Rigt forsynet med Bøger rejste jeg tilbage til Tyskland og efter en foreløbig Gennemlæsning af de vigtigste blandt dem tog jeg i Slutningen af Oktober til Kjøbenhavn for ved Universitetet dèr at holde Foredrag over den romantiske Skole i Frankrig. Jeg formede under anstrengende Arbejd disse Foredrag, mens jeg holdt dem; det var Udkastet til Hovedstrømningernes femte Del.
Jeg ankom, netop som det gode Selskab i Kjøbenhavn stod paa den anden Ende af Harme over mine Planer til at myrde de Fattiges Smaabørn med Kloroform. Mine Venner anmodede mig om at fralægge mig Beskyldningen. Selv den gamle Konferensraadinde Hauch[I] plagede mig om at gøre et Forsøg paa at faa et Svar til Ploug[II] indrykket i Berlingske Tidende; men jeg kunde ikke bekvemme mig til Svar. Jeg lod Sladderen gaa, som den vilde.
En Ugestid efter min Ankomst bragte Studenterne Ploug[III] et Fakkeltog. Jeg mindedes Henrik Ibsens[IV] Ord: Stjerne, hav Tak! Mit Hjem er det gamle.
Faa Dage efter mig ankom Bjørnstjerne Bjørnson[V] til Kjøbenhavn. Han opsøgte mig straks. Det var en Glæde at se ham sidde i min Moders[VI] Dagligstue, bred og mægtig, som hugget ud i Granit. Til hende sagde han: Jeg har altid havt Lyst til at se disse Mødre ....
Opad Dagen skrev han en Billet og bad mig komme hen og tilbringe Aftenen med ham. Han vilde se mig igen: »jeg er jo i forelskelsens stadium«. Han boede hos Hegels[VII] |350| i Klareboderne; men Familien var borte, til den første Opførelse af Molbechs[VIII] Faraos Ring. Vi talte fortroligt sammen; Bjørnson[IX] bad mig om en Anbefaling til Paul Heyse[X], da han fra Kjøbenhavn agtede sig til München.
Mens jeg om Sommeren var i Berlin, havde Bjørnson[XI] i sine Breve atter og atter forsikret mig, at de moderate danske Politikere, Frede Bojesen[XII], Høgsbro[XIII] osv., var ivrige for at faa mig kaldt tilbage til Danmark. Han var lidt fornærmet over min haardnakkede Skepsis. Nu, da vi traf hinanden og han vidste, at Berg[XIV] og Hørup[XV] havde sat Sagen i Bevægelse, gjorde han sit Yderste for at fremme deres Plan, talte med Høgsbro[XVI], med Grev Holstein[XVII], arbejdede for mig, som var Sagen hans egen. Vanskeligt stillet som jeg i Udlandet var, lod jeg ham og de andre raade. Men mit Hjerte blødte ved Tanken om at komme tilbage. Det var mig da, som vilde al Glæde i det Tilfælde slukkes i mit Liv, og jeg sagde ofte for mig selv disse Karl den Femtes[XVIII] Vers af Hernani, hvori jeg dengang fandt min egen Stemning beskrevet:
Min Bekymring var overflødig. Sagen strandede, som alt nævnt, i Rigsdagen, saaledes som den skulde gøre det i de næste tyve Aar.
Nogle Dage derefter var der hos Hegels[XIX] stor Middag for Bjørnson[XX]. Der var Drachmanns[XXI], Schandorphs[XXII], Pietro Krohn[XXIII], den norske Maler Ross[XXIV]. Drachmann[XXV] oplæste det smukke Digt til Bjørnson[XXVI], som kom til at indlede hans Ungdom i Digt og Sang. Jeg havde Fru Bjørnson[XXVII] til Bords, |351| en højst naturlig og elskværdig Dame. Da jeg skemtende spurgte hende, om og hvor længe hun havde delt sin Mands[XXVIII] tidligere, ublide Følelser for mig, svarte hun artigt, at hun aldrig havde havt noget imod mig. Da hun viste sig fordomsfri og kvindelig, vovede jeg at tale til hende om et Anliggende, der længe havde ligget mig paa Hjerte, Muligheden af en Forsoning mellem Bjørnstjerne Bjørnson[XXIX] og Henrik Ibsen[XXX]. Jeg sagde til Fru Bjørnson[XXXI]: Er De ikke enig med mig om, at Uvenskabet mellem Deres Mand[XXXII] og Ibsen[XXXIII] har varet længe nok og savner dybere Grund? – Hun nikkede. – Godt. Ikke sandt, De har gaaet i Skole med Fru Ibsen[XXXIV], er altsaa gammel Bekendt af hende. Hvad var da naturligere end at De, naar De nu kommer til München, gjorde hende et Besøg! Hun er en ligesaa forstandig Dame som De. Der er da neppe Tvivl om, at det vil lykkes Dem og hende i Forening at faa de mange Aars beklagelige Misstemning til at ophøre. – Nej, nej! svarte Fruen[XXXV], det vover jeg ikke for min Mand. Bjørnson[XXXVI] vilde ikke tilgive mig det. – Lov mig i det mindste at tale til ham derom. –
Næste Dag traadte Bjørnson[XXXVII] ind til mig og sagde heftigt: Hvad er det for noget, De igaar har sagt til min Hustru[XXXVIII]? – Jeg vidste først ikke, hvortil han sigtede; men da jeg forstod det, opretholdt jeg min Paastand, at de to Mænd, der i Forening repræsenterede Norge, burde forsones. Men Bjørnson[XXXIX] tog lidenskabeligt til Genmæle; red sin Kæphest, hans Ringeagt for Ordensdekorationer. Ibsen[XL] havde Brystet fuldt af Ordener og et helt Hundehalsbaand om sin Hals. Det var usselt. Hellere end at række ham Haanden, vilde han stikke sin Haand i Sop (Paddehatte).
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
