12. Februar 1881 holdt jeg mit Foredrag for et ualmindeligt Publikum. Kejserinden[I] tog Plads i sin Loge, straks da jeg gik op paa Talerstolen, hvad hun efter Sigende ellers ikke plejede at gøre. Jeg talte godt. Folk sagde, jeg havde aldrig talt saa godt.
Dagen efter, da Gumprecht[II] havde en lyrisk Artikel om mig i Nationalzeitung, mindedes jeg hin Oktoberdag i 1877, da jeg havde spurgt mig selv: Kan jeg tilkæmpe mig en Plads i dette Land? og var ved at mistvivle. Nu var det Attraaede |376| opnaaet. At Kejserinden[III] havde ønsket at høre mig tale og var kommet for at høre mig, var visselig intet særdeles Mærkeligt. Med sine 69 Aar havde den gamle Dame ikke glemt, at hun var Prinsesse af Weimar, Karl Augusts[IV] Sønnedatter og Goethes[V] Elev. Men naar jeg betænkte, hvilken vanvittig Fantasi det var, at Kongen[VI] eller Dronningen[VII] af Danmark eller endog blot det ringeste Medlem af det Glücksburgske Kongehus skulde indfinde sig til en af mine Forelæsninger, ikke blot nu, men om en Menneskealder, ifald jeg levede saa længe – saa kunde jeg ikke lade være at finde de tyske Forhold højst forskellige.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
