Det var jo overhovedet ikke alene af Mændene, jeg i de nye Forhold lærte tysk Væsen at kende. Der var blandt Kvinderne adskillige, som gjorde stærkt og uudsletteligt Indtryk, saaledes enkelte af Emigranternes unge Døtre, i hvis Væsen den nordamerikanske Opdragelse paa en vindende Maade havde frigjort og udviklet den lødige tyske Kultur. De af Naturen vemodige og entusiastiske havde derovre faaet vækket og skærpet deres Kritik; de ungdommeligt friske og lattermilde havde derovre vundet en højere Selvstændighed. Men ogsaa det ublandet tyske Naturel kunde hos Kvinderne have Tiltrækning ved høj Forfinelse.
Den udmærkede gamle Jurist Karl Georg Bruns[I], en af de ypperste Romerrets-Forskere og Middelalders-Granskere, hvis Hovedværk er Das Recht des Besitzes im Mittelalter und in der Gegenwart, havde, selv fin og smuk, en Hustru og en Datter (Fru Witte), der begge gjorde et næsten idealt Indtryk ved sjælfuld Finhed. Den gamle Dame var lige saa smuk som den unge; to ranke, smalle Skabninger, fra hvilke der udstraalede Ynde, Godhed og Forstand. Det var et haardt Slag for dem, da i 1880 Bruns[II] pludselig døde.
Sjældent traf man egentlige Skønheder blandt Kvinderne – jeg mindes kun at have set en, en ung blændende Frøken Schlesinger[III], der turde være Modellen til Lyrikens Skik|304|kelse paa Schapers[IV] Goethe-Mindesmærke i Berlin, og en ung Fru von Strahlendorf fra de russiske Østersøprovinser, der svarede til sit straalende Navn.
Men jeg traf Kvinder, der allerede tilaars, mindede mig om ældre Tiders Finhed, saaledes Fruerne Piagé[V] og Siegmund[VI], der tilhørte den Mendelssohnske Kres og under hvide Haar bevarede kvindelig Værdighed og Ynde; disse Damer var nær beslægtede med Georg Herweghs[VII] højsindede og tapre Hustru[VIII].
Blandt de Skuespillerinder, jeg i Selskabslivet traf, maa jeg nævne en eneste, den største, Marie Seebach[IX], et sjældent ægte Menneske, der gjorde et velgørende Indtryk. Hun havde som tragisk Skuespillerinde triumferet i Hamborg, i Wien og i München ved Dingelstedts[X] Mønsteropførelser, havde været gift med Sangeren August Niemann[XI], der forlod hende for at ægte Fru Niemann-Raabe[XII], havde saa spilt i Rusland, Holland og Amerika og levede nu i Berlin. Sin hele Formue bestemte hun til Oprettelsen af en Forsørgelsesanstalt i Weimar for fattige Skuespillere og Skuespillerinder. Den blev aabnet 1895. Hun opdrog mange unge Kvinder til Optræden paa Scenen, deriblandt den i Finlands Teaterhistorie fremragende Skuespillerinde, Ida Aalberg[XIII].
En anden udmærket Kvinde, der kom mig hjerteligt imøde og hvem jeg mindes med Taknemmelighed trods det lidet, jeg saa til hende, var Baronesse Senfft-Pilsach[XIV], hvis Mand var en nær Ven af den senere Kejser Friedrich[XV], en Aristokrat, som var hævet over enhver smaaborgerlig eller storborgerlig Fordom. Hans Frue havde i sit Væsen en Varme, en abandon, som straks ved første Møde henrev.
I en Købmandsfamilie, hvor de pur unge Døtre, Betty[XVI] og Sophie Wolff, sytten eller atten Aar gamle, var Malerinder, der røbede Talent og havde Bestillinger, tilbragte jeg gode Timer. Deres Forældres Hus mindede mig levende |305| om min Valg-Kusines Hus i Kjøbenhavn, der ligeledes var fuldt af unge, blomstrende Døtre. Deres Veninde, Frøken Sabine Gräf[XVII], nu Maleren Lepsius’s[XVIII] Hustru, som selv er Malerinde, var ligeledes en yderst fin lille Skabning, blond med mørke Øjne, der i sin ungdommelige Sarthed og Opvakthed mindede om en fransk Pastel fra det 18. Aarhundredes Slutning.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
