En betydelig Plads i Datidens Literatur indtog Paul Lindau[I], der paa én Gang udgav Ugeskriftet Die Gegenwart og Maanedskriftet Nord und Süd. Som Dramatiker og Romanforfatter var han uden Dybde; ikke uden Menneskekundskab og behændig Teknik. Som polemisk Forfatter var han i sin Smidighed og Spydighed en Legemliggørelse af Berlinerviddet, en Bryder, der var indgnedet med mangfoldige Salver, mest franske. I det liberale Parti var han en af de ikke mange, der havde faaet et stærkt Indtryk af Bismarcks[II] Geni og som uforbeholdent stod ved det. Han havde ikke Ballast nok til at kunne være pedantisk; saa den Fortjeneste, at han med sin Gamin-Natur var uden alt Pedanteri, var forsaavidt ikke stor; men man følte sig fristet til at anerkende den, naar han fejdede mod en Julian Schmidt[III]. Han var som Kritiker skarpsynet; blot en saadan Afhandling som den, han skrev om Victor Hugo[IV] med en parodierende Efterligning af dennes Stil, røbede sjælden Sikkerhed i Blikket for et Talents Struktur.
Selskabeligt virkede Paul Lindau[V] vindende ved sin fuldendte Velopdragenhed. Medens en gammel, af Magtfylde svulmende Kritiker som Karl Frenzel[VI] selskabeligt behandlede en yngre Forfatter, som var han Luft, indlod Paul Lindau[VII] sig elskværdigt med den Fremmede, fortalte underholdende Ting, delagtiggjorde En i morsomme Iagttagelser, sagde aldrig noget dumt eller klodset. Han havde for mange Indtryk og Indfald til, som de pauvre Forfattere, at maatte spare dem op til skriftlig Brug.
Blot jeg tænker paa en af de ikke særdeles mange Gange, jeg har været sammen med ham, falder en Vrimmel af Smaatræk og Anekdoter mig ind, som han meddelte mig – en sympatetisk Skildring af Prinsen af Wales, nuværende |309| Kong Edvard[VIII], hvem han havde truffet hos Prinsen af Nassau, og som havde citeret hans spøgende Ord om Richard Wagner[IX]: Junger Tannhäuser, alter Parcifal – en pudsig Skildring af et landligt Maaltid i Grünewald paa Lindaus[X] Fødselsdag, under hvilket Herrerne blev besværede af Bøller, som da Politibetjente kom til, snedigt for disse fremstilte sig som de af Selskabet overfaldne. Da Politiet stod paa Nippet til at tage Bøllernes Parti, havde Lindau[XI] sagt til sin Ven Grev Wilhelm Bismarck[XII]: »Sig dem dog, hvem du er, og lad os faa Ende paa Sagen!« Men da Rigskanslerens[XIII] Søn[XIV] fulgte Raadet, svarte Betjentene haangrinende: Graf Bismarck[XV]! dat kennen wir, dat sagen sie alle!
Broderen Rudolf Lindau[XVI] behandlede den ti Aar yngre Paul[XVII] som et stort uregerligt Barn, han havde faaet at tage sig af, stræbte forgæves at bevæge den yngre til ikke at gøre Dag af Nat og deslige. Han havde som Diplomat og Skribent indlagt sig Ære, kjendte Japan og Kina og Amerika, og havde foruden Afhandlinger paa forskellige Sprog, særligt Fransk – han var Medarbejder af Revue des deux mondes – offentliggjort forskellige Noveller. Jeg havde læst dem, der foregik i fjerne Lande, som Reisegefährten, Der lange Holländer og Die kleine Welt. Baade ved Æmnerne og deres Behandling var de ualmindelige.
Efterat have gennemløbet Konsulbanen var Rudolf Lindau[XVIII] i 1878 traadt ind i den politiske Afdeling af Udenrigsministeriet i Berlin; Paul Lindau[XIX] kunde da som Publicist gennem ham skaffe sig Kundskab om Politikens øjeblikkelige Stilling.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
