Gennem sine Sønner havde Stortingspræsidenten Johan Sverdrup[I] mange Gange ladet mig hilse. Denne Mand, hvis politiske Indflydelse var den største i Norge og den største, nogen enkelt Mand udøvede i Norden, havde længe sysselsat mig. Jeg havde dannet mig den Forestilling at han var en sjældent skarp Intelligens og en sjældent fast Karakter. Intet af disse Udtryk passede paa ham; han var i smaa Forhold en stor politisk Begavelse og i et Bondevenstre en Mand med grundig, om end lidt gammeldags europæisk Kultur.
|363| Jeg havde nu mit første Møde med denne Mand, hvem jeg nogle Aar senere skulde træde nær. Vi spiste en Dag alene til Middag sammen paa Engebrets Restaurant.
Lille som han var, spændstig og rank af Skikkelse, med sort Haar og sort Fuldskæg, mørk af Lød, lignede Præsidenten[II] ikke nogen Nordmand, men en Ætling af omplantede Fremmede, fra hvem han efter Sigende ogsaa stammede ned. Hans Høflighed var overordentlig, gik indtil det Ceremonielle; hans Tale var klar og hvas.
Vor første Samtale forbausede mig. Under den Misstemning, som dengang i Norge herskede mod den svenske Regering, var jeg vant til at høre Udfald mod Kong Oscar[III] . Af mine Bekendte kaldte alene Konsul Falsen[IV] ham med Hengivenhed »min Konge«. Men Udtalelser som Sverdrups[V] havde jeg aldrig hørt. Han paastod, at Kongens[VI] Handlemaade kun var forklarlig som Udslag af Højhedsvanvid, og udtrykte sig stærkt nedsættende om hans Person. Kongen[VII] plejede, paastod han, som Kronprins og Admiral i svenske Havne sammen med sine Officerer at danse paa Dækket med nøgne Kvinder. – Jeg spurgte ham forbauset, hvor han kunde tro paa en saadan Røverhistorie. Fraset alt Øvrigt, som gjorde den utænkelig, var der jo dette, at ingen Admiral efter saadanne Optrin kunde haandhæve Disciplinen. Men Sverdrup[VIII] blev næsten vred og hævdede, at han vidste Besked. – Fem Aar derefter sagde han i min Stue til mig om den samme Konge: Hans Majestæt Kong Oscar[IX] har i sin Visdom bestemt – jeg siger Visdom; thi det er det eneste Ord, der passer paa Kongen[X] .... Sverdrup[XI] var da blevet Konseilpræsident.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.