Den meste Del af Dagen tilbragte jeg paa Bogjagt med Bogindkøb. Dog størst Glæde havde jeg af de Franskmænd, der kunde lære mig noget. Da paa denne Aarstid Mænd som Taine[I] og Renan[II] var fraværende fra Paris og da Philarète Chasles[III] ikke mere var blandt de Levende, maatte jeg efter Raad fra Taine[IV] søge nye Bekendtskaber.
Anatole Leroy-Beaulieu[V], der var en nær Ven af Georges Noufflard[VI], havde skrevet om mig i Revue des deux mondes; men ham traf jeg desværre først ved senere Besøg i Paris. Derimod lærte jeg Emile Boutmy[VII] at kende og havde rigt Udbytte deraf. Jeg havde længe beundret ham for hans lille Bog om Den græske Arkitekturs Filosofi, som jeg satte højt over Taines[VIII] Filosofi af den græske Kunst. Nu havde han ganske forladt Arkæologien, og havde viet alle sine Kræfter til den Skole for de politiske Videnskaber, som han med Bistand af Frankrigs bedste Mænd havde oprettet. Det |342| er den, der endnu bestaar som den afgørende Skole for franske Diplomater.
Smuk, stilfærdig, livfuld og klar som Boutmy[IX] var, gjorde han et velgørende Indtryk. Jeg gensaa ham ikke før i 1904, da Fru Taine[X] en Dag indbød os til Frokost sammen. Da var han næsten blind, kunde kun gaa ledet af sin lille Adoptivdatter, men var overfor mig ganske den samme. Der var nu den Forskel i hans Væsen, at lystige Bemærkninger om Pariserforhold, som dem, han i sin Ungdom kom med, hørtes ikke mere fra hans Læber. Livligheden var forsvunden, ene Klarheden var bleven. – Aaret efter var han død.
Han talte dengang længe med mig om den franske Romantik. Efter hans Opfattelse var den i Grunden slet ikke romantisk un faux romantisme, classique au fond. Det franske Naturel var latinsk og klassisk; hvilke Spring og Sving det end foretog sig, det faldt altid tilbage til Klassicitet.
Han delte ikke mine varme Følelser for Ludovic Vitet[XI], paastod, at han havde været Madame Duchatel’s Elsker, at han gennem hende havde opnaaet Grev Duchatel’s[XII] Beskyttelse og skyldte den sin Carrière. Han fandt det pudsigt, at Vitet[XIII] derefter havde skrevet Grevens Biografi. Men nogen Aarsagsforbindelse mellem Grevindens mulige Hengivenhed for Vitet og dennes Forfremmelse er umulig. Thi Grev Duchatel[XIV] giftede sig først i Slutningen af 1837; han havde været uadskillelig Ungdomsven af Vitet, og denne var allerede 1836 Medlem af Statsraadet.
Jeg troer, dette er den eneste urigtige Antagelse, hvori Emile Boutmy[XV] har gjort sig skyldig.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
