Man havde nu anden Gang indgivet Ansøgning for mig om en Sal paa Universitetet og var i en vis Spænding med Hensyn til Afgørelsen, der trak noget ud. Endelig kom Svaret; jeg fik Adgang til Festsalen. Men denne Tilladelse vakte Gejstlighedens Harme, og en Pastor Schiørn[I] blev dens Tolk.
I Aftenbladet anklagede han Universitetet i de voldsomste Udtryk. Ved at modtage mig tilkendegav det, at det ikke fandt sig opfordret »til at lægge nogen Hindring i Vejen selv for de aabenbareste og bitreste Angreb paa Kristendommen«. Pastor Schiørn[II] paastod, ganske som før ham Pastor Heuch[III], at min Virksomhed »væsentlig gik ud paa at angribe Kristus«. I hans Øjne var jeg imidlertid en Art Komediant; han kaldte mig med Forkærlighed »Aktøren«. Han betegnede det Skuespil, hvori jeg »som bekendt var en talentfuld Aktør«, som et Skuespil, hvori Aktøren »frydede sig ved at gentage den Dagsgerning, som er skildret af Evangelisten Mathæus i det 26. og 27. Kapitel: Nazaræeren stilles atter frem for at bespottes, hudflettes og korsfæstes«. Jeg »Aktøren« godtgjorde min Overlegenhed »ved at slaa Kristus i Ansigtet, hudflette ham med Spottens Svøbe, skyde til Maals efter hans Hjerte med Viddets Pile«. Jeg »naglede Kristus til Korset paany« – alt dette i nogle projekterede |360| Foredrag om den franske Romantik; thi forinden kunde jeg dog vanskeligt siges at have gjort det.
Pastoren[IV] blev stilfærdigt, men alvorligt imødegaaet i Bladet selv af en Skolebestyrer, Georg Fasting[V].
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
