I de Dage hændte der mig en ubetydelig Begivenhed, et rent Intet, som ikke desmindre gjorde det dybeste Indtryk paa mig. Jeg gik gennem Thiergarten med rask Gang, da jeg kom til at krydse Forfatteren Hans Hopfen[I], som var til Hest. Han holdt Hesten an, da han saa mig, og vi fulgtes et Stykke ad, han ridende i Skridt, jeg gaaende. Da jeg paa hans Bemærkning, at jeg saa noget medtaget ud, meddelte ham Grunden, det utrolige Spektakel i Anledning af en uskyldig Artikel i et Leksikons-Supplement, Beskyldningerne for Selvros og for hadefulde Udtalelser om Fædrelandet, studsede han højligt, standsede Hesten, gav mig Haanden og sagde blot disse Ord: Liebenswürdige Menschen, Ihre Landsleute! Ordene slog ned i mig som sjældent Ord. Med Et saa jeg mine Landsmænd, som han saa dem, som jeg trods Alt ikke før havde set dem, og det formelig rystede mig.
Jeg følte mer end Afstand mellem mig og mine hjemlige Angribere; de var mig saa ulige, som om jeg beboede en anden Klode.
Jeg levede, det vil sige: en ubevidst Verden levede i mig, og jeg forstod langtfra altid selv mine indre Oplevelser. |338| Af og til var det, som bristede Mure for mit Blik, og der aabenbarede sig for mig Syner saa glødende og farverige i Guld og Purpur, som var jeg Vidne til en Solopgang. Af og til var det som bristede Grunden i mit Sjæleliv, paa samme Maade som vulkanske Bjerge slaar Revner; jeg følte Lavaen syde dernede, fornam det, som vilde Bjerget spy Ild. Ofte var jeg lutter anspændt Opmærksomhed, Argus med de hundrede Øjne, iagttog, tilegnede mig alt Seværdigt i det store mig fremmede Samfund, hvor jeg havde fundet min Plads. Til andre Tider var jeg lutter Handlekraft, Briareus med de hundrede Arme, følte mig i Stand til at foretage aandelige Idrætter og Omvæltninger, der skulde spores hundred Aar efter. Nu og da var jeg helt en Drømmer, gik om som en Søvngænger, formende Billeder, tilskærpende Tanker, som man i Oldtiden skærpede Pile og Spyd, betaget af mit indre Fatamorgana, optaget af Arbejdet i mit indre Værksted, helt fortabt i mit Eget. Naar jeg da gik i det Fri og Luften skælvede, og den fine stærke Duft af Jord, Blade, Blomster, Skovens smaa og store Dyr, slog mig i Møde, mens Skæret fra Himmelhvælvingen, Glimtene af Sol fyldte mine Sanser og steg mig til Hovedet, kunde jeg være som blændet og beruset. Planter, Fugle, Insekter var mig som Ildtunger af selve den Livets Ild, der glødede i Jordens Indre. Myggenes hvirvlende Dans, Biers og Vespers Summen, Bladenes lette Knitren for Vinden, alle disse Lyd gav Genklang i mit Indre. Alnaturen var da om mig og i mig. Gud var i mig og fyldte mig, saa det var, som om mit Hjerte skulde sprænges.
Var der noget paa Jorden, som ikke sysselsatte mig, saa var det mine fromme, gudhengivne, danske Hadere, hvad de tænkte eller følte eller pønsede paa. Jeg sagde som Siegfried i Wilbrandts[II] Kriemhild:
Aldrig i Verden kunde det falde mig ind at fordybe mig i en Bog af Rudolf Schmidt[III], Paludan[IV], Topsøe[V], Steenstrup[VI], en Artikel af Ploug[VII], Rosenberg[VIII] eller Præsterne, i Haab om der at finde noget, jeg kunde angribe dem for. De eksisterede simpelthen ikke for mig, jeg skænkede dem aldrig en Tanke, læste aldrig et Ord af dem undtagen nødtvungent, naar deres Udfald imod mig selv blev sendte mig ind i Huset, og de ophidsede den nordiske Læseverden imod mig, saa jeg maatte prøve et Forsvar. Jeg levede mit eget Liv. De derimod sad imens og levede snyltende med i et Vrængbillede af mit. Det var dem ikke nok at have fordrevet mig af Landet; de spejdede efter mit mindste Skridt, lurede paa hver ringeste Lejlighed til et Overfald, lyttede til den ubetydeligste Ytring, jeg fremkom med paa et engelsk eller tysk Blad Papir, for at gøre et frygteligt Væsen deraf. Intet oversaa de, intet overhørte de; de var som skabte til Detektiver.
Liebenswürdige Menschen, Ihre Landsleute! havde Hopfen[IX] sagt.*
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
