I November 1880 modtog jeg et Brev, undertegnet Heinrich Rudolf von Gneist og Hermann von Helmholtz, |374| hvori jeg anmodedes om at være en af de Tolv, der i det kommende Aar skulde holde Foredrag i Wissenschaftlicher Verein i Singakademie. Disse Foredrag afholdtes aarligt efter Kejserinde Augustas[I] Ønske, og hun plejede selv at høre dem.
Opfordringen var en Udmærkelse for mig. Auerbach[II] lykønskede mig til den med Ordene: Die Singakademie – das ist der literarische Geheimerathstitel, von grösster Bedeutung fur Ihre städtische Position.
Gneist[III] kom for at gøre mit Bekendtskab. Jeg havde endnu ikke i Berlin faaet Besøg af saa berømt en Mand. Han havde netop da paa Anmodning udarbejdet en Forfatning for Japan. Hans juridisk-politiske Skrifter havde gjort Indtryk paa mig. Han talte til mig om Mænd som Unger[IV] og Mill[V] , jeg til ham om hans Bøger, og bemærkede tilsidst: Det forekommer mig, at der findes nogen Lighed mellem Deres Grundanskuelse og Lorenz von Steins[VI] . – Lighed! udbrød han med den fineste Beskedenhed. Lorenz von Stein[VII] er jo den, jeg i Grunden skylder Alt.
Ved Kundskab og Intelligens ragede Gneist[VIII] højt i Vejret i Datidens Tyskland. Som Karakter stod han tilbage for en Engelskmand som Stuart Mill[IX] .
Medens jeg forberedte mig til mit Foredrag i Singakademie, blev jeg paany angrebet i Kjøbenhavn. I Anledning af en Artikel, jeg havde offenliggjort om Renans[X] Drama Ungdomskilden, angreb Ploug[XI] mig i Januar 1881 paany paa det Voldsomste, negtede mig alt Talent og al Nationalfølelse. Jeg saa, det havde været en Indbildning, at jeg i Kraft af Anerkendelse i Udlandet kunde overvinde Hadet i Danmark. Der var Morgener, hvor jeg, efter at have læst en saadan Artikel, i mit Spejl mødte Ansigtet paa en Mand, der saa ud, som havde der om Natten været Ild i et hans kæreste Luftkasteller.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.