Imens gik det løs i Hjemmet med Angreb paa mig. Den Mand, i hvis Stjerner det var skrevet, at han skulde triumfere over mig, Hr. Paludan[I] , leverede efter at den omarbejdede anden Udgave af Emigrantliteraturen var udkommen, en sønderknusende Kritik af det for fem Aar siden udkomne første Oplag.
|319| Ogsaa Rudolf Schmidt[II] var meget virksom. Min Bekæmpelse var jo bleven denne Persons Mission, hvis Selvfølelse iøvrigt antog besynderlige Former. Han indbildte sig at ligne Goethe[III] i Profil og gjorde især paa Rejser i Tyskland denne formentlige Lighed gældende. Han mindede mig om et Epigram af Thomas Moore[IV] :
Hr. Julius Paludan[V] , som fra nu af ved alle Lejligheder gjorde sig gældende paa min Bekostning, var i enhver Henseende et tro Udtryk for den i Danmark skattede Aand, ægte national, strengt saglig, dybt gennemtrængt af den ene sande Videnskabelighed. Han kunde imellem dumme sig en Smule som naar han bittert bebrejdede Froissart[VI] hans Mangel paa Sans for det dybeste og alvorligste i hans Tid, det nationale Opsving ved Heltinden Jeanne d’Arc[VII] (Froissart død 86aarig 1419, Jeanne født 1412); men det var hos denne højtbegavede Mand kun en Ynde mere. Han passede til Forholdene og blev med god Grund en Del Aar derefter Professor i dansk Literaturhistorie ved Kjøbenhavns Universitet.
I Afstand tog han og hans Lige sig mindre godt ud end nærved. Omplantet, som jeg var, til større og rigere Forhold, paavirkede den nationale Blanding af Vedhængen ved gamle konservative Synsmaader og det smaaligste kritiske Pindehuggeri mig besynderligt.
Jeg fandt i de Dage i en dansk Bog af L. Both[VIII] : Kulsvierne og deres Omgivelser Side 25 denne Sætning:
I den senere Tid gaar Pindehuggeriet Haand i Haand med Kulsvieriet.
Det forekom mig, som om den Sætning burde staa over Indgangen til Datidens danske Publicistik.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.