Mit første Arbejde i Berlin var den Bog om Esaias Tegnér[I], som jeg i Stockholm havde besluttet at skrive. Skønt Æmnet ikke var rigt og skønt det var mig vanskeligt i Berlin at samle alt det Materiale, jeg havde nødigt, fængslede Stoffet mig fra det Øjeblik af, da jeg opdagede, at Tegnérs[II] Sjæleliv, som det laa udfoldet i hans Poesi, ikke hidtil var blevet fuldt eller rigtigt forstaaet. Jeg var overhovedet lykkelig ved min Profession, som aldrig var kedelig, altid lærerig, paa én Gang sysselsatte og udviklede.
Det gjaldt imidlertid først og fremmest om at skaffe Penge. Da Hegel[III], min kjøbenhavnske Forlægger, lod mig vide, at han kun vilde udgive Skriftet om Tegnér[IV], ifald Bogen ikke kom til at overstige tolv Ark, var der jo ikke stor Indtægt at haabe af den, og jeg maatte straks se mig om efter Udkomme. Hos Grimm[V] læste jeg, 35 Aar gammel, disse Ord om Schiller[VI], da han var 30: »So also lag die Rechnung: eine halbverfehlte Jugend, und jetzt, wo der äusserste Termin wäre für Nachholung des Versäumten, die Nothwendigkeit elender Arbeit um das tägliche Brot zu verdienen.«
|316| Den danske Presse kom selvfølgelig ikke i Betragtning; jeg var nærmest henvist til den svenske og norske. Men en indledet Forbindelse med det svenske Aftonbladet, strandede paa, at jeg ikke kunde finde mig i den Tone, som Redaktøren Hr. Gödeke[VII] anslog overfor mig. Det gik glattere at komme i godt Forhold til Stockholms Morgonblad, et nyligt stiftet Organ; men da jeg allerede var i god Gænge med at sende det Correspondancer, gik Bladet uden Varsel ind i Februar 1878.
Imidlertid havde Redaktør H. J. Berner[VIII] henvendt sig til mig og anmodet mig om Breve til Kristiania Dagbladet; jeg gik med Glæde ind paa hans Forslag, som imødekom mit eget Ønske; det var et fattigt Blad og Indtægterne derfor ringe; men jeg var Bladet taknemmelig for en mig dengang saa sparsomt tilmaalt Velvilje.
Altsom jeg skrev Bogen om Tegnér[IX], lod jeg den sætte i Kjøbenhavn, saa jeg under Udarbejdelsen havde Korrekturerne at rette saavel paa Originalen som paa den svenske Oversættelse. Skriftet blev færdigt i Slutningen af Marts. Samme Dag, jeg endte det, begyndte jeg at oversætte det paa Tysk til Deutsche Rundschau, og som om jeg ikke havde nok Arbejde med dette og mine Correspondancer, havde jeg endnu paataget mig at gennemrette Johannes Magnussens[X] Oversættelse af Shelley’s[XI] The Cenci og forsyne Bogen med et Forord, foruden i Haandskriftet at gennemlæse og rette en saare ringe Roman af Secher[XII]: Ægtemænd. (Samme Secher[XIII] blev senere en Snes Aar igennem min haardnakkede Angriber.)
Af Bogen om Tegnér[XIV] fik jeg ikke megen Glæde. I den danske Venstrepresse hed det, at Bogens Præg var Hensyns|317|fylde og at jeg havde indsuget konservative Sympatier i Berlin. Kritikeren P. Hansen[XV] af Højre udhævede, endog i det danske Konversationsleksikon, et enkelt Sted i Bogen, som Bevis paa, at der havde fundet et Omslag Sted i mine Meninger – hvad der pinte mig i dette Øjeblik, hvor Omslagene i Danmark var saa hyppige og mig saa lede – Stedet lød: »Er Ungdomskraften i sin Ustyrlighed ikke altid en Tempelskænder, og ender ikke alle bedre Mennesker i Modenhedens Aar med det ærlige Forsøg paa at sone og genoprette hvad Helligbrøde de i Ungdommens Lidenskab har begaaet?« Dette forholdt sig til et Punkt i Tegnérs[XVI] Frithiofs Saga, men fortolkedes saa plumpt og plat, som vilde jeg dermed gøre en personlig Afbøn.
Jeg havde i min Bog beklaget mig over, at Tegnérs[XVII] mindre Digte i Udgaverne var saaledes sammenrystede, at man intet Indtryk fik af Digterens Udviklingsgang. Tegnérs[XVIII] ultraliberale og ultrakonservative politiske Digte, Digte som Sången, der betegner den højeste Livsglædes, og Mjeltsjukan, som betegner den sorteste Fortvivlelses Periode, var komne i samme Gruppe. Ja Mjeltsjukan (fra 1825) var udateret stukket ind imellem et Digt fra 1812 og et andet fra 1813. Derved var det udvisket og tilsløret, hvilket Tidsskel dette Digt sætter i Tegnérs[XIX] Produktion.
Digterens gamle Svigersøn, Professor C. W. Böttiger[XX], forsvarede sig og angreb mig i et eget Flyveskrift, og medens de fleste svenske Blade omtalte Bogen velvilligt, var der enkelte som Stockholms Dagblad, hvis anonyme Kritik gik ud paa at hævde den vedtagne, officielle Opfattelse af Tegnér[XXI], idet den fremstillede Indholdet af min Bog paa uoprigtig og hadefuld Maade. Under disse Omstændigheder tog Carl Ploug[XXII] i en lang Artikel Böttigers[XXIII] Parti og beskyldte mig desuden for at have fortiet hvad jeg skyldte nogle Studier af Ljunggrén[XXIV], som jeg aldrig havde set for mine Øjne.
|318| Idet jeg iagttog, hvad Møje man gjorde sig med at faa de Sandhedselementer, jeg havde fremdraget, ud af Verden, skrev jeg for mig selv: »Arme Sandhed! hvilken Umag man har med at faa dig trukket op af din Brønd, og hvilken Iver der saa straks derefter udfoldes for at faa dig puttet ned i den igen!«
Imidlertid begyndte min Anseelse i Europa at stige. Jeg fik Anmodning om Essays fra New Quarterly Review, og Academy gjorde mig allerede i Maj 1878 et Tilbud, som jeg modtog, det, der, som alt berørt, paa én Gang lettede og vanskeliggjorde mig min Stilling i Berlin. Det var min senere Ven, Richard Garnett[XXV], Overbibliotekaren ved British Museums Bogsamling, der da allerede havde fattet levende Interesse for mig, som fik mig knyttet til det engelske Ugeskrift. Han anmeldte i Saturday Review den da udkomne tyske Udgave af min Bog om Søren Kierkegaard[XXVI]med Velvilje. Samtidigt tilegnede Edmund Gosse[XXVII] mig sin gode Bog Studies in the Literature of Northern Europe med de hjertelige Ord To Dr. Georg Brandes[XXVIII] of Berlin, the most distinguished of scandinavian critics, I inscribe this book with admiration and affection.
Imens gik det løs i Hjemmet med Angreb paa mig. Den Mand, i hvis Stjerner det var skrevet, at han skulde triumfere over mig, Hr. Paludan[XXIX], leverede efter at den omarbejdede anden Udgave af Emigrantliteraturen var udkommen, en sønderknusende Kritik af det for fem Aar siden udkomne første Oplag.
|319| Ogsaa Rudolf Schmidt[XXX] var meget virksom. Min Bekæmpelse var jo bleven denne Persons Mission, hvis Selvfølelse iøvrigt antog besynderlige Former. Han indbildte sig at ligne Goethe[XXXI] i Profil og gjorde især paa Rejser i Tyskland denne formentlige Lighed gældende. Han mindede mig om et Epigram af Thomas Moore[XXXII]:
Hr. Julius Paludan[XXXIII], som fra nu af ved alle Lejligheder gjorde sig gældende paa min Bekostning, var i enhver Henseende et tro Udtryk for den i Danmark skattede Aand, ægte national, strengt saglig, dybt gennemtrængt af den ene sande Videnskabelighed. Han kunde imellem dumme sig en Smule som naar han bittert bebrejdede Froissart[XXXIV] hans Mangel paa Sans for det dybeste og alvorligste i hans Tid, det nationale Opsving ved Heltinden Jeanne d’Arc[XXXV] (Froissart død 86aarig 1419, Jeanne født 1412); men det var hos denne højtbegavede Mand kun en Ynde mere. Han passede til Forholdene og blev med god Grund en Del Aar derefter Professor i dansk Literaturhistorie ved Kjøbenhavns Universitet.
I Afstand tog han og hans Lige sig mindre godt ud end nærved. Omplantet, som jeg var, til større og rigere Forhold, paavirkede den nationale Blanding af Vedhængen ved gamle konservative Synsmaader og det smaaligste kritiske Pindehuggeri mig besynderligt.
Jeg fandt i de Dage i en dansk Bog af L. Both[XXXVI]: Kulsvierne og deres Omgivelser Side 25 denne Sætning:
I den senere Tid gaar Pindehuggeriet Haand i Haand med Kulsvieriet.
Det forekom mig, som om den Sætning burde staa over Indgangen til Datidens danske Publicistik.
Saasnart jeg var færdig med at gengive Esaias Tegnér paa Tysk i sammentrængt Skikkelse – Interessen for Æmnet var for ringe til at man vilde udgive Skriftet ubeskaaret – begyndte jeg Studierne til en Bog, jeg nu agtede at skrive, en Fremstilling af Benjamin Disraeli’s[XXXVII] politiske Liv og literære Virksomhed. Æmnet fængslede mig, og paa den Bevægelse mod Jøderne, der netop da opstod i Tyskland, vilde jeg med denne Bog forsøge at give et Svar. Jeg arbejdede efter bedste Evne med Stoffet, men stadig forpint af min Mangel paa Raad til at købe mig det Utal af Bøger, jeg burde kende, altsaa af hvad jeg for mig selv kaldte min ved Pengemangel fremtvungne Overfladiskhed.
I den sidste Uge af September var jeg endelig saa vidt, at jeg kunde begynde Nedskrivningen af denne Bog; men den maatte nødvendigvis komme ud før Jul, hvis jeg skulde kunne klare Nyaarets Udgifter. Jeg havde skrevet den første Snes Sider, da en Fristelse kom over mig til at afbryde Arbejdet. I et anonymt Brev fra Norge, som jeg modtog den 21. Oktober, blev der mig tilsendt 122 Mark og 200 Francs, de tyske Penge, som Brevet sagde, til en Billet frem og tilbage til Paris for at se Verdensudstillingen der, og de franske Penge til Opholdet. Gaven var jo ikke overdaadig, især da – som jeg lang Tid efter erfor – Afsenderen var mange Gange Millionær; men min Længsel efter Paris var saa stærk og min Lyst til at se en Verdensudstilling saa stor, at jeg i første Øjeblik ikke modstod, men ilte til Gesandtskabet for at faa det dengang til en Pariserrejse fornødne Pas. Neppe havde jeg imidlertid dette, før jeg slog om, følte, det vilde være en utilladelig Letsindighed at bevillige mig selv en saadan Ferie, gik til Rodenberg og opnaaede Plads for den endnu uskrevne Disraeli i Januar-|321|Februarhefterne af Rundschau. Samtidigt sendte jeg et Brev til Hegel[XXXVIII], og meddelte ham, at jeg nu vilde begynde Trykningen af en Bog, der skulde ud før Jul. Jeg vidste, han vilde finde Tidspunktet altfor sent, men vilde og maatte overvinde hans Modstand; jeg formelig svulmede af Energi. Bevidstheden om at jeg arbejdede for Livet, for Brødet, gjorde mig staalhaard. Nu gjaldt det: hver Time, hvert Minut var kostbart. Jeg skrev endnu samme Dag en stor Artikel til Academy, og næste Morgen efter en søvnløs Nat 34 Sider af Bogen. Efter et Par Dages Forløb kom naturligvis det Svar fra Hegel[XXXIX], at Bogens Udgivelse før Jul var umulig; men det rørte mig ikke. Jeg skrev blot i min Notitsbog: »Det skal gaa; det maa gaa; jeg vil.« Jeg arbejdede paa Disraeli[XL] fra om Morgenen, gik i Seng halvtolv, stod op igen halvet, skrev til Kl. 2, og var oppe igen næste Morgen Kl. 6. Skønt jeg ikke trak mig ud af det stærkt selskabelige Liv, jeg førte i Berlin, og skønt jeg passede min Correspondance, den offentlige som den private, blev Bogen ved denne Arbejdsmetode færdig den 6. December og Korrekturerne samtidigt rettede, saa den udkom 13. December i Kjøbenhavn.
For Honoraret købte jeg mig de Bøger, jeg havde savnet til Udarbejdelsen, og begyndte straks en helt ny Formning og Udvidelse af Bogen paa Tysk, hvor den blev mer end en Fjerdedel større. Under Arbejdet blev jeg, som tidligere i Kjøbenhavn, pint indtil Afsind af Musik, ikke blot af den i i Krolls Forlystelses-Etablissement ligeoverfor mig, men især af den, der fyldte Huset, jeg beboede. Jeg skrev i de Dage (d. 6. December 1878):
Langt fra at være et Fredens Hjem er denne smukke Bygning et Hjemsted for de afskyeligste Spektakler, iværksatte ved Hjælp af det mest oprørende Marterinstrument, den nyere Tid har fuldkommengjort og bragt i Anvendelse, saavidt den saakaldte Civilisation strækker sig, jeg mener Klaveret. Endog Kælderen i et saadant Hus er en Afgrund af |322| Pianospil; fra Boligerne i Stuen lyder de mest buldrende Forte’r; dèr boer ufravigeligt en Russer eller en Græker, der gaar paa Konservatorium og uddanner sig til Virtuos; paa første Sal spiller Herrerne og synger Damerne hver Dag de samme Stykker; ovenover spiller Mødrene for deres Børn, og alle disse Lyde trænger blandede til det vildeste Kaos op og ned gennem de pragtfulde Porcelæns-Ovne, der staar i Forbindelse med hverandre, saa man i tredie Etage kan høre Musiken fra Stueetagen, som spilledes der i Værelset, hvor man er – og dette afgiver Hjem for tænkende Væsener, skal i det mindste afgive Hjem for dem, og dette rædselsfulde, mekaniske, taabelige Spektakel skal ovenikøbet være – Kunst. Kunst! I Himle!*
Det var langt fra, at jeg led ringeste Nød; jeg levede som mine Standsfæller. Ikke desmindre havde Næringssorgen mig i Struben, idet jeg uafbrudt og nøje maatte passe paa at have ethvert lille Arbejde færdigt saa betids, at jeg ikke kom til at staa uden Penge. Det vilde ogsaa være lykkedes, ifald Forlæggere, Tidsskriftsudgivere, Redaktører havde leveret Honoraret saa punktligt som jeg mine Artikler. Men det skete sjældent eller aldrig. Der var Ingen, som bedrog mig. Men Forlæggere og Udgivere var ligegyldige for, om Betalingen kom nogle Dage eller Uger senere, og saaledes var jeg ret jævnligt i Forlegenhed. En Majdag havde jeg kun fire Mark tilbage, en Junidag kun en Mark. En Eftermiddag maatte jeg negte mig hjemme for en ung Gesandtskabssekretær, fordi det var mig umuligt at byde ham en Kop The, og det var Thetid. I Sommeren 1878 maatte jeg sende Afbud til et Selskab, hvor jeg ventedes, fordi jeg ikke havde Penge til en Vogn. Det blev efterhaanden som en Sport, et Spil at sørge for, der altid til rette Tid var Penge i Huset. Arbejdsgiverne i de højere Fag tænker sjældent paa, hvad Betydning det har for Aandsarbejderen at faa sin Betaling punktligt. Jeg lærte det i hint Tidsrum |323| at kende, og blev siden des opmærksommere for, ikke paa min Side at lade nogen vente paa sin Løn.
Mest plagede mig Umuligheden af at skrive noget, der slet ikke betalte sig. Jeg havde paa hin Tid den største Lyst til at sysle med Ovid[XLI] og give en Skildring af ham som Menneske og Digter, men opgav Æmnet som et, til hvis Behandling jeg aldeles ikke havde Raad. Endnu umuligere var det mig naturligvis at følge min Lyst til at sætte mig ind i et eller andet uden at jeg dermed forbandt et praktisk Øjemed.
I Maj 1879 havde jeg fuldendt Bogen om Lord Beaconsfield[XLII] paa Tysk. Ikke længe efter fulgte en engelsk Udgave; den indbragte lidet, da den tyske Forlægger havde sikret sig Halvdelen af Forfatterhonoraret, og da Oversætterinden fik det meste. Hun var ikke sin Opgave voksen, oversatte fra Tysk og begik grove Fejl, forvekslede f. Eks. indisch med jüdisch og skrev the Jews Bill for the India Bill. Dengang var der endnu ikke stiftet den Art Overenskomst, som i vore Dage træffes mellem engelske og amerikanske Forlæggere. Min Bog blev snart uden mit Vidende med alle Fejlene eftertrykt i New York. Da jeg skrev til Forlæggeren og beklagede mig over, at han hverken havde udbedt sig mit Samtykke eller givet Honorar eller endog blot sendt mig et Eksemplar, svarte den uforfærdede Yankee: »Eet Eksemplar! hvad tænker De om mig! Hermed sendes Dem fem.« Det var rigtignok alt hvad jeg fik. Da endelig Harpers Library, ligeledes uden at spørge mig, aftrykte Bogen (paany med alle Fejlene) i trespaltet Format som Avis og solgte huntredtusind Eksemplarer af den for 15 Cents Stykket, sendtes der mig end ikke ét Eksemplar.
Bogen om Lord Beaconsfield[XLIII] gjorde en Del Opsigt. Cherbuliez[XLIV] anmeldte den i Revue des deux mondes, den |324| blev udførligt og gunstigt bedømt i Vestnik Jevropi. Gladstone[XLV] sendte mig et Brev for at anmode mig om at rette et Sted, hvor jeg var kommen til at gøre ham Uret, og et andet Sted, hvor han uden Føje betragtede sig som forurettet. Times skrev: As a biography this book is far more valuable because more concise and impartial than any which has appeared in England.
Mest Glæde havde jeg dog af Bjørnstjerne Bjørnsons[XLVI] brevlige Udtalelser om Bogen som om andet.
Vi var trods Aldersforskellen samtidigt naaede til et Tidspunkt i vor Udvikling, hvor vi havde gensidig Forstaaelse og livfuld Drøftelse behov; vi havde Brug for hinanden, og blev efter et Ordskifte næsten altid enige.
Bjørnson[XLVII] følte sig ved Aarene 1878, 1879 aandeligt ensom i Norge. Hans tidligere Livsforhold havde opløst sig. Der var gjort alt muligt for at holde ham fast i den nationalliberale, skandinaviske, kongeligsindede, kirkelige, Grundtvigske Ring; da man ikke havde formaaet at fastholde ham, blev han behandlet som en udstødt, om saa blot paa Grund af hans da saa ivrige Fejden mod Djævletroen. Han trodsede Forkætringen, men han led under den; thi som han selv sagde, han havde Hud som en Jomfru, af de allerfineste.
Han følte paa én Gang en grænseløs Arbejdslyst og en utrolig Afmagt. Han sad alene, helt alene, og alle i Norge saa paa ham som paa noget, de var meget overlegne, gav ham ikke nogen Art af Hjælp. Men for Bjørnson[XLVIII] stod det, som havde der aldrig levet en Digter paa denne Jord, der kunde undvære Hjælp, om det saa blot var af en. Han havde visselig sin Hustru, men hun var da trykket af Bekymringen for ham. Han havde Venner, gode Venner, men hvem han gav Næring. Han havde ingen, som gav ham noget – undtagen Uret. Det gav man ham »paa Tryk, i Ord, med Øjne« Dag ud, Dag ind.
|325| Bjørnson[XLIX] sad inde med en umættet Lærelyst, ønskede Oplysninger, Vejledning, især Anvisning paa retledende Tanker, havde en brændende Tørst efter Kundskabskilder. Den kom jeg da efter Evne i Møde. Samtidig glædede han sig ved alt, hvad han sporede af Fremgang i Europa og Amerika og foregreb Begivenhedernes Gang, var f. Eks. overbevist om, at om blot ti Aar vilde i Frankrig Kirken være adskilt fra Staten – det skete, men tog 27 Aar – om andre ti Aar vilde Hæren i Frankrig være afløst af en Milits – dette har lange Udsigter endnu, og heldigvis.
For Bjørnson[L] var dengang Norges aandelige Ulykke Mangelen af et samlende Midtpunkt. Folk boede for spredt, og selv de tæt boende vænnede sig til at leve hver for sig og vente paa, om andre vilde udrette noget. Efter hans daværende Opfattelse havde Nordmændene i Grunden aldrig taget aandeligt fat, aldrig havt en aandelig Brydning eller Kamp. Hvad Literaturhistorikerne snakkede desangaaende var »det gyseligste Vrøvl«. Nordmændene havde engang havt et forceret Menneske, der stødte sammen med et blaseret Menneske – det var hvad der kaldtes Aandskampen mellem Wergeland[LI] og Welhaven[LII]. Disse havde i Virkeligheden havt samme Syn, samme Grundopfattelse, var fostrede af nøjagtig samme Slags Betingelser. De to W’er var slet ikke Modsætninger, men i det Væsenlige ensartede.
Først nu kunde en Brydning opstaa. Der var jo ogsaa Brydning i Bjørnson[LIII] selv. Spotteordet om hans Forandring af Signaler vilde han nu indskrive paa sit Livs Fane. Da han i sin Tid digtede den lille Sang om Ingrid Sletten af Sillefjord havde han havt ringe Anelse om, hvad den egentlig betydede, og om hvad den spaaede hos ham selv »med profetisk Varsku som den lille Lygte i et Fyrtaarn«.
Bjørnson[LIV] forstod den Gang mine Skrifter med det skarpe |326| digteriske Snarsyn, der ligger i hans Væsen, men kun fungerer, naar han er besjælet af Sympati. Han fandt, at jeg dømte Tegnér[LV] saare mildt, men begreb paa én Gang, hvad der hos Manden var mig personligt imod, og hvorledes Forstaaelsen hindrede den spirende Uvilje i at komme op. Han fandt iøvrigt Bogen »dejlig«; jeg havde gjort hele Norden Nytte med den Bog, ligesom jeg overhovedet »havde omskabt Nordens literære Bevidsthed og vakt den, hvor den før ikke var.« Han sparede ikke paa Lovordene.
Bogen om Disraeli[LVI] vandt i dens danske Tekst i ikke ringere Grad hans Bifald. Kun protesterede han ivrigt mod Vendingen, at Jarlen af Beaconsfield[LVII] ikke var nogen »stor Mand«. Han fandt ham stor. Bjørnson[LVIII] havde Taalmodighed til paany at gennemlæse Bogen i den tyske Omarbejdelse. Han fandt, at det om engelsk Politik Tilføjede ikke var saa omfangsrigt, som han havde tænkt, men at ogsaa det »havde den Sammentrængthed og Tilspidsning, der gjorde mig til den Prosaist, han helst læste, og han læste mange.«
»Der er«, skrev han en Dag, »undertiden i Deres Stil noget vældigt. Det fremkommer ved, at den dybe brændende Overbevisning i den Grad behersker, hvad den fremstiller, at Forstaaelsen iler forud for Ordet, saa dette, om det end siges ganske sagte, vibrerer længe efter, at det er læst. Man er saa betaget af Deres Overbevisning, at man mærker sig det mindste Vink, det letteste Minespil, og derved lyder enkelte Ting med Basunstyrke, skønt sagte ganske lige til. Deres Foredrag er ikke tysk, ja i den Grad ikke tysk, at jeg gad vide, om Tyskerne helt forstaar. Tyskerne kan vist ikke komme med paa den Jernbanefart. En utrolig Mængde Omsvøb er oversprunget.«
Han fandt, at den skrivende Tysker altid holdt sig oppe over det, hvormed han sysselsatte sig. Selv naar han rent |327| forgudede noget, saa forgudede han det under Foragt for alt det, som ikke var Forgudelsens Genstand. Bjørnson[LIX] troede ikke Tyskerne ubeskednere end andre, men ansaa den overlegne Tone for en Literaturvane, opdrættet i Trængselstider, og mente, den vilde falde bort, naar man i et stort samlet Samfund følte sig sikrere paa sig selv. Jeg derimod gik efter hans Skøn helt op i det, jeg behandlede. »Kærligheden til Sandheden,« skrev han, »er hos Dem i den Grad begejstret paa Færde, at De selv aldrig blir anderledes synlig end gennem Værket, Skikkelsen og Forholdet, som skildres; De er med, De er mod, eller halvt med, halvt imod; men det falder i den Grad af sig selv, at om vi er af en anden Mening, vi standser ikke, vi vredes ikke, vi er paa en ærlig Grund, i et strengt, fint Arbejde. Ja fint. Her er endnu en Forskel. Dette er finere Arbejde end det, vi faar fra Tyskland. Er det en Nationalforskel eller bare en Individualitets? – Og saa er der nordiske Talemaader, Tankevendinger, der ser saa bly ud paa Tysk.«
Det laa mig fjernt at søge Universitetsansættelse i Prøjsen. Den kunde kun opnaas ved at jeg skiftede Nationalitet, og til Prøjser egnede jeg mig afgjort ikke. Men der frembød sig for mig en Lejlighed til at holde Foredrag i Berlin uden at jeg havde nogen Ansøgning at indgive. Kort efter min Ankomst oprettedes det saakaldte Humboldtakademi, og Stifterne, særlig den bekendte, i den tyske Arbejderbevægelse saa virksomme, Statsøkonom Max Hirsch[LX] henvendte sig straks til mig for at opnaa min Medvirkning.
Fra Begyndelsen af Aaret 1879 kunde jeg spore en stærk Stigen af min Anseelse i Tyskland og Østerrig. Neppe var min Bog om Lord Beaconsfield[LXI] udkommen, før det |328| østerrigske Verdensblad Neue freie Presse tilbød mig Overtagelsen af Bladets hele Udenrigspolitik. Jeg fik dernæst et Tilbud fra Firmaet Rütten & Loening i Frankfurt am Main om Udgivelsen af et Bind Essays og et Tilbud fra Ludwig Geiger[LXII] om Medarbejden paa Goethe-Aarbogen.
Imidlertid havde jeg den Vanskæbne, at Forlæggeren til den tyske Udgave af de endnu alene skrevne, fire første Bind Hovedstrømninger, den af mig højt vurderede Franz Duncker[LXIII], gik Fallit. Sønnen vilde indtræde i Faderens Rettigheder og tilbød mig Udgivelsen af de efterstaaende Dele. Men alle fraraadede mig at gaa ind paa Tilbuddet, da den unge Mand endnu ikke havde lagt nogensomhelst Dygtighed for Dagen og desuden var ganske formueløs.
Under disse Omstændigheder forekom et Tilbud fra en større Forlægger i Leipzig Hr. Hermann Credner[LXIV] (Veit & Comp.) om Overtagelsen af Hovedstrømningerne paa sømmelige Vilkaar mig fordelagtigt; jeg tog imidlertid kun imod det paa den Betingelse, at Løsningen fra det Dunckerske Forlag fandt Sted i venskabelige Former. Jeg nærede nemlig stor personlig Hengivenhed for Franz Duncker[LXV]. Ukendt som jeg var med de rette Kunstord krævede jeg af min ny Forlægger, at han af Duncker[LXVI] tilkøbte sig Restoplaget. Det faldt mig ikke ind, at foruden Restoplaget maatte endnu tilkøbes Forlagsretten, og Ingen gjorde mig opmærksom derpaa. Da Oversætteren[LXVII] af Hovedstrømningernes første Dele var død, da jeg desuden havde til Hensigt at give Værket en grundig Omarbejdelse, indbildte jeg mig, at naar Restoplaget af første Udgave var blevet den ny Forlæggers Ejendom, var jeg Herre over min Bog og havde ingen Konkurrence at befrygte.
Jeg havde staaet mig hundrede Gange bedre ved at lade |329| Værket blive i Hænderne paa den fallerede Forlæggers Søn. Thi forbitret over min Overgang til Veit & Comp. solgte nu denne for en Bagatel (ifald han ellers overhovedet fik Penge) af ren Hævnlyst Forlaget til Bøgerne, som de forelaa i den første forældede Oversættelse, til en lille, daarligt bekendt Boghandler i Leipzig ved Navn Barsdorf[LXVIII], der ikke længe derefter blev idømt en flereaarig Tugthusstraf. Denne Mand var besluttet paa at drage enhver Indtægt, han formaaede, af mit stigende Ry, og opnaaede virkelig i Aarenes Løb at udgive hele otte Oplag af alle seks Bind Hovedstrømninger, ni af det sidste, desuden talrige af enkelte Partier, han vilkaarligt udklippede.
Da Danmark haardnakket afslog at indgaa nogen literær Overenskomst med Udlandet (den bragtes først til Veje i det ny Aarhundrede), blev Følgen for mig den, at fra det Øjeblik af, da jeg endelig fik Medbør i mine Sejl og mine Bøger i det fremmede Land blev solgte i titusindvis, saa de indbragte en lille Formue, gik Alt hvad de kastede af sig i en Piratboghandlers Lomme. Forgæves forsøgte jeg at udgive dem selv; min Forlægger kunde ikke bestaa i Konkurrencen med Barsdorf[LXIX], jeg blev indviklet i Proces efter Proces og tabte Penge.
Tankegangen i Danmark i det 19. Aarhundrede var den, at da der oversattes saa uendeligt meget mere fra fremmede Sprog til Dansk end fra Dansk til fremmede Sprog, saa stod Folket sig godt ved at udlevere de faa Forfattere, som oversattes, til fuldstændig Udplyndring, for at den hele Nation gratis kunde nyde godt af alt fremmed Aandsliv. Men man skyldte da de Prisgivne en ordentlig Skadeserstatning, som udeblev.
Det laa mig stærkt paa Hjerte at gennemarbejde og udvide mine Studier over Lassalle[LXX] til en Bog. Men da jeg |330| i Januar 1879 spurgte min danske Forlægger, Hegel[LXXI], om han vilde udgive den, afslog han bestemt at trykke endog blot et Oplag paa 500 Eksemplarer, da jeg havde altfor faa Læsere i Danmark. Jeg samlede mig da ganske om Studier til Hovedstrømningernes femte Del.
Paa dette Tidspunkt blev Festen for Universitetets firehundredaarige Bestaaen fejret i Kjøbenhavn. Sange og Taler strømmede over af Kongetroskab, Snobberi, ægte og forloren Gudelighed; om Videnskab eller i videnskabelig Aand faldt der ikke mange Ord. Paa Afstand tog disse Festligheder sig lidet tiltalende ud.
Medens jeg i Juli 1879 var nogle Uger i Kjøbenhavn, spiste jeg en Dag til Middag med Chresten Berg[LXXII] og Viggo Hørup[LXXIII]. Jeg saa da Berg[LXXIV] for første Gang. Han var blond, tyk, bred, mavefør, svulmede af Selvfølelse; en Agitator af Rang blandt Bønder; overbevist om nogle demokratiske Doktriners Sandhed og Værd. Han var i høj Grad spydig overfor en Del tilstedeværende Kjøbenhavnere af Venstre, hvem han bebrejdede politisk Slaphed; de burde oprette Blade ude i Landet og personligt agitere paa Møder. Overfor mig var han nærmest venlig, betragtede mig som Partifælle og Medsammensvoren, der burde beskyttes. Han vilde for at gaa udenom Konsistorium foreslaa, at der paa Finansloven bevilligedes mig 3000 Kroner aarligt som ekstraordinær Docent. Han og Hørup[LXXV] skulde sætte Sagen igennem.
Jeg blev i Berlin samvittighedsfuldt underrettet om alle de Stadier, denne Sag efter dansk Vis gennemgik. Den gav Anledning til omstændelige politiske Forhandlinger, til hvad man respektstridigt turde kalde det uendelige Sludder om Ingenting; men Berg var sikker paa sin Magt til at gennemføre Bevillingen, især da man i Fischer[LXXVI] havde en Minister, som var den gunstig. Sagen blev trukket ud fra Midten af Juli til Slutningen af December. Da Finansudvalget samledes |331| for at give sin Betænkning den sidste Form og intet andet var tilbage end at Navnene skulde underskrives, erklærede Kammerherre Jacob Scavenius[LXXVII] pludselig, at han ikke vilde stemme for Bevillingen til mig, og Højre sluttede sig til ham. Derpaa afgav Grev Holstein[LXXVIII] selvsamme Erklæring paa egne og Frede Bojesens[LXXIX] Vegne. Sagen maatte da gaa til Afstemning, og ved den fik Bevillingen 8 Stemmer mod 7. Berg[LXXX] og Hørup[LXXXI] mente endnu at kunne faa Flertal for den i Folketinget, uagtet Høgsbro[LXXXII] dèr ogsaa var imod mig; men saa bad Ministeren Fischer[LXXXIII] Berg[LXXXIV] om at lade Sagen helt gaa ud, da han ikke mere kunde (ↄ: turde) gaa ind paa Bevillingen. Han frygtede som i 1875 for sin Taburet. Han reddede den dog ikke længe; thi da Højre ikke længer følte sig tryg overfor ham, og da man havde bragt i Erfaring, at han havde legitimeret og opdrog to uægte Børn, han i sin Ungdom havde faaet, beskyldte Topsøe[LXXXV] ham for Connivens med »den frie Kærlighed«, og han maatte gaa af. Kammerherre Scavenius[LXXXVI] overtog Embedet.
Iblandt mine Breve til norsk Dagbladet var der i September 1879 et, hvori jeg refererede Indholdet af en Bog Menneskehedens Fordomme, som en gammel Østerriger ved Navn Lazar Hellenbach[LXXXVII], en politisk reaktionær Forfatter, havde skrevet og sendt mig. Det var ikke i Drømme faldet mig ind, at den Artikel kunde vække Opsigt eller forarge; jeg levede jo i et kultiveret Samfund, hvor Publikum kunde høre meget uden derfor at have den Fornemmelse, at Ørerne gik af. Stadigt paany glemte jeg Indskrænketheden, Dumfromheden og Hadet i Norden.
Lazar Hellenbach[LXXXVIII] bekæmpede den Mening, at Jorden var overbefolket, men havde etsteds betingelsesvis skrevet, |332| at ifald Jorden virkelig var det, saa vilde det, saa længe Elendigheden i de laveste Klasser var saa stor, som den er, være mere humant at lade de fattigstes Smaabørn dø en smerteløs Død end at udsætte dem for den Sult og den Nød, som saa ofte venter dem.
Denne ligegyldige, i ethvert Tilfælde aldeles uskyldige Sætning, hvilken jeg endda slet ikke havde overtaget for min egen Regning, men blot gengivet som Hellenbachs[LXXXIX], gav Anledning til den stærkest fygende Storm af Mundsvejr, der endnu havde blæst imod mig. Meget havde man jo tilforn beskyldt mig for; men selv for Spøg havde dog Ingen endnu anklaget mig for at ville myrde Smaabørn. Denne Anklage blev nu Løsenet.
I norsk Morgenbladet rettede en Hr. M. Færden to svære Artikler mod hint brødefri Brev, saa det norske Dagbladet maatte forsvare Tilladeligheden af den frie Diskussion imod ham. Men det var i Danmark, at Molboforbitrelsen i den Anledning for Alvor gik grassat. Dèr lykkedes det at ophidse de velsindede Krese til det Yderste imod mig i Anledning af mit planlagte Masse-Barnemord. Ploug[XC] klippede snildt et Brudstykke ud af hint Referat og indrykkede det i sit Blad under Overskrift Et fordomsfrit Forslag med den ganske usandfærdige Indledning, at jeg havde anbefalet Hellenbachs[XCI] Bog. Jeg havde kun skrevet: »Denne Bog af en gammel østerrigsk Skribent fortjener en Gennemlæsning (...) Bogen er hverken genial eller i nogen fremspringende Grad original; men den er tankevækkende og selve Æmnet [Menneskehedens Fordomme] er et godt Indfald.« Fædrelandets Læsere skulde imidlertid bringes til den Tro, at jeg ikke blot havde anbefalet Bogen, men særlig hint barnemorderiske Forslag. Jeg havde i min Artikel endda udtrykkelig skrevet: »Da Forfatteren jo ikke tillægger Overbefolkningen Skylden for de ejendomsløse Klassers Nød, |334| tvivler han selvfølgelig ikke paa, at der gives andre og bedre Midler imod Nøden end Barnemord.« Men denne Sætning udelod Hr. Ploug[XCII]; umiddelbart foran den standsede han sit Citat.
Saaledes lykkedes det at faa de skikkelige Kjøbenhavnere til endnu engang at korse sig af Harme over min Immoralitet.
Neppe var denne Indignation traadt en Smule i Baggrunden, før der i den danske Presse igen blev hidset til Forbitrelse imod mig. Jeg havde i Oktober 1879 i Academy omtalt nogle nye nordiske Bøger, deriblandt Kiellands[XCIII] første Novelletter, alle med Ros, kunde altsaa ikke denne Gang beskyldes for Nedsætten af det Hjemlige; men der rejstes saa i Dagbladet et Skrig over at der var andre Forfattere, jeg ikke havde omtalt, navnlig Bladets Redaktør, Hr. Topsøe[XCIV]. Jeg havde imidlertid heller ikke nævnt Henrik Ibsen[XCV], hvem jeg dog stod adskilligt nærmere. Man tog intet Hensyn dertil, gik derimod løs paa min Tendens »den blinde Hyldest af den saakaldte moderne europæiske Kultur, hvorved ifølge Dr. Brandes’[XCVI] Dogmer forstaas Darwinismen, Positivismen og Naturalismen«.
Endnu langt stærkere Slag paa Gonggongen i Danmark foraarsagede en Oversigtsartikel over Dansk Literatur i 1879, som jeg paa indtrængende Opfordring fra Redaktionen for Meyers store Konversationsleksikon havde skrevet til et af dette Foretagendes aarlige Supplementhefter. Det var et af disse sure Pligtarbejder, jeg for det daglige Brøds Skyld ikke turde afslaa, kedsomt og besværligt som det var, især for mig, der i Udlandet ikke kunde følge med alt hvad der udkom i Kjøbenhavn. Selvfølgelig skrev jeg Artiklen samvittig|334|hedsfuldt (med samme Art Samvittighedsfuldhed, som den, hvormed man retter Korrektur); men iøvrigt tillagde jeg den ikke ringeste Vægt; den skulde og maatte ikke engang undertegnes. Artiklen var tilmed ikke helt af mig selv; thi da jeg i Berlin ikke havde set Danmarks nyeste historiske Literatur, havde Forfatteren Herman Schwanenflügel[XCVII] vist mig den Velvilje at fuldstændiggøre min rent literære Oversigt med en over Aarets historiske Publikationer.
Den hele Artikel var 3 1/2 Side stor. Den Hensigt at gøre Propaganda eller nedsætte laa mig saa fjern, som den at ville henlede Opmærksomheden paa mig selv. Jeg havde i Oversigten end ikke nævnt mig. Men da jeg jo nu engang hørte med til dansk Literatur, fandt Redaktionen det urimeligt, at jeg blev helt forbigaaet, og tilføjede derfor en enkelt Linje om mine Hovedstrømninger, den iøvrigt uheldige: »som banede Vejen for en ganske ny Betragtning af den moderne Digtning«. Redaktionen foretog uden mit Samtykke desuden adskillige andre Tilføjelser og Ændringer. Artiklen var jo navnløs. Paa Indersiden af Heftets Omslag, der faldt bort ved Indbindingen, fandtes imidlertid alligevel mit Navn, om end med ganske smaa Bogstaver, i den lange Liste over Medarbejderne.
Da jeg var klar over, med hvilken Politi-Lidenskab man i Kjøbenhavn spejdede efter mit Navn, hvor det end kom frem i Udlandet, sendte jeg, straks som Heftet kom mig i Hænde, Hr. H. I. Meyer[XCVIII], Leksikonnets Udgiver, et Brev, hvis Koncept jeg bevarede, hvori jeg meddelte ham, at der af Leksikon-Supplementets Redaktion var foretaget »saa væsenlige, saa uforstandige, til Dels meningsforstyrrende Forandringer« i min Artikel, at jeg ikke kunde tage Ansvaret for den paa mig. »Jeg maa«, skrev jeg, »derfor til min Beklagelse anmode Dem om at lade en Notits, der fralægger mig Forfatterskabet, blive optaget i Korrespondensbladet til |335| næste Hefte og bede Dem tilstille mig samme.« Jeg gav en Række Prøver paa de foretagne Ændringer og sluttede: »Endelig har man havt den utrolige Smagløshed at lægge mig en Ytring i Munden, i hvilken jeg (tilmed paa den urimeligste Maade) roser mig selv.« – Det var vel kun en eneste Linje, og jeg vidste vel, at intet Menneske i Tyskland vilde agte paa den; men, som jeg i mit Brev bemærkede, »i Danmark, hvor jeg har adskillige Fjender, vil den blive læst Ord for Ord.« I det Svar, jeg modtog, hed det: »Det Skete gør os uendelig ondt, og vi beder Dem kun om ikke at tage Sagen saa tragisk, som Deres Brev fremstiller den, og hvortil De desværre har fuld Berettigelse.« Ikke desmindre sluttede Brevet med, at Redaktionen »af letforstaaelige Grunde« ikke kunde beslutte sig til at fralægge mig Forfatterskabet.
Da der gik fulde tre Uger, uden at Dagbladet og Fædrelandet i Kjøbenhavn gjorde Anskrig, tænkte jeg, at man maaske denne ene Gang havde fundet Anledningen for ubetydelig eller havde overset mit Navn paa Omslagets Inderside; men nej! Der maatte kun hengaa den Tid, som udkrævedes, for at Heftet naaede det store kongelige Bibliotek i Kjøbenhavn, Arsenalet for Vaabnene imod mig.
Artiklen blev i de danske Blade gengivet med sædvanlig Perfidi. Det gjaldt om at godtgøre, jeg alene roste mine »Venner«, Byen var jo ikke større, end at Alle vidste, jeg kendte Professor Schiödte[XCIX]. Følgelig hed det, at jeg favoriserede ham, og i Fædrelandet blev derfor de stærke Lovord, jeg havde udtalt om Japetus Steenstrup[C], oversprungne. Byen var fremdeles ikke større, end at Alle vidste, jeg kendte Historikeren Fridericia[CI]. Følgelig fremhævedes, hvad jeg havde sagt om ham, skønt han var den Historiker, der havde faaet kortest Omtale, og man udelod det langt udførligere, som fandtes om Birket-Smith[CII] og Troels-Lund[CIII]. Hele |336| Byen vidste, at jeg kendte Professor Goos[CIV]. Følgelig angreb Dagbladet(!) mig lidenskabeligt for den gunstige Omtale, et Værk af Goos[CV] havde faaet, medens A. W. Scheel[CVI], Aagesen[CVII], Nellemann[CVIII] ikke var nævnte osv. Og Dagbladet, som aldrig lod en Lejlighed til at stemple mig som Landsforræder gaa forbi, sluttede da den første af sine Artikler med den sacramentale Vending: »Det gamle Ord, at det er en daarlig Fugl, som besudler sin egen Rede, bør holdes i Agt.«
Professor Johannes Steenstrup[CIX], der med en ikke altid lige klædelig Fanatisme gerne skrev hele Spalter om en Notits af mig paa nogle Linjer, anklagede mig ikke blot anonymt i Kjøbenhavn, men med sit Navn i Paris, hvor Revue Critique blev underrettet om alt det Hæslige, min Leksikonsartikel indeholdt. Da jeg i et Brev til Gabriel Monod[CX] tog til Genmæle, svarte denne køligt, at Professor Steenstrup[CXI] sikkert vidste Besked angaaende hvad han skrev om. (24 Aar senere talte Monod til min Ære paa Banegaarden i Paris). Jeg maatte da henvende mig til Tidsskriftets anden Leder, Gaston Paris[CXII], som svarte venskabeligt og lovede mig Oprejsning.
(For at sikre sig den attraaede Upartiskhed i Meyers Konversationsleksikon fik man Redaktionen af dansk Literatur for de senere Udgaver overdraget Hr. Julius Paludan[CXIII].)
Et eneste Blad forsvarede mig, det da nylig stiftede Dags-Avisen, i hvilket nuværende Overretssagfører A. Cantor[CXIV] skrev et veltalende Indlæg, som paaviste alle de grove Forvanskninger af mine Udtalelser i Dagbladet og Fædrelandet. Han skrev: »Ingensinde har jeg læst en saa glimrende, i al sin Kortfattethed skarpt pointeret, Fremstilling af dansk Literatur; aldrig har et tysk Leksikon omtalt Danmarks Forfattere og literære Bevægelser saa udførligt, med saa fin Opfattelse, saa levende Sympati (...) Dagbladet lader Dr. |337| Brandes[CXV] besudle sin egen Rede. Og dog er Sandheden den, at han gør Alt, for i Udlandets Øjne at forskønne den Rede, som der desværre ogsaa er nok herhjemme til at besudle.«
Dags-Avisen var imidlertid et nyt Foretagende og ude af Stand til at holde sig mer end i nogle Aar. De gamle Aviser bestemte den offentlige Mening i Danmark, og Redaktørerne havde lovet sig selv, at overfor mig skulde denne ikke falde til Ro.
I de Dage hændte der mig en ubetydelig Begivenhed, et rent Intet, som ikke desmindre gjorde det dybeste Indtryk paa mig. Jeg gik gennem Thiergarten med rask Gang, da jeg kom til at krydse Forfatteren Hans Hopfen[CXVI], som var til Hest. Han holdt Hesten an, da han saa mig, og vi fulgtes et Stykke ad, han ridende i Skridt, jeg gaaende. Da jeg paa hans Bemærkning, at jeg saa noget medtaget ud, meddelte ham Grunden, det utrolige Spektakel i Anledning af en uskyldig Artikel i et Leksikons-Supplement, Beskyldningerne for Selvros og for hadefulde Udtalelser om Fædrelandet, studsede han højligt, standsede Hesten, gav mig Haanden og sagde blot disse Ord: Liebenswürdige Menschen, Ihre Landsleute! Ordene slog ned i mig som sjældent Ord. Med Et saa jeg mine Landsmænd, som han saa dem, som jeg trods Alt ikke før havde set dem, og det formelig rystede mig.
Jeg følte mer end Afstand mellem mig og mine hjemlige Angribere; de var mig saa ulige, som om jeg beboede en anden Klode.
Jeg levede, det vil sige: en ubevidst Verden levede i mig, og jeg forstod langtfra altid selv mine indre Oplevelser. |338| Af og til var det, som bristede Mure for mit Blik, og der aabenbarede sig for mig Syner saa glødende og farverige i Guld og Purpur, som var jeg Vidne til en Solopgang. Af og til var det som bristede Grunden i mit Sjæleliv, paa samme Maade som vulkanske Bjerge slaar Revner; jeg følte Lavaen syde dernede, fornam det, som vilde Bjerget spy Ild. Ofte var jeg lutter anspændt Opmærksomhed, Argus med de hundrede Øjne, iagttog, tilegnede mig alt Seværdigt i det store mig fremmede Samfund, hvor jeg havde fundet min Plads. Til andre Tider var jeg lutter Handlekraft, Briareus med de hundrede Arme, følte mig i Stand til at foretage aandelige Idrætter og Omvæltninger, der skulde spores hundred Aar efter. Nu og da var jeg helt en Drømmer, gik om som en Søvngænger, formende Billeder, tilskærpende Tanker, som man i Oldtiden skærpede Pile og Spyd, betaget af mit indre Fatamorgana, optaget af Arbejdet i mit indre Værksted, helt fortabt i mit Eget. Naar jeg da gik i det Fri og Luften skælvede, og den fine stærke Duft af Jord, Blade, Blomster, Skovens smaa og store Dyr, slog mig i Møde, mens Skæret fra Himmelhvælvingen, Glimtene af Sol fyldte mine Sanser og steg mig til Hovedet, kunde jeg være som blændet og beruset. Planter, Fugle, Insekter var mig som Ildtunger af selve den Livets Ild, der glødede i Jordens Indre. Myggenes hvirvlende Dans, Biers og Vespers Summen, Bladenes lette Knitren for Vinden, alle disse Lyd gav Genklang i mit Indre. Alnaturen var da om mig og i mig. Gud var i mig og fyldte mig, saa det var, som om mit Hjerte skulde sprænges.
Var der noget paa Jorden, som ikke sysselsatte mig, saa var det mine fromme, gudhengivne, danske Hadere, hvad de tænkte eller følte eller pønsede paa. Jeg sagde som Siegfried i Wilbrandts[CXVII] Kriemhild:
Aldrig i Verden kunde det falde mig ind at fordybe mig i en Bog af Rudolf Schmidt[CXVIII], Paludan[CXIX], Topsøe[CXX], Steenstrup[CXXI], en Artikel af Ploug[CXXII], Rosenberg[CXXIII] eller Præsterne, i Haab om der at finde noget, jeg kunde angribe dem for. De eksisterede simpelthen ikke for mig, jeg skænkede dem aldrig en Tanke, læste aldrig et Ord af dem undtagen nødtvungent, naar deres Udfald imod mig selv blev sendte mig ind i Huset, og de ophidsede den nordiske Læseverden imod mig, saa jeg maatte prøve et Forsvar. Jeg levede mit eget Liv. De derimod sad imens og levede snyltende med i et Vrængbillede af mit. Det var dem ikke nok at have fordrevet mig af Landet; de spejdede efter mit mindste Skridt, lurede paa hver ringeste Lejlighed til et Overfald, lyttede til den ubetydeligste Ytring, jeg fremkom med paa et engelsk eller tysk Blad Papir, for at gøre et frygteligt Væsen deraf. Intet oversaa de, intet overhørte de; de var som skabte til Detektiver.
Liebenswürdige Menschen, Ihre Landsleute! havde Hopfen[CXXIV] sagt.*
Det var mig umuligt at komme videre i mine Studier over den franske Romantik. Jeg savnede i altfor høj Grad |340| Materiale. Jeg maatte til Paris at købe Bøger, havde jo desuden Aaret forud anonymt faaet en lille Sum Penge til en Pariserrejse.
I Slutningen af September 1879 gensaa jeg da efter ni Aars Forløb Paris. Indtrykket var langt stærkere end jeg havde ventet; jeg gennemløb en Kæde af Sindsbevægelser, følte først Svimmelhed, saa Glæde. Byen virkede i de første Øjeblikke paa mig som Glans, som straalende Liv. Jeg ankom om Aftenen, men maatte straks ile ud i Paris at gense min Ungdoms Steder, de forskellige Huse, hvor jeg havde boet, og Tuileriernes Ruiner og Operaen, der skinnede i det elektriske Lys, som var mig nyt i Paris.
Pludselig følte jeg nu, at mit Forhold til Tyskland tiltrods for al Velvilje, jeg der havde mødt, aldrig havde været andet end et Fornuftægteskab; og at det var Frankrig og Italien, hvortil bestandig mit Hjerte drog mig.
Byen var endnu Gambettas[CXXVIII], Emil Zolas[CXXIX] og Sarah Bernhardts[CXXX] Paris. Med Zola[CXXXI] havde jeg brevvekslet. Sarah saa jeg med dyb Fornøjelse paa Théâtre français i Hernani og L’Etrangère, skønt hun spilte skødesløst, ordnede sin Dragt midt imellem patetiske Repliker. Hendes Stemme var en uimodstaaelig Musik.
Blot jeg paa Nationalteatret saa to gamle Stykker som Sedaine’s[CXXXII] Filosofen uden at vide det og Augier’s[CXXXIII] Hr. Poirier, blev jeg mig bevidst, at jeg i ni Aar ingen saadan Kunstnydelse havde kendt.
Got[CXXXIV], Delaunay[CXXXV], Laroche[CXXXVI], Croizette[CXXXVII], Barré[CXXXVIII], det var en underfuld Sammensmeltning af store Talenter. Ikke mindre henrykt var jeg over Bearbejdelsen af Zola’s[CXXXIX] L’Assommoir paa L’Ambigu – Spillet var trods Stykkets Ringhed fuldendt, Gil Naza[CXL] som Copeau, det var Mesterskabet. Smeltende var Scenen med Konen og Barnet, hvor de bringer ham hans Suppe – »den lugter saa godt, at man kunde |341| komme den paa sit Lommetørklæde« – og hvor han rider Ranke med den Lille – det var langt mer end hvad Digteren havde givet. Gervaises hele sørgelige Rolle var sjælfuld, ulasteligt fin og skøn. De spøgende Scener gik ypperligt som de tragiske. Skønt Handlingen var omarbejdet for Galleriet, greb dens Sandhed. Den Mængde Arbejdere, der fyldte Salen, applauderede, saa Teatret undertiden var lutter larmende Jubel.
Jeg saa den dejlige Alice Regnault[CXLI] i det letfærdige Stykke Jonathan. For hendes Skønhed havde jeg sværmet, da jeg sidste Gang var i Paris. Hvad havde jeg ikke givet for da at turde sidde ved hendes Side! Ak, det hændte mig først 23 Aar efter, da jeg en Dag hos Octave Mirbeau[CXLII] førte hans Frue tilbords.
Den meste Del af Dagen tilbragte jeg paa Bogjagt med Bogindkøb. Dog størst Glæde havde jeg af de Franskmænd, der kunde lære mig noget. Da paa denne Aarstid Mænd som Taine[CXLIII] og Renan[CXLIV] var fraværende fra Paris og da Philarète Chasles[CXLV] ikke mere var blandt de Levende, maatte jeg efter Raad fra Taine[CXLVI] søge nye Bekendtskaber.
Anatole Leroy-Beaulieu[CXLVII], der var en nær Ven af Georges Noufflard[CXLVIII], havde skrevet om mig i Revue des deux mondes; men ham traf jeg desværre først ved senere Besøg i Paris. Derimod lærte jeg Emile Boutmy[CXLIX] at kende og havde rigt Udbytte deraf. Jeg havde længe beundret ham for hans lille Bog om Den græske Arkitekturs Filosofi, som jeg satte højt over Taines[CL] Filosofi af den græske Kunst. Nu havde han ganske forladt Arkæologien, og havde viet alle sine Kræfter til den Skole for de politiske Videnskaber, som han med Bistand af Frankrigs bedste Mænd havde oprettet. Det |342| er den, der endnu bestaar som den afgørende Skole for franske Diplomater.
Smuk, stilfærdig, livfuld og klar som Boutmy[CLI] var, gjorde han et velgørende Indtryk. Jeg gensaa ham ikke før i 1904, da Fru Taine[CLII] en Dag indbød os til Frokost sammen. Da var han næsten blind, kunde kun gaa ledet af sin lille Adoptivdatter, men var overfor mig ganske den samme. Der var nu den Forskel i hans Væsen, at lystige Bemærkninger om Pariserforhold, som dem, han i sin Ungdom kom med, hørtes ikke mere fra hans Læber. Livligheden var forsvunden, ene Klarheden var bleven. – Aaret efter var han død.
Han talte dengang længe med mig om den franske Romantik. Efter hans Opfattelse var den i Grunden slet ikke romantisk un faux romantisme, classique au fond. Det franske Naturel var latinsk og klassisk; hvilke Spring og Sving det end foretog sig, det faldt altid tilbage til Klassicitet.
Han delte ikke mine varme Følelser for Ludovic Vitet[CLIII], paastod, at han havde været Madame Duchatel’s Elsker, at han gennem hende havde opnaaet Grev Duchatel’s[CLIV] Beskyttelse og skyldte den sin Carrière. Han fandt det pudsigt, at Vitet[CLV] derefter havde skrevet Grevens Biografi. Men nogen Aarsagsforbindelse mellem Grevindens mulige Hengivenhed for Vitet og dennes Forfremmelse er umulig. Thi Grev Duchatel[CLVI] giftede sig først i Slutningen af 1837; han havde været uadskillelig Ungdomsven af Vitet, og denne var allerede 1836 Medlem af Statsraadet.
Jeg troer, dette er den eneste urigtige Antagelse, hvori Emile Boutmy[CLVII] har gjort sig skyldig.
En anden udmærket Mand, hvis personlige Bekendtskab jeg da gjorde, var Gaston Paris[CLVIII], der allerede dengang var navnkundig, om han end ikke endnu var betragtet som sit Fædrelands Hæder. I sine første Ord til mig mindede han mig om sin gamle Anmeldelse af min lille Bog om Den franske Æstetik og meddelte mig, at Francis de Pressensé[CLIX] havde skrevet om min Beaconsfield[CLX] i Journal des Débats.
Gaston Paris[CLXI] var paa dette Tidspunkt i Slutningen af Trediverne. Han havde da ikke endnu den Højhed og Værdighed over sit Væsen, som senere kom til, var hurtig, ungdommelig, meddelsom, paa Tomandshaand uforbeholden. Han havde vel allerede da længst lagt Grunden til sit umaadelige og epokegørende Livsværk; men der sad noget af Studenten i ham endnu. Han kunde tale et Par Timer i Træk, sprang med livfulde og slaaende Vendinger fra ét Æmne til et andet.
Han indbød mig til en overdaadig Middag hos Noël Peters i Passage des Princes og fortalte under Maaltidet uafbrudt.
Han var, sagde han, tilfreds med sin Stilling, saa beskeden den end var og saa lidt den indbragte ham om Aaret. Paa Indvendingen, at man i Norden vilde ansé en Indtægt som hans for rundelig, fulgte det muntre Svar: »Aa, Forholdene hos Jer kan man ikke sammenligne, I er vante til at dø af Sult.«
Han levede, sagde han, alene for sin Videnskab, var ikke som About[CLXII] og Renan[CLXIII], der kendte Prins Napoleon[CLXIV]: »Jeg kender ingen Prinser, har aldrig kendt nogen.« Han beklagede sig over Brødrene Goncourt[CLXV]; de havde efter hans Paastand faaet ham fordrevet fra de berømte literære Middagsmaaltider hos Restauratøren Magny. Da Sainte-Beuve[CLXVI], |344| som havde indtaget Forsædet, var død, og Brødrene tilligemed Paul de Saint-Victor[CLXVII] genoprettede denne Selskabelighed, havde de udelukket Paris som altfor borgerlig.
Han gjorde sig forøvrigt paa ganske uborgerlig Maade lystig over store Kunstneres erotiske Letsindighed, dvælede længe ved Victor Hugos[CLXVIII] bekendte Historie med Fru Biard[CLXIX], da han ved Politikommissærens Komme i bar Skjorte krøb ud ad Vinduet og siddende paa Husets Tag ved sin Anholdelse erklærede: »Jeg er Pair af Frankrig«. – Han kunde ogsaa smaa Historier om Théophile Gautier[CLXX], der havde sine Døtre med Ernesta Grisi[CLXXI], Sønnen Toto[CLXXII] med en anden Dame, og som havde brudt med Ernesta[CLXXIII], fordi hun beskyttede Forbindelsen mellem Datteren Judith[CLXXIV] og Catulle Mendès[CLXXV], hvortil Faderen ikke vilde give sit Minde, og som fik en saa uheldig Udgang. Gaston Paris[CLXXVI] havde rejst med Gautier[CLXXVII] i Spanien og fortalte, hvorledes han paa Restauranter dér højrøstet havde raset mod les bourgeois, der begik enhver kønslig Nedrighed, medens han selv havde anbragt alle sine Bastarder i gode Huse, forsaavidt han ikke kunde overkomme at opdrage dem personligt. Paris havde forgæves tysset paa Gautier[CLXXVIII].
I Alt, hvad han fortalte, fandt han en komisk Pointe. Han gav en meget satirisk Skildring af en ung siciliansk Forfatter, der i disse Dage havde plaget ham og bestandig klaget over, at hans afsides beliggende Fødested og Opholdssted forhindrede ham i at opnaa det Ry, hvorpaa han mente at have Krav. »Som om Stedet, hvor man er født, gjorde noget til Sagen!« Og med en artig Bøjning imod mig: »De er født i en Afkrog et vous vous êtes fait connaître partout.«
Gaston Paris[CLXXIX] talte ogsaa om sin enlige Stand, og forklarede mig humoristisk Umuligheden for ham af nogensinde at gifte sig. Han vilde ikke gifte sig paa fransk Vis med en ung Pige, han ikke forud kendte noget til og ikke kunde |345| lære at kende, før han allerede var optraadt som Frier. Der stod da tilbage at gifte sig med en Udlænding. Men at vælge sig en tysk Brud var nu for Tiden alt for urimeligt; han burde da hellere tænke paa en engelsk; dog de Ferier, han kunde tilbringe i England, var for korte til det rette Valg. Hvad stod der tilbage? En Enke var det eneste. »Men hvor finder jeg Enken?«
Besynderligt nok, da Paris senere blev gift to Gange (1885 og 1891), var det begge Gange med Enker.
Som bekendt er Gaston Paris[CLXXX] Grundlæggeren af den moderne Romanisme, og han fik Elever, saavidt Civilisationen strækker sig. Han var fremfor Nogen Initiativets Mand, stillede Opgaverne og satte Andre i Arbejde for hele deres Liv. Han havde den Kundskabstrang, der hos de Fleste slukkes saa tidligt, levende og stærk til sin sidste Dag. Han besad en saa udviklet konstruktiv Fantasi, at hans kritiske Formodninger blev bekræftede ved Fund af nye Aktstykker Aaringer efter at de var udtalte. Han var Sprogforsker, Tekstkritiker, Folklorist, Literaturhistoriker, og trods sin Forsknings strengt videnskabelige Karakter Stilist, ikke blot naturlig og nøjagtig, men formfuldendt og elegant.
Danmark skylder ham Kristoffer Nyrops[CLXXXI] Udvikling til Romanist af første Rang.
Da jeg senere hen efter mange Aars Forløb paany kom til Frankrig, var Navnet Gaston Paris[CLXXXII] imedens vokset saa stærkt, at jeg undsaa mig ved at gøre Bekendtskabet gældende. Men Paris lod mig lige straks høre fra sig. Og i de følgende Aar erfor han aldrig, at jeg var i Byen, uden at sende mig Bud og indtrængende Indbydelse til sin berømte Salon. Jeg forsømte den aldrig. Man traf jo der foruden ham selv |346| Frankrigs ypperste Mænd. Og dog var hans egen Person altid Hovedtiltrækningen. Han var mere end en stor Lærd; han var en stor Mand til det Sidste, Den tro, hvem han en Gang havde rakt Haanden. Han var en Karakter; hans Væsen bestod ikke af den Gelée, som oftest er offentlige Personligheders Substans i Norden. Han er død, Boutmy[CLXXXIII] død, mine Ungdomsvenner uden Undtagelse døde, næsten alle de udmærkede Tyskere, jeg i Berlin omgikkes, for længe siden døde. At se tilbage over sit Liv er som at vandre over én Kirkegaard efter den anden.
Min Broder Ernst[CLXXXIV] traf sammen med mig i Paris. Det var nogen Tid siden, vi havde set hinanden daglig. Han var to Aar yngre end jeg, men havde, siden han blev voksen, staaet overfor mig som den ældre og forstandigere. Han var den klogeste af os Brødre, praktisk anlagt, tidligt opdraget til Pengeforretninger og Bankvæsen, udrustet med levende Interesse for Statsøkonomi. Saasnart han i en ung Alder havde fortjent sig en lille Formue, trak han sig ud af Forretningerne og levede for sine Studier. Han kom kun til at udgive en eneste Bog Samfundsspørgsmaal (1885), men blev nogle Aar efter dette Tidspunkt Journalist og endnu senere Bladudgiver.
For mig havde han, lige til jeg var et Stykke op i Trediverne, været Raadgiveren i alle praktiske Anliggender og den, som i vanskelige Øjeblikke forstrakte mig med Laan. Vi havde altid havt samme Bekendtskabskres og kom udmærket ud af det med hinanden.
En Aften traf vi i Théâtre français Krøyer[CLXXXV], der forestillede den unge, Dionysos lignende, svenske Maler Ernst Josephson[CLXXXVI] for mig. Krøyer[CLXXXVII] havde jeg kendt fra han var |347| Dreng; som halvvoksen havde han første Gang tegnet mig i det Berghske Hus, og siden blev vi Kamerater for Livet. Krøyer[CLXXXVIII] og Josephson[CLXXXIX] opfordrede os Brødre til den næste Dag at spise til Middag sammen med dem.
Det blev en uforglemmelig Middag. Krøyer[CXC] og Josephson[CXCI], der nærede den største Uvilje mod de anerkendte Restauranter, havde efter Kunstneres Vane opsporet en lille uanselig Marchand de vin, der besad en Bagstue med et rundt Spisebord – den snevreste og uhyggeligste Stue af Verden – hvori der imidlertid anrettedes god borgerlig Mad. Her blev vi installerede, og til en Begyndelse var jeg for min Del ikke synderlig fornøjet med Arrangementet. Men da Suppeterrinen kom paa Bordet og da den paa fransk Vis indeholdt en kraftig, herligt duftende Kødsuppe, en rigtig Familiesuppe, steg det gode Lune hos os alle. Og efterhaanden blev Samtalen til den nydeligste Kvartet. Krøyers[CXCII] lyse Sind og indtagende Elskværdighed, Josephsons[CXCIII] Originalitet, Entusiasme og bakkantiske Overgivenhed, min Broders drøje, sunde Sans og min egen Fornemmelse af Velvære ved Selskabet fik efterhaanden i den snevre Stue (hvor der ikke var Plads nok bag Stolene til at Pigen kunde sætte Tallerkenerne omkring, men hvor mer end én udmærket Flaske Vin blev trukket op og tømt) Humøret til at spille i alle Farver og anslaa alle Tonarter i Dur.
Der var et Besøg, jeg straks efter min Ankomst til Paris havde Trang til at aflægge. Jeg var spændt paa at gense min første Ungdoms Veninde, Frøken Louise[CXCIV]. Vi var stadig forblevne i Forbindelse med hinanden, og hun havde brevligt holdt mig à jour med de forskellige Giftermaalsplaner, der hos hende som praktisk fransk Kvinde stadigt |348| var oppe, indtil hun kom i Havn. Jævnlig havde hun henvendt sig til mig om Raad til Overvindelse af Vanskeligheder, der stillede sig i Vejen for dette eller hint Ægteskabsprojekt. Lykkedes det ikke at overvinde dem, skrev hun resigneret: Encore un mariage manqué! Dog nu havde hun allerede i flere Aar været en brav Embedsmands Hustru og beboede en god Lejlighed i Rue Pigalle. Hendes Navn var, som en Heltindes hos Mérimée[CXCV], Madame de Turgis[CXCVI].
Hun modtog mig uden Sindsbevægelse. Hendes Skikkelse var bleven sværere, hendes Træk lidt udviskede; men hendes Farve var sund og hendes Øjne klare. Hvad heftigere Følelse hun for ni Aar siden kunde have næret for mig, var slukt til sidste Gnist. En sat Venskabelighed var det eneste, som var tilovers. Hendes største Sorg var nu den, at hun var barnløs; hun klagede bittert derover. Hun var heftigere klerikal end i sine yngste Dage, mente, at Europa ringeagtede Frankrig, siden det havde givet en Person som Gambetta[CXCVII] Indflydelse og Magt.
Hendes Mand, der kom til, viste sig at være forstandig og velopdragen, en kraftig Mand paa en fyrretyve Aar.
Som gammel Ven af Fruen blev jeg indbudt til Middag en af de følgende Dage. Men ak! Dèr faldt jeg igennem. Den Omstændighed, at jeg nu var bosat i Berlin, havde paa Forhaand stemt min tidligere Veninde til Mistænksomhed; hun havde kendt mig, da ingen Tanke laa mig fjernere end den at tage Ophold i Tyskland. Hendes Prøjserhad var saa flammende, som det havde været i Krigens Tid. Ved Bordet faldt Talen paa Moltke[CXCVIII], hvem Fruen[CXCIX] kort og godt betegnede som Blodhund. Da jeg sagtmodigt tog til Genmæle og vilde forklare hende, at Feltmarschallen[CC] sikkert ikke var personligt blodtørstig, men en omhyggeligt forberedende og sindrigt beregnende General, brast det imellem os. Medens hendes Mand høfligt gav mig Ret, saa jeg paa hendes Miner, at |349| dette blev vor sidste Samtale i Livet. Hun ytrede iskoldt blot disse Ord: »De har forandret Dem meget«. – Vi rejste os fra Bordet, jeg sagde Farvel, og har aldrig set hende mere.
Rigt forsynet med Bøger rejste jeg tilbage til Tyskland og efter en foreløbig Gennemlæsning af de vigtigste blandt dem tog jeg i Slutningen af Oktober til Kjøbenhavn for ved Universitetet dèr at holde Foredrag over den romantiske Skole i Frankrig. Jeg formede under anstrengende Arbejd disse Foredrag, mens jeg holdt dem; det var Udkastet til Hovedstrømningernes femte Del.
Jeg ankom, netop som det gode Selskab i Kjøbenhavn stod paa den anden Ende af Harme over mine Planer til at myrde de Fattiges Smaabørn med Kloroform. Mine Venner anmodede mig om at fralægge mig Beskyldningen. Selv den gamle Konferensraadinde Hauch[CCI] plagede mig om at gøre et Forsøg paa at faa et Svar til Ploug[CCII] indrykket i Berlingske Tidende; men jeg kunde ikke bekvemme mig til Svar. Jeg lod Sladderen gaa, som den vilde.
En Ugestid efter min Ankomst bragte Studenterne Ploug[CCIII] et Fakkeltog. Jeg mindedes Henrik Ibsens[CCIV] Ord: Stjerne, hav Tak! Mit Hjem er det gamle.
Faa Dage efter mig ankom Bjørnstjerne Bjørnson[CCV] til Kjøbenhavn. Han opsøgte mig straks. Det var en Glæde at se ham sidde i min Moders[CCVI] Dagligstue, bred og mægtig, som hugget ud i Granit. Til hende sagde han: Jeg har altid havt Lyst til at se disse Mødre ....
Opad Dagen skrev han en Billet og bad mig komme hen og tilbringe Aftenen med ham. Han vilde se mig igen: »jeg er jo i forelskelsens stadium«. Han boede hos Hegels[CCVII] |350| i Klareboderne; men Familien var borte, til den første Opførelse af Molbechs[CCVIII] Faraos Ring. Vi talte fortroligt sammen; Bjørnson[CCIX] bad mig om en Anbefaling til Paul Heyse[CCX], da han fra Kjøbenhavn agtede sig til München.
Mens jeg om Sommeren var i Berlin, havde Bjørnson[CCXI] i sine Breve atter og atter forsikret mig, at de moderate danske Politikere, Frede Bojesen[CCXII], Høgsbro[CCXIII] osv., var ivrige for at faa mig kaldt tilbage til Danmark. Han var lidt fornærmet over min haardnakkede Skepsis. Nu, da vi traf hinanden og han vidste, at Berg[CCXIV] og Hørup[CCXV] havde sat Sagen i Bevægelse, gjorde han sit Yderste for at fremme deres Plan, talte med Høgsbro[CCXVI], med Grev Holstein[CCXVII], arbejdede for mig, som var Sagen hans egen. Vanskeligt stillet som jeg i Udlandet var, lod jeg ham og de andre raade. Men mit Hjerte blødte ved Tanken om at komme tilbage. Det var mig da, som vilde al Glæde i det Tilfælde slukkes i mit Liv, og jeg sagde ofte for mig selv disse Karl den Femtes[CCXVIII] Vers af Hernani, hvori jeg dengang fandt min egen Stemning beskrevet:
Min Bekymring var overflødig. Sagen strandede, som alt nævnt, i Rigsdagen, saaledes som den skulde gøre det i de næste tyve Aar.
Nogle Dage derefter var der hos Hegels[CCXIX] stor Middag for Bjørnson[CCXX]. Der var Drachmanns[CCXXI], Schandorphs[CCXXII], Pietro Krohn[CCXXIII], den norske Maler Ross[CCXXIV]. Drachmann[CCXXV] oplæste det smukke Digt til Bjørnson[CCXXVI], som kom til at indlede hans Ungdom i Digt og Sang. Jeg havde Fru Bjørnson[CCXXVII] til Bords, |351| en højst naturlig og elskværdig Dame. Da jeg skemtende spurgte hende, om og hvor længe hun havde delt sin Mands[CCXXVIII] tidligere, ublide Følelser for mig, svarte hun artigt, at hun aldrig havde havt noget imod mig. Da hun viste sig fordomsfri og kvindelig, vovede jeg at tale til hende om et Anliggende, der længe havde ligget mig paa Hjerte, Muligheden af en Forsoning mellem Bjørnstjerne Bjørnson[CCXXIX] og Henrik Ibsen[CCXXX]. Jeg sagde til Fru Bjørnson[CCXXXI]: Er De ikke enig med mig om, at Uvenskabet mellem Deres Mand[CCXXXII] og Ibsen[CCXXXIII] har varet længe nok og savner dybere Grund? – Hun nikkede. – Godt. Ikke sandt, De har gaaet i Skole med Fru Ibsen[CCXXXIV], er altsaa gammel Bekendt af hende. Hvad var da naturligere end at De, naar De nu kommer til München, gjorde hende et Besøg! Hun er en ligesaa forstandig Dame som De. Der er da neppe Tvivl om, at det vil lykkes Dem og hende i Forening at faa de mange Aars beklagelige Misstemning til at ophøre. – Nej, nej! svarte Fruen[CCXXXV], det vover jeg ikke for min Mand. Bjørnson[CCXXXVI] vilde ikke tilgive mig det. – Lov mig i det mindste at tale til ham derom. –
Næste Dag traadte Bjørnson[CCXXXVII] ind til mig og sagde heftigt: Hvad er det for noget, De igaar har sagt til min Hustru[CCXXXVIII]? – Jeg vidste først ikke, hvortil han sigtede; men da jeg forstod det, opretholdt jeg min Paastand, at de to Mænd, der i Forening repræsenterede Norge, burde forsones. Men Bjørnson[CCXXXIX] tog lidenskabeligt til Genmæle; red sin Kæphest, hans Ringeagt for Ordensdekorationer. Ibsen[CCXL] havde Brystet fuldt af Ordener og et helt Hundehalsbaand om sin Hals. Det var usselt. Hellere end at række ham Haanden, vilde han stikke sin Haand i Sop (Paddehatte).
Bjørnson[CCXLI] opholdt sig da ogsaa i München uden at søge Ibsen[CCXLII]. Derimod søgte han – kort før sin Afrejse – Paul Heyse[CCXLIII], traf ham ikke, lagde sit Kort uden Opgivelse af Adresse. Heyse[CCXLIV], til hvem jeg indstændigt havde anbefalet ham, maatte da efterspore ham fra Hotel til Hotel, indbød ham til samme Aften, da Bjørnson[CCXLV] skulde rejse allerede næste Dag, og undlod ikke at udtale nogen Forundring over at være bleven opsøgt saa sent, naar Bjørnsons[CCXLVI] Mening dog var den at gøre hans Bekendtskab. I en Hast fik Heyse[CCXLVII] samlet en Del Venner, der alle kendte noget til Bjørnsons[CCXLVIII] Digtning og skattede den.
Ulykkeligvis var en af de første Ytringer, der ved Bordet faldt fra en Tilstedeværende (Bernays[CCXLIX]), denne ret naturlige: »Vi har jo ogsaa en anden berømt Nordmand her i München.« – Hvem? spurgte Bjørnson[CCL], og da Svaret lød: Henrik Ibsen[CCLI], fulgte fra Bjørnsons[CCLII] Side et kraftigt Ukvemsord. – Kalder De Ibsen[CCLIII] saadan? Hvorfor? – Han har et helt Hundehalsbaand af Ordener. – Er det saa slemt at have Dekorationer? Det har jeg med. – Og jeg med, sagde hans Nabo, Schneegans[CCLIV]. – Jeg med, udbrød Digteren Wilhelm Hertz[CCLV], indtil Heyse[CCLVI] smilende sagde: Jeg selv har ikke blot en Skuffe fuld; men hvad værre er, jeg uddeler Ordener, jeg er for Tiden Maximilianordenens Stormester og giver den bort. – Men Ingen af de Herrer bærer dog Ordener, sagde Bjørnson[CCLVII]. – Ganske vist ikke; men vi kan ikke dømme den, der bærer dem, haardt.
Paul Heyse[CCLVIII] var den Aften yderst livlig, en fortræffelig Vært, fortalte meget, underholdt sine Gæster. Han var som en Harpe; der rørtes ikke ved den, uden at den tonede. Bjørnson[CCLIX], der fik den Idé, at Heyse[CCLX], nervøs som han var, umuligt kunde taale en saadan Ødslen med Aand, brugte i |353| bedste Mening den Vending, at han ødelagde sig ved en saadan aldrig stansende Produktion; han burde ikke anstrenge sig saaledes. Heyse[CCLXI], der var, som han plejede at være, og ikke i mindste Maade anstrengte sig, svarte da skemtende, at han takkede meget for Fritagelsen; til daglig Brug strengte han sig sandelig ikke saaledes an, men han havde troet at maatte til en vis Grad agere Komediant, da han undtagelsesvis havde en saa berømt Mand til Gæst.
Nogle Dage efter fik jeg paa en Gang to Breve om hin Aften. Bjørnsons[CCLXII] begyndte: »Jeg er bange for, det ikke gik godt«. Heyses beskrev alle Enkeltheder. De to udmærkede Mænd havde ikke forstaaet hinanden og ikke havt Tid nok for sig til at sætte sig ind i hinandens Væsen. Men i og for sig passede de daarligt sammen. Det rent Kunstneriske i Heyses[CCLXIII] Natur interesserede ikke Bjørnson[CCLXIV]; Missionæren og Verdensforbedreren i Bjørnson[CCLXV] skræmmede Heyse[CCLXVI].
Oehlenschlägers[CCLXVII] Hundredaarsdag, den 14. November, faldt under mit Ophold i Kjøbenhavn, og Venner af F. L. Liebenberg[CCLXVIII] besluttede at fejre Dagen som en Fest for Oehlenschlägers[CCLXIX] Udgiver og trofasteste Beundrer. Holger Drachmann[CCLXX] havde skrevet et Digt til Oehlenschlägers Ære, Schandorph[CCLXXI] en Sang til Liebenbergs; man bad mig holde Festtalen. Oehlenschlägers Søn[CCLXXII] skulde sidde ved Siden af mig.
Det blev en vellykket Aften. Stemningen var god blandt de mange Forfattere, Kunstnere og Damer, der fyldte Salen. Det var mig kært at bringe vor højtelskede Patriark min Hyldest. Han havde taget sig af mig fra min første Studentertid, gjort Fodture med mig i Nordsjælland, da jeg var 20 Aar, og bevaret mig sit Venskab – ikke uforandret, som |354| man siger, men med stadigt stigende Varmegrad. Gamle Liebenberg[CCLXXIII] var den mest begejstrede Literaturelsker, Danmark har frembragt, og som Personlighed mærkværdig fordi, som jeg engang har udtalt det, hans Hjerte var blødt, men hans Hals var haard. Han var en oprigtig Tilbeder af Poesien; men tillige en djærv Hader af Kristenheden, og han var dog født 1810. Den Tale, jeg holdt til ham, bad han mig nedskrive, og den findes i hans efterladte Erindringer. Han har opdraget og udviklet et stort Antal yngre Mænd ligefra Digteren Hostrup[CCLXXIV] til Billedhuggeren Brandstrup[CCLXXV]. Alle de, han opdrog, forblev ham tro.*
Han havde i det Punkt større Held med sig end jeg. Altsom jeg arbejdede mig i Vejret blev jeg, der for den ældre Slægt stadigt var Genstanden for Afsky, for den yngre Forfatterslægt i Norden mere og mere Brugsgenstanden. I Berlin blev jeg bombarderet med Bøger, man bad mig omtale, og med Manuskripter, man bad mig gennemlæse og rette. Fru Edgren[CCLXXVI] sendte mig sine Noveller i Haandskrift fra Stockholm, og Hr. Alfred Ipsen[CCLXXVII] sine Digte i Haandskrift fra Kjøbenhavn. Under mit daværende Ophold i Danmark blev jeg stærkt belejret af den skrivende Ungdom. Jeg gennemlæste vel Halvdelen af den Literatur, der skulde udkomme til Jul. Der var dem, der viste mig uegennyttigt Venskab som Sophus Schandorph[CCLXXVIII], med hvem det ogsaa var en Lyst at samarbejde. Jeg gav ham Kanevasset til den lille Fortælling Victor Hugo i Newport, som han udførte. Der var andre, hvis Overhæng plagede mig.
Imellem dem var der en, som i de Aar havde debuteret, |355| sendt mig sine første Sager til Berlin og taget mig i Beslag ved yderst livlig Brevveksling. Nu gjorde han i Kjøbenhavn mit personlige Bekendtskab og viste mig en saa paatrængende Hengivenhed, at han gerne stillede om Morgenen tidligt, før jeg endnu havde gjort Toilette, og derefter fulgte mig som min Skygge, naar jeg gik ud. Han efterlignede til mine Brødres[CCLXXIX] Moro min Klædedragt, saa jeg i Reglen ved hvert paafølgende Besøg i Kjøbenhavn traf ham klædt i de Bukser, jeg havde baaret under det forrige. Han anskaffede sig en brun Fløjls Jakke, et Par lysegraa Benklæder, en hvid Foraars-Overfrakke, hvadsomhelst jeg havde baaret. Naar jeg sagde til ham, at hans Passion snart vilde gaa over, svarte og skrev han, at han var haardnakket og udholdende i sine Følelser som ingen anden.
Med Sorg og Bluelse tænker jeg paa al den Tid, jeg vel en tre Aar igennem spildte paa ham, med Besvarelse af hans Breve, med Gennemlæsning og Rettelse af hans Prosa og hans Vers. Derefter skrev han en Bog, han bad mig anmelde, men som jeg erklærede ham, det var mig umuligt at rose til hans Tilfredshed. Han lod sig ikke skræmme af mit Afslag; men fornyede sin Anmodning gennem en dansk Dame, i hvis Hus han havde insinueret sig for, som han oprigtigt tilstod, jævnlig at kunne træffe mig dèr. Da jeg nødigt vilde støde denne Dame, en trofast Veninde af mig, skrev jeg modstræbende en Anmeldelse. Men den faldt ikke ud efter Forfatterens Ønske, og hans Stemning overfor mig slog da fuldstændigt om. Han følte Trang til straks at meddele Omverdenen dette sit Omslag, og gjorde sig da til Organ for alle de Beskyldninger, mine Avindsmænd plejede at rette imod mig, anklagede mig desuden for private Ytringer, jeg skulde have sagt til ham som formentlig Ven i min egen Stue, men meddelte tillige, at han aldrig havde kendt noget videre til mig personligt. I en Rejsebeskrivelse, han stykke|356|vis havde offenliggjort, havde han udførligt, gennem rent faktiske Træk, fortalt, hvilket Ry jeg var i Besiddelse af selv i det fjernere Udland. Da han udgav sin Rejse i Bogform, udslettede han de paagældende Steder.
Af alle de Personer, der har skuffet min Tillid, er han den, som har forøget min Menneskekundskab paa den lærerigste Maade, og denne Menneskekundskab har ikke været for dyrt betalt med den uundgaaelige og dybe Væmmelse, som fulgte. Jeg svarte ham aldrig et Ord paa hans Angreb, og jeg kan selv nu ikke bekvemme mig til at nævne hans Navn. Det Navn vilde i min Prosa virke paa mig som en Spyflue i Rav.
Mine Foredrag i Kjøbenhavn behagede. Auditoriet var stuvende fuldt, og de bedste af den yngre Slægt var blandt mine Tilhørere, Politikere som Hørup[CCLXXX], næsten alle yngre Kunstnere og Skribenter, mange ældre Videnskabsmænd.
I Slutningen af November vendte jeg tilbage til Berlin. Jeg medbragte fra Norden et Indtryk af Opsving i Literaturen: Schandorph[CCLXXXI] havde skrevet Uden Midtpunkt, Erik Skram[CCLXXXII] Gertrude Coldbjørnsen, Alexander Kielland[CCLXXXIII] sine første Novelletter. Nu fik jeg den 8. December fra Henrik Ibsen[CCLXXXIV] Et Dukkehjem sendt ind i Huset. Unødigt at sige, hvad Indtryk Værket gjorde. Ingen førte en saadan Pen.
Pudsigt nok hændte det mig en Dag, jeg brugte dette Ord, at min egen Pen faldt ud af Vinduet. Det var mig en sand Forskrækkelse, ikke paa Grund af nogen Overtro, men fordi det usle Penneskaft, en Træpind, havde en Art Affektionsværdi for mig, da jeg havde skrevet alle mine Bøger og Artikler dermed. Jeg fandt Penneskaftet igen i den lille Stump Have udenfor Huset og skriver endnu en Menneskealder derefter med det samme.
|357| I Januar 1880 førtes den saakaldte Nytaarsfejde i Kjøbenhavn, idet Plougs[CCLXXXV] fjendtlige Holdning overfor de yngre Forfattere og nogle Ukvemsord af ham mod mig gav Drachmann[CCLXXXVI] og Schandorph[CCLXXXVII] Anledning til heftige og morsomme Digte imod ham. Jeg holdt mig ganske udenfor denne Strid.
I Januar drønede Topsøes[CCLXXXVIII] Dagbladet af Artikler imod mig; jeg fik paa én Dag fem tilsendt.
Jeg havde en positiv Lykkefølelse, hver Gang jeg i Berlin gik ud paa Gaderne og vidste, at jeg dèr ikke vilde møde nogen Dansk.
Den 26. Januar 1880 holdt jeg i Berlin mit første Foredrag paa Tysk. Humboldtakademiet, der endnu var i sin Vorden, havde foreløbig maattet nøjes med større Skolelokaler, og det var et saadant, som var givet mig til Høresal. Det fyldtes efterhaanden af Herrer og Damer, der tog Plads paa Skolebænkene.
Foredraget gjorde Lykke. Nationalzeitung kaldte det den næste Morgen geistreich, formvollendet, stellenweise hinreissend warm. Mellem Tilhørerne lagde jeg Mærke til en fornem Herre, der hele Tiden omhyggeligt opskrev hvad jeg sagde. Efter en af de følgende Timer forestillede han sig for mig som Hr. v. Knesebeck[CCLXXXIX], Kejserinde Augustas[CCXC] Privatsekretær, og sagde mig, Kejserinden[CCXCI] havde paalagt ham stadigt at meddele hende Indholdet af hvad jeg foredrog.
Nogen god Forretning var det ikke at tale i Humboldtakademiet. Thi for den første Række af otte Foredrag blev der mig tilsendt den Sum 106 Mark 75 Pfennig.
Imidlertid var Lejligheden i Unter den Zelten, tredie Sal, blevet snevrere. En lille Pige[CCXCII] havde i nogen Tid optaget Plads. Da en anden lille Pige[CCXCIII] kom til Verden, blev det nødvendigt for mig at gøre et eller andet Skridt for at opnaa en lidt rundeligere Indtægt end den, Humboldtakademiet afgav. Jeg mindedes Schillers[CCXCIV] Ord af Sangen om Klokken:
Jeg besluttede at holde en Række Forelæsninger i Kristiania, hvor jeg fire Aar tidligere havde vakt Røre og faaet en god Modtagelse; jeg havde i den franske Romantik et umaadeligt Stof, som kunde bearbejdes, udvides, sammentrænges stedse paany. Jeg rejste da til Norge.
Mellem Nässjö og Laxå havde jeg til Rejsefælle i Vognen en lille Teolog fra Lunds Universitet, som indlod sig med mig og klagede over den forfærdelige Ugudelighed, der i den senere Tid udbredte sig i de nordiske Lande. Hovedmændene er tre, sagde han, en for hvert Land: Victor Rydberg[CCXCV] hos os, Bjørnson[CCXCVI] i Norge og Georg Brandes[CCXCVII] i Danmark; men han er den værste, en sand Pest. – Jeg gav Manden Ret, og vogtede mig vel for at give mig til Kende. Imidlertid var der Folk i Kupéen, der kendte mig, og en af dem sagde, da Teologen var steget ud, smilende til mig: Det roade doctorn att drifva med unga herren.
I Kristiania, hvor jeg ankom første Maj, traf jeg en formelig Vennekres; blandt det skrivende Folk Thommessen[CCXCVIII], Lars Holst[CCXCIX], Vullum[CCC], Henrik Jæger[CCCI], blandt Kunstnerne Skram|359|stad[CCCII], Skeibrok[CCCIII], Frits Thaulow[CCCIV], Ross[CCCV] og min Ven fra Berlin Christian Krohg[CCCVI], blandt Universitetsmændene Skavlan[CCCVII], Sars[CCCVIII], Lyng[CCCIX], Schiøtt[CCCX], endelig en gammel god Bekendt fra Dresden, Konsul Falsen[CCCXI].
Fra mange Sider mødte mig den overordentlige norske Gæstfrihed, som altid rører en Dansk. Det glade, ubundne Liv i Kristiania var mig tilmed nyt.
Man havde nu anden Gang indgivet Ansøgning for mig om en Sal paa Universitetet og var i en vis Spænding med Hensyn til Afgørelsen, der trak noget ud. Endelig kom Svaret; jeg fik Adgang til Festsalen. Men denne Tilladelse vakte Gejstlighedens Harme, og en Pastor Schiørn[CCCXII] blev dens Tolk.
I Aftenbladet anklagede han Universitetet i de voldsomste Udtryk. Ved at modtage mig tilkendegav det, at det ikke fandt sig opfordret »til at lægge nogen Hindring i Vejen selv for de aabenbareste og bitreste Angreb paa Kristendommen«. Pastor Schiørn[CCCXIII] paastod, ganske som før ham Pastor Heuch[CCCXIV], at min Virksomhed »væsentlig gik ud paa at angribe Kristus«. I hans Øjne var jeg imidlertid en Art Komediant; han kaldte mig med Forkærlighed »Aktøren«. Han betegnede det Skuespil, hvori jeg »som bekendt var en talentfuld Aktør«, som et Skuespil, hvori Aktøren »frydede sig ved at gentage den Dagsgerning, som er skildret af Evangelisten Mathæus i det 26. og 27. Kapitel: Nazaræeren stilles atter frem for at bespottes, hudflettes og korsfæstes«. Jeg »Aktøren« godtgjorde min Overlegenhed »ved at slaa Kristus i Ansigtet, hudflette ham med Spottens Svøbe, skyde til Maals efter hans Hjerte med Viddets Pile«. Jeg »naglede Kristus til Korset paany« – alt dette i nogle projekterede |360| Foredrag om den franske Romantik; thi forinden kunde jeg dog vanskeligt siges at have gjort det.
Pastoren[CCCXV] blev stilfærdigt, men alvorligt imødegaaet i Bladet selv af en Skolebestyrer, Georg Fasting[CCCXVI].
Det blev smukke, festlige Dage. Jeg mindes en Køretur med Thommessen[CCCXVII] og den fine, kloge Nordmand Wollert Konow[CCCXVIII], Oehlenschlägers[CCCXIX] Dattersøn, udenfor Byen langs Vigene i henrivende Vejr, mens overraskende Udsigter aabnede sig for Blikket og det var som alle Træer slog ud i Vaarpragt. Jeg mindes gode Sammenkomster i store lyse Rum i Kristianias bedste Selskab. Blandt Damerne tiltalte Kristoffer Jansons[CCCXX] Hustru, Fru Drude Janson[CCCXXI], mig stærkt, original og yndefuld som hun var; jeg traf hende da en tre eller fire Aftener i Træk, og har aldrig set hende siden. En anden smuk Dame, jeg i de Dage saa for første Gang, var Fru Amalie Müller[CCCXXII] (senere Fru Skram), hvis Hoved var uforglemmeligt, mens Skikkelsen ikke var saa fuldendt smuk. Fra Fru Janson[CCCXXIII] udstraalede Ynde og Sødme, fra Fru Müller[CCCXXIV] Skønhed og Disharmoni. Hun talte om Alt med Heftighed, beklagede sig over Mændenes Raahed og Plumphed, nærede samtidigt stærk Entusiasme for enkelte Mænd, dengang særligt Bjørnson[CCCXXV], om hvem hun skrev sine første Artikler.
Frits Thaulow[CCCXXVI] kom og hentede mig i en lille Gig. Et yndigt Barn, hans ældste Datter, sad paa Bukken og spurgte mig ind i Vognen: »Hvorledes gaar det den lille Baby?« Thaulow kørte mig ud af Byen til et Landsted, hvor han var den gæstfri Vært.
|361| Jeg havde lært hans Pragtskikkelse at kende, da han som ungt Menneske opholdt sig i Kjøbenhavn, og først som Sørensens[CCCXXVII] Elev, senere som Drachmanns[CCCXXVIII] Elev og Kamerat lærte Marinemaleriet. Han bar da, naar han var ved sit Arbejd, en tætsluttende Jakke og Knæbenklæder, saa han lignede en ung Kunstner fra fordums Tid. Han var en vel proportioneret Kæmpe, havde et smukt Hoved med glat, brunt Haar, dejligt voksende kløftet Skæg og blaa, rolige Øjne.
Hans Fader[CCCXXIX] var en gammel, snurrig og selvstændig Apoteker, der gik med Kalot og talte uophørligt. Han selv var udgaaet fra et aandeligt bevæget, selskabeligt Hjem, hvor de Bedste i Kristiania under Venstrebevægelsens Trængselstider havde havt deres Tilhold. Det var foruden det Sars’ske næsten det eneste Hjem i Byen, hvor Bjørnstjerne Bjørnson[CCCXXX] blev vurderet og forsvaret. Frits Thaulow[CCCXXXI] var Kunstner med Liv og Sjæl, var altid naturlig, talte ikke om hvad han ikke forstod sig paa. Overfor mig paastod han dengang, at han ikke behøvede at forklare sig; jeg kunde se igennem ham som gennem Glas.
Han havde nylig besøgt mig i Berlin. Han var en Dag efter sin sparsomme Vane taget ind paa et lille Hotel af syvende Rang, og saa’ i de simple Omgivelser ud som en Kunstnerprins. Han havde paa den Tid udviklet sig, fundet sin Ejendommelighed, var begyndt at vække Opsigt ved sit Talent og at tjene Penge ved sin Kunst, saa der var kommet noget Sikkert og Selvherreagtigt over hans Væsen. Han ønskede i Berlin at studere Adolf Menzels[CCCXXXII] Billeder og gøre dennes personlige Bekendtskab, vilde udtale sin Beundring for »den store, store Kunstner«, som han kaldte ham, og var saa heldig at træffe ham paa Galleriet. – Den lille Menzel[CCCXXXIII] var som elektriseret af dette Møde. Han sagde til mig: »Ein Hüne geht auf mich los, sagt mir überströmend |362| die verbindlichsten Dinge, und ich stehe da, ganz glücklich über die so warme Anerkennung eines Kenners.«
Nu modtog Frits Thaulow[CCCXXXIV] mig i Kristiania. Det passede for ham at være Familiefader, bredt og godmodigt som hans Væsen var.
Thaulow[CCCXXXV] sagde en Dag til mig: De har vel set Deres Ven H.? – Er det Millionæren? Jeg kender ham ikke. – Naa, ikke det? sagde Thaulow[CCCXXXVI]. – Dagen efter, da jeg sad til Bords med Sofus Aars[CCCXXXVII], Forfatteren til Jagthistorierne I Skoven, sagde denne til mig: De har naturligvis set H.? Hvorledes synes De om ham? – Jeg gav samme Svar. – Men da den tredie og fjerde Person udspurgte mig om mit Forhold til H., blev jeg opmærksom, og det viste sig, at denne Rigmand kun havde været anonym for mig, men havde ladet Alverden vide, at han var min navnløse Velgører, der havde skænket mig en Pariserrejse og Opholdet (122 Mark + 200 Francs). Jeg gjorde ham mit Pligtbesøg, og afslog hans Indbydelse til en større Fest, som han havde anordnet for mig.
Gennem sine Sønner havde Stortingspræsidenten Johan Sverdrup[CCCXXXVIII] mange Gange ladet mig hilse. Denne Mand, hvis politiske Indflydelse var den største i Norge og den største, nogen enkelt Mand udøvede i Norden, havde længe sysselsat mig. Jeg havde dannet mig den Forestilling at han var en sjældent skarp Intelligens og en sjældent fast Karakter. Intet af disse Udtryk passede paa ham; han var i smaa Forhold en stor politisk Begavelse og i et Bondevenstre en Mand med grundig, om end lidt gammeldags europæisk Kultur.
|363| Jeg havde nu mit første Møde med denne Mand, hvem jeg nogle Aar senere skulde træde nær. Vi spiste en Dag alene til Middag sammen paa Engebrets Restaurant.
Lille som han var, spændstig og rank af Skikkelse, med sort Haar og sort Fuldskæg, mørk af Lød, lignede Præsidenten[CCCXXXIX] ikke nogen Nordmand, men en Ætling af omplantede Fremmede, fra hvem han efter Sigende ogsaa stammede ned. Hans Høflighed var overordentlig, gik indtil det Ceremonielle; hans Tale var klar og hvas.
Vor første Samtale forbausede mig. Under den Misstemning, som dengang i Norge herskede mod den svenske Regering, var jeg vant til at høre Udfald mod Kong Oscar[CCCXL]. Af mine Bekendte kaldte alene Konsul Falsen[CCCXLI] ham med Hengivenhed »min Konge«. Men Udtalelser som Sverdrups[CCCXLII] havde jeg aldrig hørt. Han paastod, at Kongens[CCCXLIII] Handlemaade kun var forklarlig som Udslag af Højhedsvanvid, og udtrykte sig stærkt nedsættende om hans Person. Kongen[CCCXLIV] plejede, paastod han, som Kronprins og Admiral i svenske Havne sammen med sine Officerer at danse paa Dækket med nøgne Kvinder. – Jeg spurgte ham forbauset, hvor han kunde tro paa en saadan Røverhistorie. Fraset alt Øvrigt, som gjorde den utænkelig, var der jo dette, at ingen Admiral efter saadanne Optrin kunde haandhæve Disciplinen. Men Sverdrup[CCCXLV] blev næsten vred og hævdede, at han vidste Besked. – Fem Aar derefter sagde han i min Stue til mig om den samme Konge: Hans Majestæt Kong Oscar[CCCXLVI] har i sin Visdom bestemt – jeg siger Visdom; thi det er det eneste Ord, der passer paa Kongen[CCCXLVII] .... Sverdrup[CCCXLVIII] var da blevet Konseilpræsident.
Alexander Kielland[CCCXLIX] og jeg havde sat hinanden Stævne i Kristiania. En Aften, da jeg gik fra Universitetet, sagde en Bekendt til mig: Kielland[CCCL] var paa Deres Forelæsning: han sad ved Siden af mig. – Uvilkaarligt gjorde jeg det taabelige Spørgsmaal: Var han tilfreds med Forelæsningen? – Ja, lød Svaret, derom sagde han oprigtigt talt Ingenting. – Slet Ingenting? – Ja, det vil sige, han sagde: Jeg gad dog vide, hvor den Mand faar sine Kjoler syede. Den sidder udmærket, den, han har paa. –
Næste Morgen kom Alexander Kielland[CCCLI], og vi havde vor første, overstrømmende Samtale. Han var munter og selvironisk, fortalte, at han den Dag for første Gang skulde se den senere Fru Skram[CCCLII], der havde brevvekslet med ham, og udbad sig saa min tyske Skrædders Adresse. Selv lod han alle sine Klæder komme fra Hamborg, hvor man havde hans Maal. Hans Lapseri var et Barns, hans Karakter en tapper Mands. Hans Novelletter havde fremkaldt Beundring og Forventninger hos mig; det daglige Samliv med ham i Kristiania var en Fornøjelse, selv om han med sine nærgaaende Bemærkninger og Spørgsmaal nu og da var lidt taktløs.
Med Lars Holst[CCCLIII], dengang det norske Dagbladets Redaktør, tidligere Journalist i Bergen, havde jeg staaet i Brevveksling i Halvfjerdsernes Begyndelse; han havde paa hin Tid, da Bjørnson[CCCLIV] endnu var ortodoks, gjort mig opmærksom paa den rationelle Linje i Norges Kultur, der førte fra Henrik Wergeland[CCCLV] til den tidligt afdøde Fjørtoft[CCCLVI]. Nu lærte jeg Holst[CCCLVII] personligt at kende, og som Bergenser ønskede han, at jeg skulde tage til Bergen for ogsaa at tale der. Nuværende Direktør for Museet i Bergen, Johan Bøgh[CCCLVIII], var lidenskabelig for Sagen, og da jeg ikke vilde rejse, med |365| mindre der var tegnet 200 Tilhørere, brugte han det Fif, saasnart hundrede var tegnede, at telegrafere til mig: 200 Tilhørere sikrede. (Og virkelig kom der efterhaanden endog adskilligt flere.)
Min sidste Dag i Kristiania var den syttende Maj, Konstitutionsdagen. Kielland[CCCLIX], Krohg[CCCLX] og Sars[CCCLXI] var hos mig; jeg saa Smaagutteprocessionen fra mit Hotelværelse. Malerne Dierichs[CCCLXII] og Skramstad[CCCLXIII] kom for at indbyde mig til en Festlighed, Kunstnerne vilde give mig. Men det var for sent.
Da Alexander Kielland[CCCLXIV] skulde tilbage til Stavanger og jeg skulde til Bergen, aftalte vi at gøre Rejsen sammen. I det Øjeblik, jeg om Aftenen gik ombord paa Skibet, raabte en Del halvdrukne unge Bøller, der stod paa Bryggen: »Ugudeligheden gaar ombord! Den fri Kærlighed gaar ombord!« saa jeg kunde glæde mig ved at være kendt.
Kielland[CCCLXV] fik hurtigt brygget Æggetoddy, og vi tilbragte Aftenen paa Skibet godt. Næste Dag passerede vi i smukt Vejr Drøbak, Arendal, Lillesund, disse norske Kystbyer, der alle ligner hverandre, og kom om Aftenen til Christianssand, hvor vi maatte vente syv Timer for den regelrette Postbefordrings Skyld.
Kystens Skær var mærkværdige. Klokken fire om Morgenen begyndte Skibet at gaa, og der var mellem Flekkefjord og Egersund heftig Søgang. Jæderrejsen foretog jeg da med Jernbanen. Landskabet mindede mig om Gustave Dorée’s[CCCLXVI] Illustrationer til Dantes[CCCLXVII] Helvede; det var som et Jernlandskab, ikke en Busk, ikke et Straa. Fjældene stod mørke, uhyggelige uden et Solglimt. Saa kom der et Sted, hvor det fraadende Hav saas, og et Sted, hvor den gule Sand, med Marehalm som paa Jyllands Vestkyst, begyndte. |366| Oppe i Læ af et Fjæld var der ganske sort af Mennesker, der samlede sig om en lille Præstemand. Det var Missionsfolk med den baade i og for sig og ved Kiellands[CCCLXVIII] Hjælp navnkundige Lars Oftedal[CCCLXIX] i deres Midte. Han var ikke da endnu afsløret som Hykler.
Efter mange Stationer naaede vi Stavanger, hvor jeg tilbragte Aftenen i Kiellands[CCCLXX] lille Hus »Cigarkassen« og hvor hans unge Frue var Værtinde. Han drøftede med mig Planen til sin Bog Arbejdsfolk.
Saa gik jeg ombord og ankom næste Morgen til Bergen, saa tidligt, at Ingen ventede eller hentede mig. Men Bergen er en By, hvor ingen Fremmed faar Lov til ret længe at være ensom. De, der straks tog sig af mig, var Redaktøren af Bergens Tidende, et godt Hoved og en brav Mand, Olaf Lofthus[CCCLXXI], Lægen Dr. Sparre[CCCLXXII], en gammel, varmtfølende, radikal Politiker, og de to udmærkede Brødre, fremragende ved videnskabelig Forskning og lys Forstand, Dr. Claus Hansen[CCCLXXIII] og Overlægen Dr. Gerhard Armauer Hansen[CCCLXXIV].
Nær stod mig ogsaa lige straks den Mand, som havde lokket mig til Bergen, Kunstelskeren Johan Bøgh[CCCLXXV].
Man havde givet mig Arbejderforeningens store Sal at tale i. Den var til en Begyndelse langtfra fuld. Der stod ogsaa i Bergen Skræk af mig. Forældrene holdt deres unge Sønner og Døtre hjemme. De, som indfandt sig, sad og ventede paa uhøviske Ytringer om Vorherre eller haanlige Udtalelser om Kristus, som udeblev. Men saa overbeviste var de Troende om, at sligt maatte forekomme, og saa forhippede var de paa at høre det ud af hvad jeg sagde, at da jeg en Dag havde omtalt det gamle Frankrigs saakaldt aristoteliske Lære om de tre Enheder som betydningsløs og |367| forældet, angreb en Kapellan mig næste Dag i Byens konservative Avis som Forhaaner af Treenigheden. – Norge var da i lige saa høj Grad som Danmark et præsteredet Land.
Byen fængslede mig ved sin Beliggenhed og sine gamle Huse – Finnegaarden paa Tyskebryggen – med Minderne fra Hansaens Tid: disse Trapper, der var skjulte i et Skab, disse Sovekamre, hvor Sengen var til at rede ude fra Trappen, Piskene til Hustugt, alle disse Vidnesbyrd om gamle Tiders Sæder.
Jeg saa – i øsende Regn, som det sig burde i Bergen – det Hul, hvorigennem Niels Klim steg ned i Jordens Indre. Men mest nød jeg de lyse Nætter, hvis Mage jeg aldrig havde set, nød dem og led tillige under dem; thi det var mig næsten umuligt at sove. I Hotellet, Byens bedste, var der hverken Skodder eller mørke Gardiner for Vinduerne, kun hvide Flors Forhæng. Samme Hotel var overhovedet ikke egnet for Nogen, der ønskede Arbejdsro. Der var ved Fællesbordet fuldt af tyske Handelsrejsende, som gjorde Larm, og af engelske Turister, der sikrede sig de bedste Stykker af Alt. To Gange i fjorten Dage var der desuden Bryllupsgilder i Hotellet, saa støjende, at de gjorde Nattesøvn umulig.
Byens patriarkalske Tilstand rørte og fornøjede mig. Jeg var meget indbudt. Da jeg som Svar paa en Indbydelse udtalte, at jeg først kunde komme ved 11-Tiden om Aftenen, erklærede man mig, at ogsaa det var godt. – Men hvordan kommer jeg ind? – Ad Døren. – Men naar den er lukket? – Vi lukker aldrig Døren. – Ikke om Natten? – Nej, hvorfor skulde vi gøre det? – For at undgaa Overfald og |368| Tyveri. – Her er ingen, som overfalder. Og Tyveri! Hvorhen skulde Tyven undslippe? – Her er ingen Jernbane. Ombord vilde man snappe ham. Vi kender desuden alle hverandre. Her er Ingen, som stjæler.
Bergen havde iøvrigt slet ikke Præg af nogen Smaaby. Tvertimod, der gik et stort, frisk Pust igennem den, Verdenshavets, Europas. Den saakaldte Bergenske Lyrik var heller ikke Provinsbyens, men en almentmenneskelig Begejstring. Man traf Individualiteter som den elskværdige og kloge Dr. Wiesner[CCCLXXVI], som den ansete og erfarne Læge Dr. Danielssen[CCCLXXVII], som Storthingsmanden John Lund[CCCLXXVIII], som Konsul Grieg[CCCLXXIX], Edvard Griegs[CCCLXXX] Broder, der kunde udfylde deres Plads i store Samfund. Dr. Danielssen[CCCLXXXI], en meget smuk ældre Mand, der havde studeret Spedalskheden og ledet Hospitaler, var med sit videnskabelige og kunstneriske Initiativ Byens levende Skytsaand. Man fik det Indtryk, at han var bleven meget elsket af Kvinderne i sine unge Dage, ligesom han nu i sine ældre Dage blev dyrket af Byens Mænd.
Selskabets ringe Omfang gjorde det jo uundgaaeligt, at man som Gæst i Husene næsten stadigt traf den samme Kres; det kunde virke lidt snurrigt, naar der ved den ene Bordende sad En med hvide Lokker, ved den anden en med sorte Lokker, og disse afvekslende tog Ordet for at holde Taler. Men det maa siges, at Talerne var gode.
Da Salen kostede over tredsindstyve Kroner hver Gang jeg holdt Foredrag i Arbejderforeningens Lokale, var min Indtægt ikke stor. Men et Slutningsforedrag om Bjørnson[CCCLXXXII] indbragte mig mere end alle de øvrige Aftener tilsammen. Æmnet lokkede henved seks hundred Tilhørere, og Bifaldet var heftigt.
|369| Jeg gik med Skib til Kjøbenhavn, tilbragte, mens Skibet laa i Stavanger, paany en Aften hos Alexander Kielland[CCCLXXXIII], og gik ombord Klokken 5 om Morgenen. Sejladsen var uforlignelig, Selskabet blandet. Den første Nat saas kun Himmel, Hav og Fyr. Den danske Kaptejn var et Vrøvl, der hele Dagen sad i Kahytten og spilte Kort istedenfor at passe sine Ting, og som ved Bordet ustanseligt sagde slette Brandere. Skibet blev ledet af Styrmanden Frost[CCCLXXXIV], en flink og forstandig Mand, som havde ringe Udsigt til at blive Kaptejn, da den nuværende ikke vilde vige ham Pladsen, og unegtelig kunde blive saare gammel ved det lidet anstrengende Liv, han førte. Saa var der en affekteret sjællandsk Prokurator, som var blevet smittet med norsk Sprog og for ingen Pris sagde andet end Langtifra! og endelig en trods Blikstille stadigt søsyg Dame. Ogsaa i den følgende Juninat saas under fortsat Sejlads kun klar Himmel, roligt Hav og blinkende Fyr.
Der fulgte et Par Dages Ophold i Kjøbenhavn, hvor jeg foruden mine Slægtninge saa Drachmann[CCCLXXXV], Schandorph[CCCLXXXVI], Skram[CCCLXXXVII] og den endnu ivrigt trofaste Secher[CCCLXXXVIII]. Man sagde mig fra flere Sider, at min Indflydelse for Øjeblikket var stor i Danmark. Jeg skrev i et Album: Der gives i Ordets Kunst tilsyneladende Virtuoser, hvis egentlige Evne er en Stemmers. De stemmer og bestemmer Aanderne for en Tid.
Juni er Berlins smukkeste Maaned. Man lider i den ikke under Luftens Tørhed, og i 1880 var det den Maaned et paradisisk Vejr, en sand Dejlighed i Luft og Duft. Lindeblomsternes Vellugt strømmede ind ad Vinduet ved Dag og Nat og blandede sig om Natten med Midsommer-Maaneskinnet.
|370| Hele Sommeren gik for mig med de vidtløftige Forarbejder til min lille Afhandling Goethe[CCCLXXXIX] og Danmark, der krævede mere Studium end det ses paa den, og med Gennemlæsningen af Honoré de Balzacs[CCCXC] halvhundrede Bind Romaner, Noveller, Dramer, hans Breve og Skrifterne om ham, en ringe Del af Forarbejdet til Hovedstrømningernes femte Del.
Fra Norden kom det Aar betydelige Bøger, som viste, at den frigørende Literaturretning snart havde sejret; fra Sverig Strindbergs[CCCXCI] Röda Rummet, fra Danmark J. P. Jacobsens[CCCXCII] Niels Lyhne. Kristian Elster[CCCXCIII] havde fra Trondhjem skrevet mig til og bedet mig om Anbefaling til et Rejsestipendium; vi stod i venskabelig Forbindelse. Ogsaa han var en af dem, som traadte i frigørende Ideers Tjeneste; hans Tora Trondal og Romanen Farlige Folk, som han dengang skrev paa, gav Varsler, hvilke desværre hans altfor tidlige Død hindrede ham i at indfri.
I Beyles[CCCXCIV] Rouge et Noir læste jeg i de Dage denne Ytring af Mathilde de la Mole: Mon esprit, j’y crois, car je leur fais peur évidemment à tous. S’ils osent aborder un sujet sérieux, au† bout de cinq minutes de conversation ils arrivent tout hors d’haleine et comme faisant une grande découverte, à une chose que je leur repète depuis une heure. – Det forekom mig dengang, at hvis man erstattede Ordet »en Time« med »et Aarti«, passede Vendingen paa mig. Og den Omstændighed at de fleste, jeg i Norden havde paavirket, tog Afstand fra mig eller vendte sig imod mig, syntes mig ikke at tale derimod. Med Hensyn derpaa anførte jeg for mig selv en lille Historie, der en Aften i Berlin blev fortalt i russisk Selskab: En Russer i Odessa laa for Døden. Paa Dødslejet sagde han: Græd ikke, vær rolige, som jeg døer roligt. Jeg véd, at jeg ikke efter|371|lader mig en eneste Fjende; jeg har aldrig gjort noget Menneske noget Godt.
Det Aar var vanskeligt for mig; jeg maatte anvende al min Omtanke paa at dække det daglige Behov, arbejde rastløst paa Artikler, der kunde skaffe Penge til Huse til den bestemte Dag, da Leje skulde betales eller en uundgaaelig Udgift bestrides. Undertiden tog Næringssorgen et Øjeblik Modet fra mig. I August skrev jeg: »Om mine egne Sorger tør jeg ikke oplade Munden. Det blev ellers som den sorte Strøm, der flyder ud af Madame Bovary’s Mund, da Ligets Hoved flyttes.« Jeg mindedes Apollonius af Tyana’s[CCCXCV] Ord: »Naar du er fattig, da vær en Mand, naar du er rig, et Menneske.«
En uforholdsmæssig Tid tog min Korrespondance mig allerede da. Alt som mit Navn blev mere kendt, henvendte flere og flere Mennesker fra de forskellige Lande sig til mig om Oplysninger eller Tjenester.
Paa det Tidspunkt begyndte min Brevveksling med Rusland. Den første, som skrev til mig, undertegnede sig X. Klendo[CCCXCVI]. Brevskriveren var en Entusiast for Lassalle[CCCXCVII], som følte sig oprørt af Sophia Solntzev’s[CCCXCVIII] Publikationer om ham og vilde give mig Materiale til Imødegaaelse deraf. I mit første Brev forekom de Ord, at Frihedskærlighed hos Ruslands unge Mænd ikke var mig ny. – Meget muligt, lød Svaret, men det angaar ikke mig; thi jeg er Bedstemoder. – Damen var paa engang revolutionær og forsigtig; hun bad mig om en Dæk-Adresse, til hvilken hun kunde skrive, da mit Navn ikke hørte til de velsete; bad mig desuden, aldrig at undertegne nogen Skrivelse til hende, men skrev selv tætskrevne Breve paa tyve Sider.
|372| Skrækkeligt blev jeg i Berlin plaget med Tilsendelse af Manuskripter; de kom f. Eks. paa én Dag samtidigt fra Trondhjem og fra Neapel, hvorfra en Nièce af Heinrich Heine[CCCXCIX], Principessa della Rocca[CD], rettede en Anmodning til mig om, at jeg skulde oversætte en daarlig Bog af hende »paa de tre nordiske Sprog« og tilstille hende Honorarerne for det første Oplag. De for det følgende blev mig ædelmodigt overladte. Fra Kiel sendtes mig samtidigt i Manuskript hele Chr. Winthers[CDI] Hjortens Flugt i tysk Oversættelse.
Imidlertid fik jeg en Anmodning fra General Etzel[CDII], der stod i Spidsen for Lette-Verein, om at holde et Foredrag for et sømmeligt Honorar i Humboldtakademiets store Aula. Jeg imødekom den gerne.
Jeg modtog to Indbydelser til at tale i Wien, en til at tale i Posen, en til Amerika, og kunde jeg end ikke imødekomme dem alle, var de mig velkomne som Tegn paa, at man gerne vilde høre mig.
Mine Hovedstrømninger, paa hvilke Russernes Opmærksomhed tidligt var blevet henledt af en udmærket Kvinde, en Martyr, Marie Zebrikova[CDIII], og i Privatbreve af selve Ivan Turgeniev[CDIV], blev første Gang oversatte paa Russisk af Nevjodomski[CDV]. (Tredie Bind blev brændt af Bøddelen i Moskva.)
Sidenhen udkom mine Samlede Skrifter gentagne Gange paa Russisk i dyre som i billige Udgaver. Dog har jeg fra det russiske Rige mit Liv igennem aldrig modtaget én Kopek.
Min senere Ven, Professor ved Universitetet i Moskva Storosjenko[CDVI] skrev dengang om mig: Han er trods sin Ungdom en af Europas Autoriteter i sit Fag, original i Tanke og udrustet med en over al Ros glimrende Fremstillingsgave.
Det højtansete nordamerikanske Tidsskrift The Nation |373| skrev paa samme Tid om mig: »Ingen af Forfatterne i Deutsche Rundschau har skaffet sig et større Publikum end han.«
Ophavsmanden til den saakaldte Antisemitisme i Tyskland, daværende Hofpræst Stöcker[CDVII], angreb i de Dage i den tyske Rigsdag mig sammen med den store Botaniker M. Schleiden[CDVIII]. Den norske Pastor Heuch[CDIX] havde faaet sit Flyveskrift imod mig oversat paa Tysk, og Stöcker[CDX] havde med Iver bemægtiget sig dets Indhold; Skriftet godtgjorde jo mit »Kristushad«, og udledede det aandfuldt og træffende af min Afstamning. Jeg var en »Reformjøde«. Ordet passede dog bedre paa Jesus end paa mig. – Imod sin Hensigt kom Stöcker[CDXI] til at slaa til Lyd for mig fra selve Rigsdagens Tribune.
Man havde i længere Tid ønsket, i Berlin at have en Klub, hvor Skribenterne kunde mødes med Kunstnerne, Politikerne, Universitetslærerne og den højere Købmandsstand. Men Forfatterne var, skønt glimrende stillede i Sammenligning med deres nordiske Kaldsfæller, ikke velhavende nok til at overkomme et smukt Klublokale med Restaurant og Tjenerskab i Hjertet af Byen. Da man imidlertid nu havde faaet Sikkerhed for, at Berlins rigeste unge Købmænd med Glæde vilde bidrage saa rundeligt til Klubben, at den kunde oprettes, blot de der kunde gøre personligt Bekendtskab med berømte Mænd, stillede Spielhagen[CDXII] og Hänel[CDXIII] sig i Spidsen for Sagen.
De indbød en 60 af de mest ansete Forfattere, Malere, Billedhuggere, Købmænd, Politikere, Skuespillere til at stifte den literære Klub, og jeg havde den Tilfredsstillelse, at jeg skønt Fremmed regnedes saaledes med, at jeg var blandt disse første tresindstyve.
I November 1880 modtog jeg et Brev, undertegnet Heinrich Rudolf von Gneist og Hermann von Helmholtz, |374| hvori jeg anmodedes om at være en af de Tolv, der i det kommende Aar skulde holde Foredrag i Wissenschaftlicher Verein i Singakademie. Disse Foredrag afholdtes aarligt efter Kejserinde Augustas[CDXIV] Ønske, og hun plejede selv at høre dem.
Opfordringen var en Udmærkelse for mig. Auerbach[CDXV] lykønskede mig til den med Ordene: Die Singakademie – das ist der literarische Geheimerathstitel, von grösster Bedeutung fur Ihre städtische Position.
Gneist[CDXVI] kom for at gøre mit Bekendtskab. Jeg havde endnu ikke i Berlin faaet Besøg af saa berømt en Mand. Han havde netop da paa Anmodning udarbejdet en Forfatning for Japan. Hans juridisk-politiske Skrifter havde gjort Indtryk paa mig. Han talte til mig om Mænd som Unger[CDXVII] og Mill[CDXVIII], jeg til ham om hans Bøger, og bemærkede tilsidst: Det forekommer mig, at der findes nogen Lighed mellem Deres Grundanskuelse og Lorenz von Steins[CDXIX]. – Lighed! udbrød han med den fineste Beskedenhed. Lorenz von Stein[CDXX] er jo den, jeg i Grunden skylder Alt.
Ved Kundskab og Intelligens ragede Gneist[CDXXI] højt i Vejret i Datidens Tyskland. Som Karakter stod han tilbage for en Engelskmand som Stuart Mill[CDXXII].
Medens jeg forberedte mig til mit Foredrag i Singakademie, blev jeg paany angrebet i Kjøbenhavn. I Anledning af en Artikel, jeg havde offenliggjort om Renans[CDXXIII] Drama Ungdomskilden, angreb Ploug[CDXXIV] mig i Januar 1881 paany paa det Voldsomste, negtede mig alt Talent og al Nationalfølelse. Jeg saa, det havde været en Indbildning, at jeg i Kraft af Anerkendelse i Udlandet kunde overvinde Hadet i Danmark. Der var Morgener, hvor jeg, efter at have læst en saadan Artikel, i mit Spejl mødte Ansigtet paa en Mand, der saa ud, som havde der om Natten været Ild i et hans kæreste Luftkasteller.
Jeg gik til en Mængde Forelæsninger, dels for at lære noget Sagligt, dels for at lære den tyske Behandlingsmaade af Foredragsformen at kende, hørte Friedrich Paulsens[CDXXV] og Lazarus’s[CDXXVI] Foredrag om Filosofi, Friedrich Kapps[CDXXVII] om Amerika, Felix Dahns[CDXXVIII] om de gamle Germanere, Major Krahmers[CDXXIX] om Østrumelien og Friherre von der Goltz’s[CDXXX], den nuværende Overgenerals, højst lærerige Foredrag om den moderne Krigsførelse. Jeg havde med stor Interesse læst Goltz’s[CDXXXI] Bog: Léon Gambetta[CDXXXII] und seine Armeen, der var bleven en Hindring paa hans Løbebane paa Grund af den Ros, Bogen ydede en Fjende. Senere overvandt han alle Hindringer, reformerede den tyrkiske Hær og naaede de højeste Pladser i den tyske.
Saa fordybede jeg mig i det Æmne, jeg havde valgt til Foredraget i Singakademie: Generationen fra 1830 i Frankrig, og udarbejdede det i en lykkelig Stemning. Kritiken syntes mig at ligne den ottende Konge i Macbeth, ham, som bærer et Spejl, hvori man ser mange andre Konger. I mit Spejl saas alle et Aarhundredes Aandskonger, deres Hoffer og deres Folk.
12. Februar 1881 holdt jeg mit Foredrag for et ualmindeligt Publikum. Kejserinden[CDXXXIII] tog Plads i sin Loge, straks da jeg gik op paa Talerstolen, hvad hun efter Sigende ellers ikke plejede at gøre. Jeg talte godt. Folk sagde, jeg havde aldrig talt saa godt.
Dagen efter, da Gumprecht[CDXXXIV] havde en lyrisk Artikel om mig i Nationalzeitung, mindedes jeg hin Oktoberdag i 1877, da jeg havde spurgt mig selv: Kan jeg tilkæmpe mig en Plads i dette Land? og var ved at mistvivle. Nu var det Attraaede |376| opnaaet. At Kejserinden[CDXXXV] havde ønsket at høre mig tale og var kommet for at høre mig, var visselig intet særdeles Mærkeligt. Med sine 69 Aar havde den gamle Dame ikke glemt, at hun var Prinsesse af Weimar, Karl Augusts[CDXXXVI] Sønnedatter og Goethes[CDXXXVII] Elev. Men naar jeg betænkte, hvilken vanvittig Fantasi det var, at Kongen[CDXXXVIII] eller Dronningen[CDXXXIX] af Danmark eller endog blot det ringeste Medlem af det Glücksburgske Kongehus skulde indfinde sig til en af mine Forelæsninger, ikke blot nu, men om en Menneskealder, ifald jeg levede saa længe – saa kunde jeg ikke lade være at finde de tyske Forhold højst forskellige.
Nogle Dage derefter fik jeg en Indbydelse til Hofbal og Souper. Man lod mig vide, at jeg skulde forestilles for Kejseren[CDXL] og Kejserinden[CDXLI]; den sidste vilde lære mig at kende.
Da jeg efter at være gaaet gennem nogle Sale kom til Billedgalleriet, studsede jeg ved her i det gamle kongelige Slot at se et Portræt af Kongehusets og Prøjsens Fjende paa Davids[CDXLII] berømte Maleri, Bonapartes Overgang over St. Bernhard; jeg var ikke forberedt paa en saadan Fordomsfrihed. Medens jeg betragtede Billedet, hørte jeg en Stemme bag mig sige paa Fransk: »De her! Kan jeg være Dem til nogen Tjeneste?« – Det var den russiske Attaché, min gode Ven, Hr. von Kumanin[CDXLIII], i sin Hofuniform.
»Det kan De«, svarte jeg; »thi jeg er ikke hofvant. Jeg skulde i Aften forestilles for Kejseren[CDXLIV] og Kejserinden[CDXLV]. Hvorledes bærer jeg mig ad dermed?« – »Det er ganske simpelt; jeg følger Dem ind i den hvide Sal, hvor Diplomaterne senere bliver opstillede, men allerede nu forsamles. Dèr hen|377|vender De Dem blot til Deres Lands Gesandt; saa forestiller han Dem.«
Vi gik da ind i den hvide Sal, hvor en Skare prægtigt klædte Herrer og Damer stævnede sammen. Salen, der tog sig godt ud i den straalende Belysning af mægtige Lysekroner, rummede Marmorstatuer af de tolv Brandenburgske Kurfyrster og en smuk Victoria af Rauch[CDXLVI]. Iblandt de forskellige Landes Afsendinge udmærkede den tyrkiske sig ved fornem Skønhed; blandt Damerne var den spanske Gesandts Frue med sin sydlandske Lød paafaldende dejlig. Ved hendes Side stod den kinesiske Gesandts Gemalinde som et fremmed Særsyn ved Siden af en europæisk Skønhed, lille som et halvvoksent Barn, klædt i den dyreste Silkebrokade, med ubevægeligt Ansigt, stiv i sin Holdning som en pyntet og smykket Infantinde paa et Maleri af Velazquez[CDXLVII]. Medens de fleste Gesandters Hofdragt var overlæsset med Guldbroderi uden derfor at være smagfuld, glimrede den østerrigsk-ungarske Gesandt, Grev Emerich Szechenyi[CDXLVIII] i en pragtfuld Purpurdragt. Dog endnu smukkere klædt end han var en tyveaarig ungarsk Magnat, hvem han skulde forestille. Denne var helt klædt i en tætsluttende hvid Silkedragt med Guldbrokade og hvide Sko. Om Skuldrene laa en højrød Fløjels Kappe, der holdtes om Halsen ved en Guldkæde.
I denne Kres fandt vi endelig ogsaa den danske Gesandt Hr. v. Quaade[CDXLIX]. Jeg nærmede mig og bad ham artigt forestille mig for de Kejserlige, naar de senere kom. Han gav mig et forbitret Blik og spurgte snærrende: Err De inviteret? – Jeg saa forbauset paa ham, og Hr. v. Kumanin[CDL] sagde i Øret paa mig: Qu’est qu’il dit? – Jeg svarte højt paa Fransk: »Herren spørger mig, om jeg er indbudt her i Aften. Der er jo ikke stort at svare derpaa.« – Quaade[CDLI] sagde: »Jeg vil ikke forestille Dem; jeg har ingen Ordre dertil. Jeg forestiller ikke saadan uden videre.« – Kumanin[CDLII] |378| foreslog da, at man skulde sende en Page til de indre Gemakker og lade ham forespørge, om jeg skulde forestilles eller ikke.
Smaa Pager stod opstillede bag de tomme Stole, som ventede paa de fyrstelige Personer. En blev tilkaldt og sendt afsted. Den kejserlige Familie maatte være langt borte i Slottet; thi det tog en mægtig Tid, før han kom igen. Han overbragte den Besked, at det var ganske rigtigt, jeg skulde forestilles, hvorpaa Quaade[CDLIII] i høj Arrigskab sagde til mig: »Ja, vil De saa holde Dem i min Nærhed, for hvis De staar i den ene Ende af Salen og jeg i den anden, kan jeg sandelig ikke forestille Dem.« – Dette var saa indlysende, at jeg tør sige, jeg var falden derpaa af mig selv.
Man stillede sig op i Firkant langs Væggene. Diplomaterne i flere Rækker langs Salens ene Ende; overfor dem de tilstedeværende Fyrster. Langs Salens ene Side Hoffets Damer, langs den anden Gesandternes Fruer med deres Følge.
Der blev lydløs Stilhed, da de Kejserlige kom. Hver for sig begyndte, først Kejseren[CDLIV], saa Kejserinden[CDLV], deres Rundgang. Wilhelm I[CDLVI] var da 84 Aar gammel, men han holdt sig, høj som han var, saa rank som en Yngling. Han bar rød Uniform og havde sin Hjelm i Haanden. Hans Ansigtsudtryk var venligt, hans Stemme havde en behagelig Klang.
Til mig henvendte han et Par artige Ord, spurgte mig – for at sige noget – lidt ud om Universitetet i Kjøbenhavn, hvorledes det var indrettet, hvor mange Studenter der var, talte saa en Smule til mig om mig selv, og sagde: Aber Sie |379| sprechen ja Deutsch† wie unser einer, derpaa, henvendt til Quaade[CDLVII]: Sie auch.
Var Kejseren[CDLVIII] selv en endnu kraftig Mand, saa syntes til Gengæld hans Følge ældgammelt, æventyrligt gammelt, Generaler og Hofmænd i Uniform, bedækkede med Ordener, der vaklede afsted med lange Stave i Hænderne som en lille Flok af halvfemsindstyveaarige.
Kejserinden[CDLIX] maatte trods sin Alder efter Hofskik være nedringet, og hendes endnu fine, hvide Skuldre hævede sig over Kjolens Indskæring. Hendes Holdning var ikke slet saa rank som Kejserens[CDLX]; men den havde sin Højhed.
Da jeg blev forestillet for hende, sagde hun: J’ai assisté à votre conférence. Es hat mich sehr erfreut. Vous avez un grand talent, derpaa, henvendt til Quaade[CDLXI]: Votre compatriote a un grand talent, og hun gik forbi.
Jeg samtalte en Del med Kammerherre von Knesebeck[CDLXII], som jeg neppe kendte igen i Hofdragten; han var uden Sammenligning den smukkeste Mand paa Slottet den Aften. Han talte en Del om Beaconsfield[CDLXIII] og mit Skrift om ham, ogsaa om en Diplomat ved Navn Rist[CDLXIV], der havde skrevet Erindringer, hvori der forekom adskilligt om Danmark. Han kendte lidt til det danske Venstre, vidste meget betegnende i Grunden kun om det, at det var det Parti, Grev Holstein[CDLXV] tilhørte.
Virchow[CDLXVI] kom mig elskværdigt i Møde: Sie haben die Berliner schnell gewonnen. Ved Aftensmaaltidet tog Auerbach[CDLXVII] sig af mig, sørgede for, at jeg ikke gik sulten fra Buffetten, lod Lakajerne fylde mit Glas og skære et godt Stykke af Kagen til mig, førte mig saa hen i hans Kres, hvor den amerikanske Gesandt Mr. White[CDLXVIII] dannede Midtpunktet og det gik fornøjeligt til.
Da jeg senere paa Aftenen stod i Billedgalleriet og talte med min Velynder, Astronomen, Professor Förster[CDLXIX], som |380| havde kendt min vise gamle Ven d’Arrest[CDLXX], og da vi i Trængslen havde stillet os mod Væggen, mærkede vi Uro og Bevægelse blandt de Forsamlede, der traadte til Side og gav Plads. Det var Kejserinden[CDLXXI], som gik søgende gennem Salen. Alle veg til Side, saa Förster[CDLXXII] og jeg pludselig stod synlige fra alle Sider. Men da Kejserinden[CDLXXIII] gik hen til mig, fjernede ogsaa han sig. Hun sagde til mig: Ich wiederhole, was ich gesagt habe, es hat mich sehr erfreut, Ihre Vorlesung zu hören. Ich weiss, Sie haben auch vorher anderswo geredet, in der Humboldtakademie, nicht wahr? Sind Sie lange in Deutchland gewesen? – Seit drei Jahren, Majestät. – Nun müssen Sie hier bleiben. Hun udspurgte mig saa, om mit Ophold i Frankrig og om mine Studier der, sagde: Sie haben Ihre Zeit dort sehr gut und gründlich benutzt. Ich hoffe, wenn Sie hier bleiben, noch öfters Gelegenheit zu haben, Sie zu hören und zu sehen.
Der blev sent paa Aftenen en mærkelig Stemning i de store lyse Rum, ved hvis Døre Grenaderer i Uniformer fra Frederik den Stores[CDLXXIV] Tid holdt Vagt. Den rige Belysning fik Hofuniformernes Guld og Diamanterne om Damernes Halse til at kaste stærke Reflekser. Efter de Kejserliges Bortgang var Selskabeligheden tvangfri, og man blev Vidne til oprømte og kloge Samtaler, førte mellem nogle af Tysklands bedste Mænd.
Henad Midnat forlod jeg Slottet. Wilhelm Förster[CDLXXV] fulgte mig til min Dør.
Næste Dag hentede en Bekendt mig til en Spadseretur i Thiergarten, hvor alle Træer i den stille Frost var bedækkede med Sne. Da han forlod mig, gik jeg længe om i Haven alene.
|381| Jeg grublede over den tyske Folkeaand, som den indtil da havde udviklet sig i det nye Rige. Dens Kraft syntes mig i Hovedsagen at bero paa den Lethed, hvormed den lod sig disciplinere. Tyskerne selv betegnede sig vel gerne som Individualister i Sammenligning med de sociable Franskmænd og de politiske Englændere. Men de syntes mig mindre individualistiske end de selv mente. Det upersonlige Forhold til Livsmagterne var saare hyppigt.
Alt var her reguleret. Der var altfor mange anonyme Følelser, som her kvaltes og dræbtes, fordi de skulde have et Navn og fik et bestemt, der ikke passede for dem. Altfor tidt opfattedes saaledes Følelsen som Individet forment. Saa mange Enkelte, saa mange Arter af Følelser. Og saa mange Genstande for disse Følelser, saa mange Varianter. Der var Hjerter, som ikke kunde smeddes i Regler. For dem var Tyskland ikke Landet.
Hvad den personlige Særegenhed i Tyskland angik, mindedes jeg et Ord, som en kritisk Tysker en Dag havde sagt mig: »Her har hver sin Marotte (Kæphest), det er den hele Individualisme; der er næsten ingen, som har Initiativ.« Og det faldt mig ind, at det var vel derved at Bismarck[CDLXXVI] havde faaet saa stor Magt over dette Folk, han, der, som han selv havde sagt, var ein Mann von Initiative. Enhver Samtidig burde lære af ham, hvad han formaaede. Og jeg gentog for mig selv paa Tysk: Erst wägen, dann wagen, siger Moltke[CDLXXVII]. Noch lange nicht genug, siger Bismarck[CDLXXVIII] – to dybe Ord.
Jeg gik længere ind i Thiergarten, Sneen laa højt og tæt, og lyste, hvor Solstrejf faldt paa den. De gamle Kastanietræer om Goldfischpark saa’ alvorlige og milde ud med deres nøgne, af Sneen skjulte Grene. I det Indre af Haven stødte jeg paa en Gruppe stejle Graner. Jeg tænkte paa Norden, paa de Danske, der tilfredse med hverandre havde |382| udelukket mig, og paa mine spredte Venner rundtom i Europa, i Tyskland, Frankrig, Italien og Norden. Goethes[CDLXXIX] Ord faldt mig ind:
Vi befinder os vel, sagde en broderligt ensartet Granskov til Cederen: Vi er saa mange, og du staar alene. –
Jeg har ogsaa Brødre, sagde Cederen, om end ikke paa dette Bjerg.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
