Altsom jeg skrev Bogen om Tegnér[I], lod jeg den sætte i Kjøbenhavn, saa jeg under Udarbejdelsen havde Korrekturerne at rette saavel paa Originalen som paa den svenske Oversættelse. Skriftet blev færdigt i Slutningen af Marts. Samme Dag, jeg endte det, begyndte jeg at oversætte det paa Tysk til Deutsche Rundschau, og som om jeg ikke havde nok Arbejde med dette og mine Correspondancer, havde jeg endnu paataget mig at gennemrette Johannes Magnussens[II] Oversættelse af Shelley’s[III] The Cenci og forsyne Bogen med et Forord, foruden i Haandskriftet at gennemlæse og rette en saare ringe Roman af Secher[IV]: Ægtemænd. (Samme Secher[V] blev senere en Snes Aar igennem min haardnakkede Angriber.)
Af Bogen om Tegnér[VI] fik jeg ikke megen Glæde. I den danske Venstrepresse hed det, at Bogens Præg var Hensyns|317|fylde og at jeg havde indsuget konservative Sympatier i Berlin. Kritikeren P. Hansen[VII] af Højre udhævede, endog i det danske Konversationsleksikon, et enkelt Sted i Bogen, som Bevis paa, at der havde fundet et Omslag Sted i mine Meninger – hvad der pinte mig i dette Øjeblik, hvor Omslagene i Danmark var saa hyppige og mig saa lede – Stedet lød: »Er Ungdomskraften i sin Ustyrlighed ikke altid en Tempelskænder, og ender ikke alle bedre Mennesker i Modenhedens Aar med det ærlige Forsøg paa at sone og genoprette hvad Helligbrøde de i Ungdommens Lidenskab har begaaet?« Dette forholdt sig til et Punkt i Tegnérs[VIII] Frithiofs Saga, men fortolkedes saa plumpt og plat, som vilde jeg dermed gøre en personlig Afbøn.
Jeg havde i min Bog beklaget mig over, at Tegnérs[IX] mindre Digte i Udgaverne var saaledes sammenrystede, at man intet Indtryk fik af Digterens Udviklingsgang. Tegnérs[X] ultraliberale og ultrakonservative politiske Digte, Digte som Sången, der betegner den højeste Livsglædes, og Mjeltsjukan, som betegner den sorteste Fortvivlelses Periode, var komne i samme Gruppe. Ja Mjeltsjukan (fra 1825) var udateret stukket ind imellem et Digt fra 1812 og et andet fra 1813. Derved var det udvisket og tilsløret, hvilket Tidsskel dette Digt sætter i Tegnérs[XI] Produktion.
Digterens gamle Svigersøn, Professor C. W. Böttiger[XII], forsvarede sig og angreb mig i et eget Flyveskrift, og medens de fleste svenske Blade omtalte Bogen velvilligt, var der enkelte som Stockholms Dagblad, hvis anonyme Kritik gik ud paa at hævde den vedtagne, officielle Opfattelse af Tegnér[XIII], idet den fremstillede Indholdet af min Bog paa uoprigtig og hadefuld Maade. Under disse Omstændigheder tog Carl Ploug[XIV] i en lang Artikel Böttigers[XV] Parti og beskyldte mig desuden for at have fortiet hvad jeg skyldte nogle Studier af Ljunggrén[XVI], som jeg aldrig havde set for mine Øjne.
|318| Idet jeg iagttog, hvad Møje man gjorde sig med at faa de Sandhedselementer, jeg havde fremdraget, ud af Verden, skrev jeg for mig selv: »Arme Sandhed! hvilken Umag man har med at faa dig trukket op af din Brønd, og hvilken Iver der saa straks derefter udfoldes for at faa dig puttet ned i den igen!«
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
