En Digter, hvis Poesier gik af som varmt Brød, men som ganske manglede Oprindelighed, var Julius Wolff[I], hvem |307| man ikke sjældent traf i Selskabslivet; han saa ud som det, han var, en brav forhenværende Landeværns-Officer, der havde udgivet Illustrierte Frauenzeitung. Han skrev smidige Vers og tiltalte sit Publikum mest i den versificerede Fortælling (som Rottefangeren fra Hameln); han forstod at lægge en gammel Tids Farve over sine Digte, idet han gav dem en Smule historisk Sminke, og frembragte saaledes den mange Damer tiltalende Busenlatzpoesie; paa Dansk: Brystdugs-Digtning.
Mere Liv var der i de rimende Journalisters Frembringelser, en original Berliner-Afart. Den nu længst afdøde Ernst Dohm[II] var en Mester i den humoristiske, politiske Satire og en Versekunstner af høj Rang. Han havde et fint Øre og en sikker Haand, skrev med ganske samme Lethed en Feuilleton paa udmærkede Rim som i Prosa. I sine Vaner var han den ægte Kunstner-Zigøjner. En Formiddag, da jeg besøgte ham, og han lidt hurtigt vilde springe mig i Møde fra sit Skrivebord, hvorved han sad, saa han kom til at glide ud og faldt paa Gulvet, saa jeg, at han under sin løse Sloblok var splitternøgen, hverken havde Skjorte eller Underbenklæder eller Sokker paa. Han respekterede ingen Regler, gjorde hvad der faldt ham bekvemt. Han kunde, sagde hans Venner om ham, spille Alt fra Bladet, Kærligheden med.
Et Talent af beslægtet, men mindre storstilet Art var Julius Stettenheim[III], som netop da under den russisk-tyrkiske Krig skabte sin Hovedtype, den morsomme Krigskorrespondent Wippchen. Stettenheim[IV] rimede en Feuilleton om hvilketsomhelst Æmne med Virtuositet. Han var i Selskabslivet godmodig, elskværdig, taknemmelig for den ringeste Anerkendelse, som man da ogsaa redebon og af et godt Hjerte ydede ham.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
