En anden udmærket Mand, hvis personlige Bekendtskab jeg da gjorde, var Gaston Paris[I], der allerede dengang var navnkundig, om han end ikke endnu var betragtet som sit Fædrelands Hæder. I sine første Ord til mig mindede han mig om sin gamle Anmeldelse af min lille Bog om Den franske Æstetik og meddelte mig, at Francis de Pressensé[II] havde skrevet om min Beaconsfield[III] i Journal des Débats.
Gaston Paris[IV] var paa dette Tidspunkt i Slutningen af Trediverne. Han havde da ikke endnu den Højhed og Værdighed over sit Væsen, som senere kom til, var hurtig, ungdommelig, meddelsom, paa Tomandshaand uforbeholden. Han havde vel allerede da længst lagt Grunden til sit umaadelige og epokegørende Livsværk; men der sad noget af Studenten i ham endnu. Han kunde tale et Par Timer i Træk, sprang med livfulde og slaaende Vendinger fra ét Æmne til et andet.
Han indbød mig til en overdaadig Middag hos Noël Peters i Passage des Princes og fortalte under Maaltidet uafbrudt.
Han var, sagde han, tilfreds med sin Stilling, saa beskeden den end var og saa lidt den indbragte ham om Aaret. Paa Indvendingen, at man i Norden vilde ansé en Indtægt som hans for rundelig, fulgte det muntre Svar: »Aa, Forholdene hos Jer kan man ikke sammenligne, I er vante til at dø af Sult.«
Han levede, sagde han, alene for sin Videnskab, var ikke som About[V] og Renan[VI], der kendte Prins Napoleon[VII]: »Jeg kender ingen Prinser, har aldrig kendt nogen.« Han beklagede sig over Brødrene Goncourt[VIII]; de havde efter hans Paastand faaet ham fordrevet fra de berømte literære Middagsmaaltider hos Restauratøren Magny. Da Sainte-Beuve[IX], |344| som havde indtaget Forsædet, var død, og Brødrene tilligemed Paul de Saint-Victor[X] genoprettede denne Selskabelighed, havde de udelukket Paris som altfor borgerlig.
Han gjorde sig forøvrigt paa ganske uborgerlig Maade lystig over store Kunstneres erotiske Letsindighed, dvælede længe ved Victor Hugos[XI] bekendte Historie med Fru Biard[XII], da han ved Politikommissærens Komme i bar Skjorte krøb ud ad Vinduet og siddende paa Husets Tag ved sin Anholdelse erklærede: »Jeg er Pair af Frankrig«. – Han kunde ogsaa smaa Historier om Théophile Gautier[XIII], der havde sine Døtre med Ernesta Grisi[XIV], Sønnen Toto[XV] med en anden Dame, og som havde brudt med Ernesta[XVI], fordi hun beskyttede Forbindelsen mellem Datteren Judith[XVII] og Catulle Mendès[XVIII], hvortil Faderen ikke vilde give sit Minde, og som fik en saa uheldig Udgang. Gaston Paris[XIX] havde rejst med Gautier[XX] i Spanien og fortalte, hvorledes han paa Restauranter dér højrøstet havde raset mod les bourgeois, der begik enhver kønslig Nedrighed, medens han selv havde anbragt alle sine Bastarder i gode Huse, forsaavidt han ikke kunde overkomme at opdrage dem personligt. Paris havde forgæves tysset paa Gautier[XXI].
I Alt, hvad han fortalte, fandt han en komisk Pointe. Han gav en meget satirisk Skildring af en ung siciliansk Forfatter, der i disse Dage havde plaget ham og bestandig klaget over, at hans afsides beliggende Fødested og Opholdssted forhindrede ham i at opnaa det Ry, hvorpaa han mente at have Krav. »Som om Stedet, hvor man er født, gjorde noget til Sagen!« Og med en artig Bøjning imod mig: »De er født i en Afkrog et vous vous êtes fait connaître partout.«
Gaston Paris[XXII] talte ogsaa om sin enlige Stand, og forklarede mig humoristisk Umuligheden for ham af nogensinde at gifte sig. Han vilde ikke gifte sig paa fransk Vis med en ung Pige, han ikke forud kendte noget til og ikke kunde |345| lære at kende, før han allerede var optraadt som Frier. Der stod da tilbage at gifte sig med en Udlænding. Men at vælge sig en tysk Brud var nu for Tiden alt for urimeligt; han burde da hellere tænke paa en engelsk; dog de Ferier, han kunde tilbringe i England, var for korte til det rette Valg. Hvad stod der tilbage? En Enke var det eneste. »Men hvor finder jeg Enken?«
Besynderligt nok, da Paris senere blev gift to Gange (1885 og 1891), var det begge Gange med Enker.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
