23.

Han havde i det Punkt større Held med sig end jeg. Altsom jeg arbejdede mig i Vejret blev jeg, der for den ældre Slægt stadigt var Genstanden for Afsky, for den yngre Forfatterslægt i Norden mere og mere Brugsgenstanden. I Berlin blev jeg bombarderet med Bøger, man bad mig omtale, og med Manuskripter, man bad mig gennemlæse og rette. Fru Edgren^[I]Anne Charlotte Edgren (1849-1892): svensk forfatter. Født Leffler. sendte mig sine Noveller i Haandskrift fra Stockholm, og Hr. Alfred Ipsen^[II]Peter Alfred Buntzen Ipsen (1852-1922): dansk forfatter. sine Digte i Haandskrift fra Kjøbenhavn. Under mit daværende Ophold i Danmark blev jeg stærkt belejret af den skrivende Ungdom. Jeg gennemlæste vel Halvdelen af den Literatur, der skulde udkomme til Jul. Der var dem, der viste mig uegennyttigt Venskab som Sophus Schandorph^[III]Sophus Schandorph (1836-1901): dansk forfatter. , med hvem det ogsaa var en Lyst at samarbejde. Jeg gav ham Kanevasset til den lille Fortælling Victor Hugo i Newport, som han udførte. Der var andre, hvis Overhæng plagede mig.

Imellem dem var der en, som i de Aar havde debuteret, |355| sendt mig sine første Sager til Berlin og taget mig i Beslag ved yderst livlig Brevveksling. Nu gjorde han i Kjøbenhavn mit personlige Bekendtskab og viste mig en saa paatrængende Hengivenhed, at han gerne stillede om Morgenen tidligt, før jeg endnu havde gjort Toilette, og derefter fulgte mig som min Skygge, naar jeg gik ud. Han efterlignede til mine Brødres^[IV]ernst-brandes;edvard-brandes Moro min Klædedragt, saa jeg i Reglen ved hvert paafølgende Besøg i Kjøbenhavn traf ham klædt i de Bukser, jeg havde baaret under det forrige. Han anskaffede sig en brun Fløjls Jakke, et Par lysegraa Benklæder, en hvid Foraars-Overfrakke, hvadsomhelst jeg havde baaret. Naar jeg sagde til ham, at hans Passion snart vilde gaa over, svarte og skrev han, at han var haardnakket og udholdende i sine Følelser som ingen anden.

Med Sorg og Bluelse tænker jeg paa al den Tid, jeg vel en tre Aar igennem spildte paa ham, med Besvarelse af hans Breve, med Gennemlæsning og Rettelse af hans Prosa og hans Vers. Derefter skrev han en Bog, han bad mig anmelde, men som jeg erklærede ham, det var mig umuligt at rose til hans Tilfredshed. Han lod sig ikke skræmme af mit Afslag; men fornyede sin Anmodning gennem en dansk Dame, i hvis Hus han havde insinueret sig for, som han oprigtigt tilstod, jævnlig at kunne træffe mig dèr. Da jeg nødigt vilde støde denne Dame, en trofast Veninde af mig, skrev jeg modstræbende en Anmeldelse. Men den faldt ikke ud efter Forfatterens Ønske, og hans Stemning overfor mig slog da fuldstændigt om. Han følte Trang til straks at meddele Omverdenen dette sit Omslag, og gjorde sig da til Organ for alle de Beskyldninger, mine Avindsmænd plejede at rette imod mig, anklagede mig desuden for private Ytringer, jeg skulde have sagt til ham som formentlig Ven i min egen Stue, men meddelte tillige, at han aldrig havde kendt noget videre til mig personligt. I en Rejsebeskrivelse, han stykke|356|vis havde offenliggjort, havde han udførligt, gennem rent faktiske Træk, fortalt, hvilket Ry jeg var i Besiddelse af selv i det fjernere Udland. Da han udgav sin Rejse i Bogform, udslettede han de paagældende Steder.

Af alle de Personer, der har skuffet min Tillid, er han den, som har forøget min Menneskekundskab paa den lærerigste Maade, og denne Menneskekundskab har ikke været for dyrt betalt med den uundgaaelige og dybe Væmmelse, som fulgte. Jeg svarte ham aldrig et Ord paa hans Angreb, og jeg kan selv nu ikke bekvemme mig til at nævne hans Navn. Det Navn vilde i min Prosa virke paa mig som en Spyflue i Rav.