Af andre Literatorer, som jeg omgikkes, maa jeg nævne den fine Kender af fransk Aandsliv, Professor Immelmann[I]; den ypperste Gransker af Jean Paul[II], Dr. Nerrlich[III]; Filologen Dr. Bruchmann[IV], da Elev af Steinthal[V], der tidligere havde arbejdet under den berømte Adalbert Kuhn[VI] (Forfatteren til den udmærkede Bog om Ildmyterne), en af de unge Mænd, hvis sjælelige Finhed og ildfulde Ivren for hvad han ansaa for ret og vederhæftigt gjorde stærkest Indtryk paa mig; dernæst Historikeren Adolf Stern[VII], en Ven af Geiger[VIII], der da allerede havde skrevet en god Bog om Milton[IX] og hans Tid, senere blev Professor i Schweiz; Dr. Julius Lessing[X], Direktøren for Kunstflidsmuseet, den første Fremmede, jeg hørte beklage Thorvaldsens[XI] Indflydelse paa dansk Kunst og Kunstindustri som hæmmende for dem; fremdeles Nationalzeitungs Kritiker Dr. Eugen Zabel[XII], der snart ganske skulde hellige sig til Studiet af russiske Forhold, russisk Kunst og russiske Bøger; den unge Eventyrdigter Walter Gottheil[XIII], en Entusiast og yndefuld Poet, der alt i Tyveaarsalderen blev bortrevet af Svindsot; S. Hensel[XIV], der har forfattet det fortjenstfulde Værk om Familien Mendelssohn[XV], som han tilhørte; Kammerherre Gustav von Loeper[XVI], den udmærkede Goethekender, Hovedmanden ved Ordningen af den i saa mange Aar alene brugelige Hempelske Udgave af Goethes[XVII] Værker.
|312| En ung Dansk, som overflyttede sin Virksomhed fra Danmark til Tyskland, bragte mig endelig i Berøring med det da yngste Kuld af Literatur-Elskere og Kritikere, den nærmeste Fremtids Mænd. Hans Navn var Julius Hoffory[XVIII], og hans Skæbne er betegnende for Datidens danske Tilstande. I den kjøbenhavnske Studenterforening havde han, der sad inde med stor Evne til at efterligne Stemmer, en Aften i sine Kameraters Kres gjort en Aarhus-Degn efter, som var bekendt for sin snurrige Røst og komiske Messen. Hoffory[XIX] blev saa af en gudhengiven Sjæl angivet til Senioratet som Gudsbespotter, og der stilledes ham Valget mellem at gøre en Undskyldning eller at udstødes af Foreningen. Han, der ansaa sig for ganske uskyldig, foretrak det sidste. Da han mange Aar efter vilde habilitere sig ved Kjøbenhavns Universitet, erfor han, at denne gamle Historie endnu var i levende Erindring og sikkert vilde spærre Universitetsbanen for ham. Han gik da til Tyskland, lod sig naturalisere og opnaaede i en ung Alder Udnævnelse til Professor i nordiske Sprog ved Berlineruniversitetet.
Hoffory[XX], der var mig oprigtigt og varmt hengiven, og uegennyttigt glædede sig over min voksende Navnkundighed, var Elev af Wilhelm Scherer[XXI] og inderlig Beundrer af Henrik Ibsen[XXII], havde ogsaa gjort dennes personlige Bekendtskab. Han bidrog gennem sit Venskab med Otto Brahm[XXIII] og Paul Schlenther[XXIV] mere end nogen anden til at befæste Ibsens[XXV] Ry i Tyskland; thi disse to unge Mænd stillede sig det til Opgave at indvie deres Landsmænd i Forstaaelsen af den epokegørende norske Digter.
Otto Brahm[XXVI] var da endnu Journalist og Teaterkritiker, Paul Schlenther[XXVII] ligesaa; begge havde dengang kun godtgjort Evner som unge Literaturhistorikere af Scherers[XXVIII] Skole. Senere fik de som praktiske Mænd store Opgaver at tumle med. Schlenther blev Direktør for Burgteatret i Wien, |313| Brahm satte Tidsskel i Berlins Teaterhistorie ved Maaden, hvorpaa han ledede Deutsches Theater, som han nu har forladt for Lessingteatret.
Jeg var med Glæde Vidne til den Lidenskab, hvormed de antog sig Ibsens[XXIX] Sag som senere Hauptmanns[XXX] og de andre unge Digteres, der fornyede det tyske Drama. Otto Brahm[XXXI] stod mig personligt nær.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
