Neppe var denne Indignation traadt en Smule i Baggrunden, før der i den danske Presse igen blev hidset til Forbitrelse imod mig. Jeg havde i Oktober 1879 i Academy omtalt nogle nye nordiske Bøger, deriblandt Kiellands[I] første Novelletter, alle med Ros, kunde altsaa ikke denne Gang beskyldes for Nedsætten af det Hjemlige; men der rejstes saa i Dagbladet et Skrig over at der var andre Forfattere, jeg ikke havde omtalt, navnlig Bladets Redaktør, Hr. Topsøe[II]. Jeg havde imidlertid heller ikke nævnt Henrik Ibsen[III], hvem jeg dog stod adskilligt nærmere. Man tog intet Hensyn dertil, gik derimod løs paa min Tendens »den blinde Hyldest af den saakaldte moderne europæiske Kultur, hvorved ifølge Dr. Brandes’[IV] Dogmer forstaas Darwinismen, Positivismen og Naturalismen«.
Endnu langt stærkere Slag paa Gonggongen i Danmark foraarsagede en Oversigtsartikel over Dansk Literatur i 1879, som jeg paa indtrængende Opfordring fra Redaktionen for Meyers store Konversationsleksikon havde skrevet til et af dette Foretagendes aarlige Supplementhefter. Det var et af disse sure Pligtarbejder, jeg for det daglige Brøds Skyld ikke turde afslaa, kedsomt og besværligt som det var, især for mig, der i Udlandet ikke kunde følge med alt hvad der udkom i Kjøbenhavn. Selvfølgelig skrev jeg Artiklen samvittig|334|hedsfuldt (med samme Art Samvittighedsfuldhed, som den, hvormed man retter Korrektur); men iøvrigt tillagde jeg den ikke ringeste Vægt; den skulde og maatte ikke engang undertegnes. Artiklen var tilmed ikke helt af mig selv; thi da jeg i Berlin ikke havde set Danmarks nyeste historiske Literatur, havde Forfatteren Herman Schwanenflügel[V] vist mig den Velvilje at fuldstændiggøre min rent literære Oversigt med en over Aarets historiske Publikationer.
Den hele Artikel var 3 1/2 Side stor. Den Hensigt at gøre Propaganda eller nedsætte laa mig saa fjern, som den at ville henlede Opmærksomheden paa mig selv. Jeg havde i Oversigten end ikke nævnt mig. Men da jeg jo nu engang hørte med til dansk Literatur, fandt Redaktionen det urimeligt, at jeg blev helt forbigaaet, og tilføjede derfor en enkelt Linje om mine Hovedstrømninger, den iøvrigt uheldige: »som banede Vejen for en ganske ny Betragtning af den moderne Digtning«. Redaktionen foretog uden mit Samtykke desuden adskillige andre Tilføjelser og Ændringer. Artiklen var jo navnløs. Paa Indersiden af Heftets Omslag, der faldt bort ved Indbindingen, fandtes imidlertid alligevel mit Navn, om end med ganske smaa Bogstaver, i den lange Liste over Medarbejderne.
Da jeg var klar over, med hvilken Politi-Lidenskab man i Kjøbenhavn spejdede efter mit Navn, hvor det end kom frem i Udlandet, sendte jeg, straks som Heftet kom mig i Hænde, Hr. H. I. Meyer[VI], Leksikonnets Udgiver, et Brev, hvis Koncept jeg bevarede, hvori jeg meddelte ham, at der af Leksikon-Supplementets Redaktion var foretaget »saa væsenlige, saa uforstandige, til Dels meningsforstyrrende Forandringer« i min Artikel, at jeg ikke kunde tage Ansvaret for den paa mig. »Jeg maa«, skrev jeg, »derfor til min Beklagelse anmode Dem om at lade en Notits, der fralægger mig Forfatterskabet, blive optaget i Korrespondensbladet til |335| næste Hefte og bede Dem tilstille mig samme.« Jeg gav en Række Prøver paa de foretagne Ændringer og sluttede: »Endelig har man havt den utrolige Smagløshed at lægge mig en Ytring i Munden, i hvilken jeg (tilmed paa den urimeligste Maade) roser mig selv.« – Det var vel kun en eneste Linje, og jeg vidste vel, at intet Menneske i Tyskland vilde agte paa den; men, som jeg i mit Brev bemærkede, »i Danmark, hvor jeg har adskillige Fjender, vil den blive læst Ord for Ord.« I det Svar, jeg modtog, hed det: »Det Skete gør os uendelig ondt, og vi beder Dem kun om ikke at tage Sagen saa tragisk, som Deres Brev fremstiller den, og hvortil De desværre har fuld Berettigelse.« Ikke desmindre sluttede Brevet med, at Redaktionen »af letforstaaelige Grunde« ikke kunde beslutte sig til at fralægge mig Forfatterskabet.
Da der gik fulde tre Uger, uden at Dagbladet og Fædrelandet i Kjøbenhavn gjorde Anskrig, tænkte jeg, at man maaske denne ene Gang havde fundet Anledningen for ubetydelig eller havde overset mit Navn paa Omslagets Inderside; men nej! Der maatte kun hengaa den Tid, som udkrævedes, for at Heftet naaede det store kongelige Bibliotek i Kjøbenhavn, Arsenalet for Vaabnene imod mig.
Artiklen blev i de danske Blade gengivet med sædvanlig Perfidi. Det gjaldt om at godtgøre, jeg alene roste mine »Venner«, Byen var jo ikke større, end at Alle vidste, jeg kendte Professor Schiödte[VII]. Følgelig hed det, at jeg favoriserede ham, og i Fædrelandet blev derfor de stærke Lovord, jeg havde udtalt om Japetus Steenstrup[VIII], oversprungne. Byen var fremdeles ikke større, end at Alle vidste, jeg kendte Historikeren Fridericia[IX]. Følgelig fremhævedes, hvad jeg havde sagt om ham, skønt han var den Historiker, der havde faaet kortest Omtale, og man udelod det langt udførligere, som fandtes om Birket-Smith[X] og Troels-Lund[XI]. Hele |336| Byen vidste, at jeg kendte Professor Goos[XII]. Følgelig angreb Dagbladet(!) mig lidenskabeligt for den gunstige Omtale, et Værk af Goos[XIII] havde faaet, medens A. W. Scheel[XIV], Aagesen[XV], Nellemann[XVI] ikke var nævnte osv. Og Dagbladet, som aldrig lod en Lejlighed til at stemple mig som Landsforræder gaa forbi, sluttede da den første af sine Artikler med den sacramentale Vending: »Det gamle Ord, at det er en daarlig Fugl, som besudler sin egen Rede, bør holdes i Agt.«
Professor Johannes Steenstrup[XVII], der med en ikke altid lige klædelig Fanatisme gerne skrev hele Spalter om en Notits af mig paa nogle Linjer, anklagede mig ikke blot anonymt i Kjøbenhavn, men med sit Navn i Paris, hvor Revue Critique blev underrettet om alt det Hæslige, min Leksikonsartikel indeholdt. Da jeg i et Brev til Gabriel Monod[XVIII] tog til Genmæle, svarte denne køligt, at Professor Steenstrup[XIX] sikkert vidste Besked angaaende hvad han skrev om. (24 Aar senere talte Monod til min Ære paa Banegaarden i Paris). Jeg maatte da henvende mig til Tidsskriftets anden Leder, Gaston Paris[XX], som svarte venskabeligt og lovede mig Oprejsning.
(For at sikre sig den attraaede Upartiskhed i Meyers Konversationsleksikon fik man Redaktionen af dansk Literatur for de senere Udgaver overdraget Hr. Julius Paludan[XXI].)
Et eneste Blad forsvarede mig, det da nylig stiftede Dags-Avisen, i hvilket nuværende Overretssagfører A. Cantor[XXII] skrev et veltalende Indlæg, som paaviste alle de grove Forvanskninger af mine Udtalelser i Dagbladet og Fædrelandet. Han skrev: »Ingensinde har jeg læst en saa glimrende, i al sin Kortfattethed skarpt pointeret, Fremstilling af dansk Literatur; aldrig har et tysk Leksikon omtalt Danmarks Forfattere og literære Bevægelser saa udførligt, med saa fin Opfattelse, saa levende Sympati (...) Dagbladet lader Dr. |337| Brandes[XXIII] besudle sin egen Rede. Og dog er Sandheden den, at han gør Alt, for i Udlandets Øjne at forskønne den Rede, som der desværre ogsaa er nok herhjemme til at besudle.«
Dags-Avisen var imidlertid et nyt Foretagende og ude af Stand til at holde sig mer end i nogle Aar. De gamle Aviser bestemte den offentlige Mening i Danmark, og Redaktørerne havde lovet sig selv, at overfor mig skulde denne ikke falde til Ro.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
