Der var et Besøg, jeg straks efter min Ankomst til Paris havde Trang til at aflægge. Jeg var spændt paa at gense min første Ungdoms Veninde, Frøken Louise[I]. Vi var stadig forblevne i Forbindelse med hinanden, og hun havde brevligt holdt mig à jour med de forskellige Giftermaalsplaner, der hos hende som praktisk fransk Kvinde stadigt |348| var oppe, indtil hun kom i Havn. Jævnlig havde hun henvendt sig til mig om Raad til Overvindelse af Vanskeligheder, der stillede sig i Vejen for dette eller hint Ægteskabsprojekt. Lykkedes det ikke at overvinde dem, skrev hun resigneret: Encore un mariage manqué! Dog nu havde hun allerede i flere Aar været en brav Embedsmands Hustru og beboede en god Lejlighed i Rue Pigalle. Hendes Navn var, som en Heltindes hos Mérimée[II], Madame de Turgis[III].
Hun modtog mig uden Sindsbevægelse. Hendes Skikkelse var bleven sværere, hendes Træk lidt udviskede; men hendes Farve var sund og hendes Øjne klare. Hvad heftigere Følelse hun for ni Aar siden kunde have næret for mig, var slukt til sidste Gnist. En sat Venskabelighed var det eneste, som var tilovers. Hendes største Sorg var nu den, at hun var barnløs; hun klagede bittert derover. Hun var heftigere klerikal end i sine yngste Dage, mente, at Europa ringeagtede Frankrig, siden det havde givet en Person som Gambetta[IV] Indflydelse og Magt.
Hendes Mand, der kom til, viste sig at være forstandig og velopdragen, en kraftig Mand paa en fyrretyve Aar.
Som gammel Ven af Fruen blev jeg indbudt til Middag en af de følgende Dage. Men ak! Dèr faldt jeg igennem. Den Omstændighed, at jeg nu var bosat i Berlin, havde paa Forhaand stemt min tidligere Veninde til Mistænksomhed; hun havde kendt mig, da ingen Tanke laa mig fjernere end den at tage Ophold i Tyskland. Hendes Prøjserhad var saa flammende, som det havde været i Krigens Tid. Ved Bordet faldt Talen paa Moltke[V], hvem Fruen[VI] kort og godt betegnede som Blodhund. Da jeg sagtmodigt tog til Genmæle og vilde forklare hende, at Feltmarschallen[VII] sikkert ikke var personligt blodtørstig, men en omhyggeligt forberedende og sindrigt beregnende General, brast det imellem os. Medens hendes Mand høfligt gav mig Ret, saa jeg paa hendes Miner, at |349| dette blev vor sidste Samtale i Livet. Hun ytrede iskoldt blot disse Ord: »De har forandret Dem meget«. – Vi rejste os fra Bordet, jeg sagde Farvel, og har aldrig set hende mere.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
