Oehlenschlägers[I] Hundredaarsdag, den 14. November, faldt under mit Ophold i Kjøbenhavn, og Venner af F. L. Liebenberg[II] besluttede at fejre Dagen som en Fest for Oehlenschlägers[III] Udgiver og trofasteste Beundrer. Holger Drachmann[IV] havde skrevet et Digt til Oehlenschlägers Ære, Schandorph[V] en Sang til Liebenbergs; man bad mig holde Festtalen. Oehlenschlägers Søn[VI] skulde sidde ved Siden af mig.
Det blev en vellykket Aften. Stemningen var god blandt de mange Forfattere, Kunstnere og Damer, der fyldte Salen. Det var mig kært at bringe vor højtelskede Patriark min Hyldest. Han havde taget sig af mig fra min første Studentertid, gjort Fodture med mig i Nordsjælland, da jeg var 20 Aar, og bevaret mig sit Venskab – ikke uforandret, som |354| man siger, men med stadigt stigende Varmegrad. Gamle Liebenberg[VII] var den mest begejstrede Literaturelsker, Danmark har frembragt, og som Personlighed mærkværdig fordi, som jeg engang har udtalt det, hans Hjerte var blødt, men hans Hals var haard. Han var en oprigtig Tilbeder af Poesien; men tillige en djærv Hader af Kristenheden, og han var dog født 1810. Den Tale, jeg holdt til ham, bad han mig nedskrive, og den findes i hans efterladte Erindringer. Han har opdraget og udviklet et stort Antal yngre Mænd ligefra Digteren Hostrup[VIII] til Billedhuggeren Brandstrup[IX]. Alle de, han opdrog, forblev ham tro.*
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
