Imidlertid havde jeg den Vanskæbne, at Forlæggeren til den tyske Udgave af de endnu alene skrevne, fire første Bind Hovedstrømninger, den af mig højt vurderede Franz Duncker[I], gik Fallit. Sønnen vilde indtræde i Faderens Rettigheder og tilbød mig Udgivelsen af de efterstaaende Dele. Men alle fraraadede mig at gaa ind paa Tilbuddet, da den unge Mand endnu ikke havde lagt nogensomhelst Dygtighed for Dagen og desuden var ganske formueløs.
Under disse Omstændigheder forekom et Tilbud fra en større Forlægger i Leipzig Hr. Hermann Credner[II] (Veit & Comp.) om Overtagelsen af Hovedstrømningerne paa sømmelige Vilkaar mig fordelagtigt; jeg tog imidlertid kun imod det paa den Betingelse, at Løsningen fra det Dunckerske Forlag fandt Sted i venskabelige Former. Jeg nærede nemlig stor personlig Hengivenhed for Franz Duncker[III]. Ukendt som jeg var med de rette Kunstord krævede jeg af min ny Forlægger, at han af Duncker[IV] tilkøbte sig Restoplaget. Det faldt mig ikke ind, at foruden Restoplaget maatte endnu tilkøbes Forlagsretten, og Ingen gjorde mig opmærksom derpaa. Da Oversætteren[V] af Hovedstrømningernes første Dele var død, da jeg desuden havde til Hensigt at give Værket en grundig Omarbejdelse, indbildte jeg mig, at naar Restoplaget af første Udgave var blevet den ny Forlæggers Ejendom, var jeg Herre over min Bog og havde ingen Konkurrence at befrygte.
Jeg havde staaet mig hundrede Gange bedre ved at lade |329| Værket blive i Hænderne paa den fallerede Forlæggers Søn. Thi forbitret over min Overgang til Veit & Comp. solgte nu denne for en Bagatel (ifald han ellers overhovedet fik Penge) af ren Hævnlyst Forlaget til Bøgerne, som de forelaa i den første forældede Oversættelse, til en lille, daarligt bekendt Boghandler i Leipzig ved Navn Barsdorf[VI], der ikke længe derefter blev idømt en flereaarig Tugthusstraf. Denne Mand var besluttet paa at drage enhver Indtægt, han formaaede, af mit stigende Ry, og opnaaede virkelig i Aarenes Løb at udgive hele otte Oplag af alle seks Bind Hovedstrømninger, ni af det sidste, desuden talrige af enkelte Partier, han vilkaarligt udklippede.
Da Danmark haardnakket afslog at indgaa nogen literær Overenskomst med Udlandet (den bragtes først til Veje i det ny Aarhundrede), blev Følgen for mig den, at fra det Øjeblik af, da jeg endelig fik Medbør i mine Sejl og mine Bøger i det fremmede Land blev solgte i titusindvis, saa de indbragte en lille Formue, gik Alt hvad de kastede af sig i en Piratboghandlers Lomme. Forgæves forsøgte jeg at udgive dem selv; min Forlægger kunde ikke bestaa i Konkurrencen med Barsdorf[VII], jeg blev indviklet i Proces efter Proces og tabte Penge.
Tankegangen i Danmark i det 19. Aarhundrede var den, at da der oversattes saa uendeligt meget mere fra fremmede Sprog til Dansk end fra Dansk til fremmede Sprog, saa stod Folket sig godt ved at udlevere de faa Forfattere, som oversattes, til fuldstændig Udplyndring, for at den hele Nation gratis kunde nyde godt af alt fremmed Aandsliv. Men man skyldte da de Prisgivne en ordentlig Skadeserstatning, som udeblev.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
