ansaa den overlegne Tone for en Literaturvane, opdrættet i Trængselstider, og mente, den vilde falde bort, naar man i et stort samlet Samfund følte sig sikrere paa sig selv. Jeg derimod gik efter hans Skøn helt op i det, jeg behandlede. »Kærligheden til Sandheden,« skrev han, »er hos Dem i den Grad begejstret paa Færde, at De selv aldrig blir anderledes synlig end gennem Værket, Skikkelsen og Forholdet, som skildres; De er med, De er mod, eller halvt med, halvt imod; men det falder i den Grad af sig selv, at om vi er af en anden Mening, vi standser ikke, vi vredes ikke, vi er paa en ærlig Grund, i et strengt, fint Arbejde. Ja fint. Her er endnu en Forskel. Dette er finere Arbejde end det, vi faar fra Tyskland. Er det en Nationalforskel eller bare en Individualitets? – Og saa er der nordiske Talemaader, Tankevendinger, der ser saa bly ud paa Tysk.«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
