Det laa mig stærkt paa Hjerte at gennemarbejde og udvide mine Studier over Lassalle[I] til en Bog. Men da jeg |330| i Januar 1879 spurgte min danske Forlægger, Hegel[II], om han vilde udgive den, afslog han bestemt at trykke endog blot et Oplag paa 500 Eksemplarer, da jeg havde altfor faa Læsere i Danmark. Jeg samlede mig da ganske om Studier til Hovedstrømningernes femte Del.
Paa dette Tidspunkt blev Festen for Universitetets firehundredaarige Bestaaen fejret i Kjøbenhavn. Sange og Taler strømmede over af Kongetroskab, Snobberi, ægte og forloren Gudelighed; om Videnskab eller i videnskabelig Aand faldt der ikke mange Ord. Paa Afstand tog disse Festligheder sig lidet tiltalende ud.
Medens jeg i Juli 1879 var nogle Uger i Kjøbenhavn, spiste jeg en Dag til Middag med Chresten Berg[III] og Viggo Hørup[IV]. Jeg saa da Berg[V] for første Gang. Han var blond, tyk, bred, mavefør, svulmede af Selvfølelse; en Agitator af Rang blandt Bønder; overbevist om nogle demokratiske Doktriners Sandhed og Værd. Han var i høj Grad spydig overfor en Del tilstedeværende Kjøbenhavnere af Venstre, hvem han bebrejdede politisk Slaphed; de burde oprette Blade ude i Landet og personligt agitere paa Møder. Overfor mig var han nærmest venlig, betragtede mig som Partifælle og Medsammensvoren, der burde beskyttes. Han vilde for at gaa udenom Konsistorium foreslaa, at der paa Finansloven bevilligedes mig 3000 Kroner aarligt som ekstraordinær Docent. Han og Hørup[VI] skulde sætte Sagen igennem.
Jeg blev i Berlin samvittighedsfuldt underrettet om alle de Stadier, denne Sag efter dansk Vis gennemgik. Den gav Anledning til omstændelige politiske Forhandlinger, til hvad man respektstridigt turde kalde det uendelige Sludder om Ingenting; men Berg var sikker paa sin Magt til at gennemføre Bevillingen, især da man i Fischer[VII] havde en Minister, som var den gunstig. Sagen blev trukket ud fra Midten af Juli til Slutningen af December. Da Finansudvalget samledes |331| for at give sin Betænkning den sidste Form og intet andet var tilbage end at Navnene skulde underskrives, erklærede Kammerherre Jacob Scavenius[VIII] pludselig, at han ikke vilde stemme for Bevillingen til mig, og Højre sluttede sig til ham. Derpaa afgav Grev Holstein[IX] selvsamme Erklæring paa egne og Frede Bojesens[X] Vegne. Sagen maatte da gaa til Afstemning, og ved den fik Bevillingen 8 Stemmer mod 7. Berg[XI] og Hørup[XII] mente endnu at kunne faa Flertal for den i Folketinget, uagtet Høgsbro[XIII] dèr ogsaa var imod mig; men saa bad Ministeren Fischer[XIV] Berg[XV] om at lade Sagen helt gaa ud, da han ikke mere kunde (ↄ: turde) gaa ind paa Bevillingen. Han frygtede som i 1875 for sin Taburet. Han reddede den dog ikke længe; thi da Højre ikke længer følte sig tryg overfor ham, og da man havde bragt i Erfaring, at han havde legitimeret og opdrog to uægte Børn, han i sin Ungdom havde faaet, beskyldte Topsøe[XVI] ham for Connivens med »den frie Kærlighed«, og han maatte gaa af. Kammerherre Scavenius[XVII] overtog Embedet.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
