Nogle Dage derefter fik jeg en Indbydelse til Hofbal og Souper. Man lod mig vide, at jeg skulde forestilles for Kejseren[I] og Kejserinden[II]; den sidste vilde lære mig at kende.
Da jeg efter at være gaaet gennem nogle Sale kom til Billedgalleriet, studsede jeg ved her i det gamle kongelige Slot at se et Portræt af Kongehusets og Prøjsens Fjende paa Davids[III] berømte Maleri, Bonapartes Overgang over St. Bernhard; jeg var ikke forberedt paa en saadan Fordomsfrihed. Medens jeg betragtede Billedet, hørte jeg en Stemme bag mig sige paa Fransk: »De her! Kan jeg være Dem til nogen Tjeneste?« – Det var den russiske Attaché, min gode Ven, Hr. von Kumanin[IV], i sin Hofuniform.
»Det kan De«, svarte jeg; »thi jeg er ikke hofvant. Jeg skulde i Aften forestilles for Kejseren[V] og Kejserinden[VI]. Hvorledes bærer jeg mig ad dermed?« – »Det er ganske simpelt; jeg følger Dem ind i den hvide Sal, hvor Diplomaterne senere bliver opstillede, men allerede nu forsamles. Dèr hen|377|vender De Dem blot til Deres Lands Gesandt; saa forestiller han Dem.«
Vi gik da ind i den hvide Sal, hvor en Skare prægtigt klædte Herrer og Damer stævnede sammen. Salen, der tog sig godt ud i den straalende Belysning af mægtige Lysekroner, rummede Marmorstatuer af de tolv Brandenburgske Kurfyrster og en smuk Victoria af Rauch[VII]. Iblandt de forskellige Landes Afsendinge udmærkede den tyrkiske sig ved fornem Skønhed; blandt Damerne var den spanske Gesandts Frue med sin sydlandske Lød paafaldende dejlig. Ved hendes Side stod den kinesiske Gesandts Gemalinde som et fremmed Særsyn ved Siden af en europæisk Skønhed, lille som et halvvoksent Barn, klædt i den dyreste Silkebrokade, med ubevægeligt Ansigt, stiv i sin Holdning som en pyntet og smykket Infantinde paa et Maleri af Velazquez[VIII]. Medens de fleste Gesandters Hofdragt var overlæsset med Guldbroderi uden derfor at være smagfuld, glimrede den østerrigsk-ungarske Gesandt, Grev Emerich Szechenyi[IX] i en pragtfuld Purpurdragt. Dog endnu smukkere klædt end han var en tyveaarig ungarsk Magnat, hvem han skulde forestille. Denne var helt klædt i en tætsluttende hvid Silkedragt med Guldbrokade og hvide Sko. Om Skuldrene laa en højrød Fløjels Kappe, der holdtes om Halsen ved en Guldkæde.
I denne Kres fandt vi endelig ogsaa den danske Gesandt Hr. v. Quaade[X]. Jeg nærmede mig og bad ham artigt forestille mig for de Kejserlige, naar de senere kom. Han gav mig et forbitret Blik og spurgte snærrende: Err De inviteret? – Jeg saa forbauset paa ham, og Hr. v. Kumanin[XI] sagde i Øret paa mig: Qu’est qu’il dit? – Jeg svarte højt paa Fransk: »Herren spørger mig, om jeg er indbudt her i Aften. Der er jo ikke stort at svare derpaa.« – Quaade[XII] sagde: »Jeg vil ikke forestille Dem; jeg har ingen Ordre dertil. Jeg forestiller ikke saadan uden videre.« – Kumanin[XIII] |378| foreslog da, at man skulde sende en Page til de indre Gemakker og lade ham forespørge, om jeg skulde forestilles eller ikke.
Smaa Pager stod opstillede bag de tomme Stole, som ventede paa de fyrstelige Personer. En blev tilkaldt og sendt afsted. Den kejserlige Familie maatte være langt borte i Slottet; thi det tog en mægtig Tid, før han kom igen. Han overbragte den Besked, at det var ganske rigtigt, jeg skulde forestilles, hvorpaa Quaade[XIV] i høj Arrigskab sagde til mig: »Ja, vil De saa holde Dem i min Nærhed, for hvis De staar i den ene Ende af Salen og jeg i den anden, kan jeg sandelig ikke forestille Dem.« – Dette var saa indlysende, at jeg tør sige, jeg var falden derpaa af mig selv.
Man stillede sig op i Firkant langs Væggene. Diplomaterne i flere Rækker langs Salens ene Ende; overfor dem de tilstedeværende Fyrster. Langs Salens ene Side Hoffets Damer, langs den anden Gesandternes Fruer med deres Følge.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
