Levned, 2 (1907)

27.

I den skønne Literatur var Berthold Auerbach^[I] da Faderskikkelsen. Tidligt indtog han en Plads i mit aandelige Liv. Mine Kamerater og jeg havde som unge Mennesker sværmet for Revolutionsstemningen i hans Neues Leben. Jeg havde ikke genlæst Bogen siden da; men jeg mindedes den med Begejstring. Og i Tyveaarsalderen havde jeg havt hans Roman Spinoza, hans Dichter und Kaufmann og især hans Barfüssele inderligt kær.

Jeg har andensteds skildret ham.^*

^*)Samlede Skrifter VII 304

Her vil jeg kun bemærke, at han i Berliner Selskabslivet var Genstand for en vis Medfølelse paa Grund af hans Hustrus^[II] vanskelige Karakter og paa Grund af det ringe Hensyn, der toges til ham i et Hjem, der intet var; men at han samtidigt var Genstand for adskillig Skemt paa Grund af hans, iøvrigt barnligt uskyldige, Forfængelighed. Han troede at glæde en Tjenestepige ved, naar han ikke traf Herskabet hjemme, at meddele hende: Ich bin der Auerbach. Han afgav et haandskrevet Visitkort med Ordene: Das ist immerhin ein Autograph til jævne Folk, der ikke vidste, hvad en Autograf vilde sige, end mindre satte Pris paa den.

Men ikke desmindre var han en viis Mand, der sad inde med en umaadelig Erfaring, og som berigede, naar han |306| øste af den, og tillige en Digter, hvis flygtige Ytringer var baarne af Fantasi, saa selv det ringeste, han sagde, forblev i Ens Erindring. Jeg mindes bitte smaa Iagttagelser, han henkastede. En Dag da han vilde indprente, hvor let den, der blot en kort Tid undlader at kæmpe for Livet, kan komme til at gaa nedenom og hjem, sagde han f. Eks.: »Med den første afrevne Veste- eller Frakkeknap, der ikke bliver syet i, begynder det uafvendelige Forfald«. Jeg har aldrig kunnet glemme den Knap.

Friedrich Spielhagen^[III] indtog en lige saa stor literær og en betydeligere selskabelig Stilling. Han førte Hus, havde en Kres af Beundrere og Beundrerinder, en større af Venner og Bekendte, var en forstandsklar, veltalende og beaandet Mand, lige saa stærkt politisk som literært interesseret.

Næst ham var vistnok Hans Hopfen^[IV], hvem jeg lærte at kende i det Bernstein’ske Hus, senere traf allevegne, den mest ansete Fortæller. Han var Bairer, Naturbursch, gik aandeligt talt i den sydtyske Joppe, havde et solidt Talent med en vis Krydderduft af Jordbunden, men var ingen tilforladelig Kunstner, kunde efter korte, kærnerige Noveller levere opspædte tre Binds Romaner, som man ikke kom igennem. Der var i hans Væsen Djærvhed, Drøjhed, god Iagttagelsesevne og nogen ubehersket Grovhed.

Et fremragende Talent som Digter og Journalist var Theodor Fontane^[V], bekendt som Krigskorrespondent, som en Lyriker, der forstod at træffe Soldatertonen, og som original Prosaist. Hans Novelle L’Adultera blev meget beundret. Han fandt som fin Essayist† Essayist] Esayist A. med Rette, at mit Essay om Paul Heyse^[VI] ikke rigtigt havde malet Manden.

Forrige afsnit: 26.
Næste afsnit: 28.