Frits Thaulow[I] kom og hentede mig i en lille Gig. Et yndigt Barn, hans ældste Datter, sad paa Bukken og spurgte mig ind i Vognen: »Hvorledes gaar det den lille Baby?« Thaulow kørte mig ud af Byen til et Landsted, hvor han var den gæstfri Vært.
|361| Jeg havde lært hans Pragtskikkelse at kende, da han som ungt Menneske opholdt sig i Kjøbenhavn, og først som Sørensens[II] Elev, senere som Drachmanns[III] Elev og Kamerat lærte Marinemaleriet. Han bar da, naar han var ved sit Arbejd, en tætsluttende Jakke og Knæbenklæder, saa han lignede en ung Kunstner fra fordums Tid. Han var en vel proportioneret Kæmpe, havde et smukt Hoved med glat, brunt Haar, dejligt voksende kløftet Skæg og blaa, rolige Øjne.
Hans Fader[IV] var en gammel, snurrig og selvstændig Apoteker, der gik med Kalot og talte uophørligt. Han selv var udgaaet fra et aandeligt bevæget, selskabeligt Hjem, hvor de Bedste i Kristiania under Venstrebevægelsens Trængselstider havde havt deres Tilhold. Det var foruden det Sars’ske næsten det eneste Hjem i Byen, hvor Bjørnstjerne Bjørnson[V] blev vurderet og forsvaret. Frits Thaulow[VI] var Kunstner med Liv og Sjæl, var altid naturlig, talte ikke om hvad han ikke forstod sig paa. Overfor mig paastod han dengang, at han ikke behøvede at forklare sig; jeg kunde se igennem ham som gennem Glas.
Han havde nylig besøgt mig i Berlin. Han var en Dag efter sin sparsomme Vane taget ind paa et lille Hotel af syvende Rang, og saa’ i de simple Omgivelser ud som en Kunstnerprins. Han havde paa den Tid udviklet sig, fundet sin Ejendommelighed, var begyndt at vække Opsigt ved sit Talent og at tjene Penge ved sin Kunst, saa der var kommet noget Sikkert og Selvherreagtigt over hans Væsen. Han ønskede i Berlin at studere Adolf Menzels[VII] Billeder og gøre dennes personlige Bekendtskab, vilde udtale sin Beundring for »den store, store Kunstner«, som han kaldte ham, og var saa heldig at træffe ham paa Galleriet. – Den lille Menzel[VIII] var som elektriseret af dette Møde. Han sagde til mig: »Ein Hüne geht auf mich los, sagt mir überströmend |362| die verbindlichsten Dinge, und ich stehe da, ganz glücklich über die so warme Anerkennung eines Kenners.«
Nu modtog Frits Thaulow[IX] mig i Kristiania. Det passede for ham at være Familiefader, bredt og godmodigt som hans Væsen var.
Thaulow[X] sagde en Dag til mig: De har vel set Deres Ven H.? – Er det Millionæren? Jeg kender ham ikke. – Naa, ikke det? sagde Thaulow[XI]. – Dagen efter, da jeg sad til Bords med Sofus Aars[XII], Forfatteren til Jagthistorierne I Skoven, sagde denne til mig: De har naturligvis set H.? Hvorledes synes De om ham? – Jeg gav samme Svar. – Men da den tredie og fjerde Person udspurgte mig om mit Forhold til H., blev jeg opmærksom, og det viste sig, at denne Rigmand kun havde været anonym for mig, men havde ladet Alverden vide, at han var min navnløse Velgører, der havde skænket mig en Pariserrejse og Opholdet (122 Mark + 200 Francs). Jeg gjorde ham mit Pligtbesøg, og afslog hans Indbydelse til en større Fest, som han havde anordnet for mig.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
