14.

Det var mig umuligt at komme videre i mine Studier over den franske Romantik. Jeg savnede i altfor høj Grad |340| Materiale. Jeg maatte til Paris at købe Bøger, havde jo desuden Aaret forud anonymt faaet en lille Sum Penge til en Pariserrejse.

I Slutningen af September 1879 gensaa jeg da efter ni Aars Forløb Paris. Indtrykket var langt stærkere end jeg havde ventet; jeg gennemløb en Kæde af Sindsbevægelser, følte først Svimmelhed, saa Glæde. Byen virkede i de første Øjeblikke paa mig som Glans, som straalende Liv. Jeg ankom om Aftenen, men maatte straks ile ud i Paris at gense min Ungdoms Steder, de forskellige Huse, hvor jeg havde boet, og Tuileriernes Ruiner og Operaen, der skinnede i det elektriske Lys, som var mig nyt i Paris.

Pludselig følte jeg nu, at mit Forhold til Tyskland tiltrods for al Velvilje, jeg der havde mødt, aldrig havde været andet end et Fornuftægteskab; og at det var Frankrig og Italien, hvortil bestandig mit Hjerte drog mig.

Byen var endnu Gambettas^[I], Emil Zolas^[II] og Sarah Bernhardts^[III] Paris. Med Zola^[IV] havde jeg brevvekslet. Sarah saa jeg med dyb Fornøjelse paa Théâtre français i Hernani og L’Etrangère, skønt hun spilte skødesløst, ordnede sin Dragt midt imellem patetiske Repliker. Hendes Stemme var en uimodstaaelig Musik.

Blot jeg paa Nationalteatret saa to gamle Stykker som Sedaine’s^[V] Filosofen uden at vide det og Augier’s^[VI] Hr. Poirier, blev jeg mig bevidst, at jeg i ni Aar ingen saadan Kunstnydelse havde kendt.

Got^[VII], Delaunay^[VIII], Laroche^[IX], Croizette^[X], Barré^[XI], det var en underfuld Sammensmeltning af store Talenter. Ikke mindre henrykt var jeg over Bearbejdelsen af Zola’s^[XII] L’Assommoir paa L’Ambigu – Spillet var trods Stykkets Ringhed fuldendt, Gil Naza^[XIII] som Copeau, det var Mesterskabet. Smeltende var Scenen med Konen og Barnet, hvor de bringer ham hans Suppe – »den lugter saa godt, at man kunde |341| komme den paa sit Lommetørklæde« – og hvor han rider Ranke med den Lille – det var langt mer end hvad Digteren havde givet. Gervaises hele sørgelige Rolle var sjælfuld, ulasteligt fin og skøn. De spøgende Scener gik ypperligt som de tragiske. Skønt Handlingen var omarbejdet for Galleriet, greb dens Sandhed. Den Mængde Arbejdere, der fyldte Salen, applauderede, saa Teatret undertiden var lutter larmende Jubel.

Jeg saa den dejlige Alice Regnault^[XIV] i det letfærdige Stykke Jonathan. For hendes Skønhed havde jeg sværmet, da jeg sidste Gang var i Paris. Hvad havde jeg ikke givet for da at turde sidde ved hendes Side! Ak, det hændte mig først 23 Aar efter, da jeg en Dag hos Octave Mirbeau^[XV] førte hans Frue tilbords.