Et af de Huse, hvor jeg straks efter min Ankomst følte mig bedst tilpas, var den udmærkede Advokat, Justizrath John Simsons[I].
John Simson[II] var en yngre Broder til den berømte Martin Eduard Simson[III], Præsident for Nationalforsamlingen i Frankfurt 1848, senere for den prøjsiske Landdag, og paa dette Tidspunkt for den i Leipzig oprettede Rigsret. Han stammede fra Königsberg, var en svær, meget smuk Mand, med prægtige Øjne og en klog Skaldepande. Han havde et Hjerte af Guld. Blot det at være i hans Nærhed var behageligt. Han bragte sund Sans, uendelig Godmodighed, et godt Hoveds sikre Skemt med sig. Mest tiltalte dog den overstrømmende Hjertelighed hos en saa klog Mand. Den var da heller ikke mulig uden en Grundsum af tiltalende Naivetet. Tiltrods for at han som Advokat havde gjort et umaadeligt Antal Forbryderes Bekendtskab og sad inde med stor og solid Menneskekundskab, kunde han nu og da udtrykke sig barnligt. Men han var af dem, der gjorde En glad blot ved at holde af En. Og han var saa indtagende, fordi han forenede den ligefremmeste Hengivenhed med de stiveste gammeldags Former. Han brugte uden et Smil i Tiltale til mig, der var en Snes Aar yngre end han, Udtryk, som til Nød kunde været paa deres Plads, henvendte til en ældgammel eller fyrstelig Beskytter. Nein, mein verehrter Gönner! og deslige.
John Simson[IV] var en Madkender og Vinkender af Rang, og det bidrog til det Velbefindende, man følte i hans Ungkarlehjem, at man ingensteds fik saa udsøgte Ting at spise |292| og at drikke. Som en meget formuende Mand saa han oftere Gæster hos sig, især sine Byesbørn fra Königsberg. I hans Hus traf jeg f. Eks. fra først af Billedhuggeren Siemering[V] og Malerne Gräf[VI] og Brausewetter[VII], alle fra denne By. Men han kendte iøvrigt saa at sige hele Berlin, var kommen i Berøring med Alverden fra Statsmænd og Kunstnere til det laveste Forbryderpak.
En Dag traadte han ind til mig med yderst oprømt Mine: George[VIII], mein Herzensjung! Ønsk mig til Lykke, jeg har et vanskeligt og subtilt Arbejde bag mig. Jeg har idag reddet et Menneskes Hoved og faaet ham pure frikendt. – Hvor kunde saa dræbende en Mistanke samle sig mod en Uskyldig? – En Uskyldig! George[IX], min Ven? Er De forrykt? Hvad Ære var der da ved det! Min Klient er det værste Krapyl, der har gaaet paa to Ben. Han har slaaet sin Kone ihjel saa vist som jeg staar her. Deri laa jo netop Vanskeligheden ved at forsvare ham og især med et saadant Resultat. Men tænk Dem! Slubberten takkede mig ikke engang, da det Hele var forbi, han, som dog skylder mig sit Liv. Jeg sætter naturligvis ikke megen Pris paa Tak fra de Læber: men saa megen Velopdragenhed kunde han dog have vist. – Og Simson[X] udviklede mig, at Talen var om Ejeren af en Forretning for Insektforgiftning kaldet Mykothanatos, hvis Hustru var fundet dræbt af Gift, mens Ægtemanden, der bevisligt forud havde givet en anden Kvinde Ægteskabsløfte, paastod, at hun havde villet tage sig selv af Dage, og at han paa hendes indstændige Bøn alene havde ladet sine Gemmer med Gift staa aabne.
Simson[XI] havde saa pudsige Udtryk for Misbilligelse som for Agtelse og udtalte dem uden et Smil. Til en Forfatter, der lige havde opgivet en Forlægger, om hvis Redelighed han efter Forfatteres Vane nærede Tvivl, for at træde i Forbindelse med en ny, til hvem han efter Forfatteres Vane |293| knyttede megen uhjemlet Forhaabning, sagde Simson[XII]: Tilfredsheden med Deres ny Forlægger gør Deres Hjerte Ære; jeg har netop nylig havt en Sag at føre mod ham, og uden afgjort Held; er ist hart um die Ecke des Zuchthauses herumgekommen.
Faldt Talen paa Forholdet mellem de to Køn, kunde Simsons[XIII] Naivetet vise sig i det klædeligste Lys. Han troede paa alle tvivlsomme Forholds Uskyldighed. En ældre Maler, en fin Mand, var bleven indviklet i en uhyggelig og modbydelig Pengeafpresnings-Sag. Tilsidst blev han anklaget for Mened; han havde nemlig svoret, ikke at have staaet i Forhold til en Model, hvem han bevisligt aldrig kunde løsrive sig fra, med hvem han foretog sine Rejser og hvem han stadigt afbildede nøgen. At Manden burde reddes, ifald det blot var muligt, det var klart. Hans værste Skyld var den, ved et fortvivlet Middel at have villet undgaa en Skandale, ondskabsfulde Mennesker vilde styrte ham i. Men Simson[XIV] var fuldt og fast overbevist om, at Malerens Forbindelse med Modellen tiltrods for de mest overbevisende Indicier havde været et rent kunstnerisk. Og han indviklede sig i de sindrigste Teorier om, hvorledes Forholdet mellem Kunstner og Model var et Forhold af ganske, ganske særegen Art, uden Sammenligning med noget andet Forhold paa Jorden, Teorier, som vilde have vundet Bifald hos Billedhuggeren Rubeck i Ibsens[XV] sidste Drama, men ikke kunde godkendes af Andre.
Trods Simsons[XVI] ubetingede Diskretion havde man det Indtryk, at han, smuk og indtagende som han var, i sine yngre Dage havde været en Mand, i hvem mange Kvinder fandt Behag. Han sagde aldrig et Ord om sit Forhold til det andet Køn. Men da Talen en Dag faldt paa en Mand, der var bleven beskyldt for dette eller hint, med Hensyn til hvilket Simson[XVII] kraftigt tog ham i Forsvar, og jeg saa |294| sagde: De vil dog ikke negte, at han har en Svaghed for Kvinder, svarte Simson med denne morsomme og mig ganske nye Anvendelse af et Horatsisk Vers: Ej hvad!
Hanc veniam petimus damusque vicissim.
En Dag kom Simson til mig med nedslaaede Miner: George[XVIII], mein verehrter Gönner! denne Dag er den tristeste i mit Liv! – Hvad er der dog hændt? – Tænk Dem, jeg stiger op paa en Sporvogn; den er fuldt besat; jeg bliver udenfor; da rejser en ung Dame sig fra sin Plads og tilbyder mig den. Jeg afslaar naturligvis. Men hun bliver ved sit med Udbruddet: Dem Alter die Ehre!
Han var da ikke stort over 50 Aar, men saa adskilligt ældre ud, og blev sig først ved den unge Piges Artighed sit Udseende bevidst.
Han levede ikke ti Aar derefter, blev altsaa ikke gammel. Savnet blev han af de mange, hvem han havde været en Ven, og af de sikkert ikke faa, smaa fattige Embedsmænd og Kunstnere i hans Kres, for hvem han havde været et Forsyn.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
