Bjørnson[I] opholdt sig da ogsaa i München uden at søge Ibsen[II]. Derimod søgte han – kort før sin Afrejse – Paul Heyse[III], traf ham ikke, lagde sit Kort uden Opgivelse af Adresse. Heyse[IV], til hvem jeg indstændigt havde anbefalet ham, maatte da efterspore ham fra Hotel til Hotel, indbød ham til samme Aften, da Bjørnson[V] skulde rejse allerede næste Dag, og undlod ikke at udtale nogen Forundring over at være bleven opsøgt saa sent, naar Bjørnsons[VI] Mening dog var den at gøre hans Bekendtskab. I en Hast fik Heyse[VII] samlet en Del Venner, der alle kendte noget til Bjørnsons[VIII] Digtning og skattede den.
Ulykkeligvis var en af de første Ytringer, der ved Bordet faldt fra en Tilstedeværende (Bernays[IX]), denne ret naturlige: »Vi har jo ogsaa en anden berømt Nordmand her i München.« – Hvem? spurgte Bjørnson[X], og da Svaret lød: Henrik Ibsen[XI], fulgte fra Bjørnsons[XII] Side et kraftigt Ukvemsord. – Kalder De Ibsen[XIII] saadan? Hvorfor? – Han har et helt Hundehalsbaand af Ordener. – Er det saa slemt at have Dekorationer? Det har jeg med. – Og jeg med, sagde hans Nabo, Schneegans[XIV]. – Jeg med, udbrød Digteren Wilhelm Hertz[XV], indtil Heyse[XVI] smilende sagde: Jeg selv har ikke blot en Skuffe fuld; men hvad værre er, jeg uddeler Ordener, jeg er for Tiden Maximilianordenens Stormester og giver den bort. – Men Ingen af de Herrer bærer dog Ordener, sagde Bjørnson[XVII]. – Ganske vist ikke; men vi kan ikke dømme den, der bærer dem, haardt.
Paul Heyse[XVIII] var den Aften yderst livlig, en fortræffelig Vært, fortalte meget, underholdt sine Gæster. Han var som en Harpe; der rørtes ikke ved den, uden at den tonede. Bjørnson[XIX], der fik den Idé, at Heyse[XX], nervøs som han var, umuligt kunde taale en saadan Ødslen med Aand, brugte i |353| bedste Mening den Vending, at han ødelagde sig ved en saadan aldrig stansende Produktion; han burde ikke anstrenge sig saaledes. Heyse[XXI], der var, som han plejede at være, og ikke i mindste Maade anstrengte sig, svarte da skemtende, at han takkede meget for Fritagelsen; til daglig Brug strengte han sig sandelig ikke saaledes an, men han havde troet at maatte til en vis Grad agere Komediant, da han undtagelsesvis havde en saa berømt Mand til Gæst.
Nogle Dage efter fik jeg paa en Gang to Breve om hin Aften. Bjørnsons[XXII] begyndte: »Jeg er bange for, det ikke gik godt«. Heyses beskrev alle Enkeltheder. De to udmærkede Mænd havde ikke forstaaet hinanden og ikke havt Tid nok for sig til at sætte sig ind i hinandens Væsen. Men i og for sig passede de daarligt sammen. Det rent Kunstneriske i Heyses[XXIII] Natur interesserede ikke Bjørnson[XXIV]; Missionæren og Verdensforbedreren i Bjørnson[XXV] skræmmede Heyse[XXVI].
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
