Vistnok gennem Treu[I] blev Bernsteins[II] Hus et Samlingssted for Kunstkendere og Arkæologer. Der traf man Alexander Conze[III], Direktøren for Berlins Antiksamlinger, der havde en lang Række Studierejser i Grækenland og paa de græske Øer bag sig og som havde en Hovedandel i Gennemførelsen af de pergameniske Udgravninger, som netop da sysselsatte den dannede Almenhed i Tyskland. Man glædede sig over, at Bismarck[IV] under Forhandlingerne med Tyrkiet havde sikret Hovedstaden Originalværkerne, medens de Mænd, der havde indgaaet Aftalerne med Grækenland angaaende Olympia, til Bismarcks[V] Ærgrelse havde vist det Ædelmod at nøjes med de blotte Afstøbninger.
Hos Bernsteins[VI] saa jeg ogsaa Wilhelm Bode[VII], den nu berømte Direktør for Berlins Malerisamling, som han har hævet til en Samling af første Rang, dengang Leder for Afdelingen Kristelig Plastik. Hans Studier af middelalderlig og Renæssanceskulptur i Italien er ikke blot blevne nedlagte |302| i værdifulde Bøger, men har ført til Berlins Erhvervelse af sjældne Kunstskatte, hvis Værdi man andensteds ikke forstod. Louvre-Samlingen havde saaledes afvist den for lange Tider siden ranede og bortførte sienesiske Putto af Donatello [VIII] som et Arbejde fra det 18. Aarhundrede(!), da Bode[IX] købte Figuren og gav en højere Pris for den end den, som blev krævet af Sælgeren. Den kloge Mand, hvis Stilsans var og er saa skarp, havde et svagt Helbred, og gentagne haardnakkede Aarebetændelser har hindret ham i hans Virksomhed uden dog at gøre den væsenligt Afbræk.
Efter ligesom Treu[X] at have medvirket ved Udgravningerne i Olympia kom Adolf Furtwängler[XI], nu en af Tysklands mest skattede Arkæologer, til Berlin og saas jævnligt i det Bernsteinske Hus. Han var fra 1880 ansat ved Museet, var endnu i Tyverne; men allerede saa fremragende, at han vakte Familiens levende Interesse.
Ved de store Aftenselskaber i Spielhagens[XII] Hus – han modtog gerne en Aften hver Uge en Maaned igennem – traf jeg første Gang den Mand, hvem Udgravningerne i Olympia oprindeligt skyldtes, da han som Kronprinsens[XIII] tidligere Lærer havde interesseret denne for Foretagendet, Professor Ernst Curtius[XIV], Forfatteren af Græsk Historie. Han kom ofte til Bernsteins[XV]. Den smukke Mand med det fine, ganske skægløse Ansigt, uverdsligt nobel, dannede den skarpeste Modsætning til sin Kollega Mommsen[XVI], den romerske Histories Forfatter, hin sart, idealistisk, denne strid, ogsaa som Historiker stadigt Realist, der interesserede sig for Køkken og Kælder saa fuldt som for Palads- og Tempel-Ruin, medens Curtius[XVII] altid syntes at bevæge sig i overjordiske Egne. Fru Curtius[XVIII] var en anderledes kraftig og umiddelbart livfuld Natur; hun var statelig og tiltalende, en ægte Professorhustru, der vilde have Udbytte af sine Samtaler. Hun spurgte En ud, ikke om det Private, men om |303| aandelige Ting, drøftede i det Uendelige menneskelige, videnskabelige, kunstneriske Spørgsmaal med En, fordomsfrit, eller dog saa fordomsfrit, som det var muligt for en til Hoffet knyttet og stærkt upraktisk tysk Professors Hustru at tænke. I mig, hvem hun ellers ret godt led, troede hun af og til at spore Tyskerhad. Men hun smilte kun af det.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
