Imidlertid fik jeg en Anmodning fra General Etzel[I], der stod i Spidsen for Lette-Verein, om at holde et Foredrag for et sømmeligt Honorar i Humboldtakademiets store Aula. Jeg imødekom den gerne.
Jeg modtog to Indbydelser til at tale i Wien, en til at tale i Posen, en til Amerika, og kunde jeg end ikke imødekomme dem alle, var de mig velkomne som Tegn paa, at man gerne vilde høre mig.
Mine Hovedstrømninger, paa hvilke Russernes Opmærksomhed tidligt var blevet henledt af en udmærket Kvinde, en Martyr, Marie Zebrikova[II], og i Privatbreve af selve Ivan Turgeniev[III], blev første Gang oversatte paa Russisk af Nevjodomski[IV]. (Tredie Bind blev brændt af Bøddelen i Moskva.)
Sidenhen udkom mine Samlede Skrifter gentagne Gange paa Russisk i dyre som i billige Udgaver. Dog har jeg fra det russiske Rige mit Liv igennem aldrig modtaget én Kopek.
Min senere Ven, Professor ved Universitetet i Moskva Storosjenko[V] skrev dengang om mig: Han er trods sin Ungdom en af Europas Autoriteter i sit Fag, original i Tanke og udrustet med en over al Ros glimrende Fremstillingsgave.
Det højtansete nordamerikanske Tidsskrift The Nation |373| skrev paa samme Tid om mig: »Ingen af Forfatterne i Deutsche Rundschau har skaffet sig et større Publikum end han.«
Ophavsmanden til den saakaldte Antisemitisme i Tyskland, daværende Hofpræst Stöcker[VI], angreb i de Dage i den tyske Rigsdag mig sammen med den store Botaniker M. Schleiden[VII]. Den norske Pastor Heuch[VIII] havde faaet sit Flyveskrift imod mig oversat paa Tysk, og Stöcker[IX] havde med Iver bemægtiget sig dets Indhold; Skriftet godtgjorde jo mit »Kristushad«, og udledede det aandfuldt og træffende af min Afstamning. Jeg var en »Reformjøde«. Ordet passede dog bedre paa Jesus end paa mig. – Imod sin Hensigt kom Stöcker[X] til at slaa til Lyd for mig fra selve Rigsdagens Tribune.
Man havde i længere Tid ønsket, i Berlin at have en Klub, hvor Skribenterne kunde mødes med Kunstnerne, Politikerne, Universitetslærerne og den højere Købmandsstand. Men Forfatterne var, skønt glimrende stillede i Sammenligning med deres nordiske Kaldsfæller, ikke velhavende nok til at overkomme et smukt Klublokale med Restaurant og Tjenerskab i Hjertet af Byen. Da man imidlertid nu havde faaet Sikkerhed for, at Berlins rigeste unge Købmænd med Glæde vilde bidrage saa rundeligt til Klubben, at den kunde oprettes, blot de der kunde gøre personligt Bekendtskab med berømte Mænd, stillede Spielhagen[XI] og Hänel[XII] sig i Spidsen for Sagen.
De indbød en 60 af de mest ansete Forfattere, Malere, Billedhuggere, Købmænd, Politikere, Skuespillere til at stifte den literære Klub, og jeg havde den Tilfredsstillelse, at jeg skønt Fremmed regnedes saaledes med, at jeg var blandt disse første tresindstyve.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
