Der blev lydløs Stilhed, da de Kejserlige kom. Hver for sig begyndte, først Kejseren[I], saa Kejserinden[II], deres Rundgang. Wilhelm I[III] var da 84 Aar gammel, men han holdt sig, høj som han var, saa rank som en Yngling. Han bar rød Uniform og havde sin Hjelm i Haanden. Hans Ansigtsudtryk var venligt, hans Stemme havde en behagelig Klang.
Til mig henvendte han et Par artige Ord, spurgte mig – for at sige noget – lidt ud om Universitetet i Kjøbenhavn, hvorledes det var indrettet, hvor mange Studenter der var, talte saa en Smule til mig om mig selv, og sagde: Aber Sie |379| sprechen ja Deutsch† wie unser einer, derpaa, henvendt til Quaade[IV]: Sie auch.
Var Kejseren[V] selv en endnu kraftig Mand, saa syntes til Gengæld hans Følge ældgammelt, æventyrligt gammelt, Generaler og Hofmænd i Uniform, bedækkede med Ordener, der vaklede afsted med lange Stave i Hænderne som en lille Flok af halvfemsindstyveaarige.
Kejserinden[VI] maatte trods sin Alder efter Hofskik være nedringet, og hendes endnu fine, hvide Skuldre hævede sig over Kjolens Indskæring. Hendes Holdning var ikke slet saa rank som Kejserens[VII]; men den havde sin Højhed.
Da jeg blev forestillet for hende, sagde hun: J’ai assisté à votre conférence. Es hat mich sehr erfreut. Vous avez un grand talent, derpaa, henvendt til Quaade[VIII]: Votre compatriote a un grand talent, og hun gik forbi.
Jeg samtalte en Del med Kammerherre von Knesebeck[IX], som jeg neppe kendte igen i Hofdragten; han var uden Sammenligning den smukkeste Mand paa Slottet den Aften. Han talte en Del om Beaconsfield[X] og mit Skrift om ham, ogsaa om en Diplomat ved Navn Rist[XI], der havde skrevet Erindringer, hvori der forekom adskilligt om Danmark. Han kendte lidt til det danske Venstre, vidste meget betegnende i Grunden kun om det, at det var det Parti, Grev Holstein[XII] tilhørte.
Virchow[XIII] kom mig elskværdigt i Møde: Sie haben die Berliner schnell gewonnen. Ved Aftensmaaltidet tog Auerbach[XIV] sig af mig, sørgede for, at jeg ikke gik sulten fra Buffetten, lod Lakajerne fylde mit Glas og skære et godt Stykke af Kagen til mig, førte mig saa hen i hans Kres, hvor den amerikanske Gesandt Mr. White[XV] dannede Midtpunktet og det gik fornøjeligt til.
Da jeg senere paa Aftenen stod i Billedgalleriet og talte med min Velynder, Astronomen, Professor Förster[XVI], som |380| havde kendt min vise gamle Ven d’Arrest[XVII], og da vi i Trængslen havde stillet os mod Væggen, mærkede vi Uro og Bevægelse blandt de Forsamlede, der traadte til Side og gav Plads. Det var Kejserinden[XVIII], som gik søgende gennem Salen. Alle veg til Side, saa Förster[XIX] og jeg pludselig stod synlige fra alle Sider. Men da Kejserinden[XX] gik hen til mig, fjernede ogsaa han sig. Hun sagde til mig: Ich wiederhole, was ich gesagt habe, es hat mich sehr erfreut, Ihre Vorlesung zu hören. Ich weiss, Sie haben auch vorher anderswo geredet, in der Humboldtakademie, nicht wahr? Sind Sie lange in Deutchland gewesen? – Seit drei Jahren, Majestät. – Nun müssen Sie hier bleiben. Hun udspurgte mig saa, om mit Ophold i Frankrig og om mine Studier der, sagde: Sie haben Ihre Zeit dort sehr gut und gründlich benutzt. Ich hoffe, wenn Sie hier bleiben, noch öfters Gelegenheit zu haben, Sie zu hören und zu sehen.
Der blev sent paa Aftenen en mærkelig Stemning i de store lyse Rum, ved hvis Døre Grenaderer i Uniformer fra Frederik den Stores[XXI] Tid holdt Vagt. Den rige Belysning fik Hofuniformernes Guld og Diamanterne om Damernes Halse til at kaste stærke Reflekser. Efter de Kejserliges Bortgang var Selskabeligheden tvangfri, og man blev Vidne til oprømte og kloge Samtaler, førte mellem nogle af Tysklands bedste Mænd.
Henad Midnat forlod jeg Slottet. Wilhelm Förster[XXII] fulgte mig til min Dør.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
