Som bekendt er Gaston Paris[I] Grundlæggeren af den moderne Romanisme, og han fik Elever, saavidt Civilisationen strækker sig. Han var fremfor Nogen Initiativets Mand, stillede Opgaverne og satte Andre i Arbejde for hele deres Liv. Han havde den Kundskabstrang, der hos de Fleste slukkes saa tidligt, levende og stærk til sin sidste Dag. Han besad en saa udviklet konstruktiv Fantasi, at hans kritiske Formodninger blev bekræftede ved Fund af nye Aktstykker Aaringer efter at de var udtalte. Han var Sprogforsker, Tekstkritiker, Folklorist, Literaturhistoriker, og trods sin Forsknings strengt videnskabelige Karakter Stilist, ikke blot naturlig og nøjagtig, men formfuldendt og elegant.
Danmark skylder ham Kristoffer Nyrops[II] Udvikling til Romanist af første Rang.
Da jeg senere hen efter mange Aars Forløb paany kom til Frankrig, var Navnet Gaston Paris[III] imedens vokset saa stærkt, at jeg undsaa mig ved at gøre Bekendtskabet gældende. Men Paris lod mig lige straks høre fra sig. Og i de følgende Aar erfor han aldrig, at jeg var i Byen, uden at sende mig Bud og indtrængende Indbydelse til sin berømte Salon. Jeg forsømte den aldrig. Man traf jo der foruden ham selv |346| Frankrigs ypperste Mænd. Og dog var hans egen Person altid Hovedtiltrækningen. Han var mere end en stor Lærd; han var en stor Mand til det Sidste, Den tro, hvem han en Gang havde rakt Haanden. Han var en Karakter; hans Væsen bestod ikke af den Gelée, som oftest er offentlige Personligheders Substans i Norden. Han er død, Boutmy[IV] død, mine Ungdomsvenner uden Undtagelse døde, næsten alle de udmærkede Tyskere, jeg i Berlin omgikkes, for længe siden døde. At se tilbage over sit Liv er som at vandre over én Kirkegaard efter den anden.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
