Paa egen Haand gjorde jeg Bekendtskab med en ung Tænker, der senere blev næsten berømt blot ved den Forbindelse, hvori hans Navn blev sat med et andet større Navn. En Dag traadte ind til mig en ung Mand med distingveret Ydre og mørkt tætklippet Haar, der forestillede sig som Dr. Paul Rée[I], Forfatter af en Bog Der Ursprung der moralischen Empfindungen (1877), som han overbragte. Bogen var et flittigt og lødigt Arbejde, men indeholdt intet synderlig Nyt for den, der var inde i de engelske Empirikeres Skrifter.
Da han havde talt nogen Tid med mig om sine Grundtanker, sagde han: Tillader De, at jeg indfører en ung Pige hos Dem, som er i høj Grad filosofisk begavet og har gjort alvorlige Studier? – Meget gerne. – Det er en tyveaarig Russerinde, hendes Navn er Lou von Salomé[II]. Vi har allerede i længere Tid gjort Rejser sammen, Men der er én Ting, jeg maa sige Dem straks; hun er ikke min Elskerinde. – Deres Meddelelse var overflødig, svarte jeg. Deres Forhold til den unge Dame er mig uvedkommende, og jeg |290| nærede ingen Formodninger. Men da De taler saa aabent til mig, saa sig mig, om den unge Piges Slægtninge intet har imod, at De og hun saaledes rejser omkring i Europa? – Nej, sagde han, jeg har et saa solidt Renommée, at Ingen tager det ilde op.
Kort Tid derefter bragte han mig en Pakke med lyriske Digte og bad mig indtrængende at læse dem og sige ham min Mening om deres Værdi. Det var Digte af Frøken von Salomé[III], der skønt Russerinde skrev Tysk, ja tyske Vers, og til min Forundring var det lutter sværmeriske Digte, alle rettede til en Mand, om hvis Identitet jeg ikke kunde være i Tvivl, siden Rée’s[IV] Ydre, hans Holdning, hans Ansigtstræk var livagtigt skildrede i dem.
Han havde da allerede bragt den unge Dame, en høj og tiltalende Blondine, mærkeligt inde i Filosofi, paa det Tidspunkt især en Kenderinde og Beundrerinde af Schopenhauer[V]. Hendes aandelige Udvikling havde, som jeg erfor, gjort det stærkeste Indtryk paa en hel Kres af unge Docenter ved Berlineruniversitetet. Mænd som Dr. Otto Seek[VI], den senere bekendte Historiker, talte ikke mindre anerkendende om hende end Dr. Rée[VII].
Hun og han havde da et Samliv med Nietzsche[VIII] i Sorrento bag sig. De skulde et Tiaar derefter begge blive berømte ved deres Forhold til ham. Det eneste Digt, Nietzsche[IX] har udsat for Kor og Orkester, er en Hymne til Livet af hende, og efter Nietzsches[X] Udsagn har Rées[XI] Bog om de moralske Følelsers Udspring vakt hans egne Tanker til punktuel Modsigelse. Sikkert har imidlertid Tankegangen hos Rée[XII] en Tid lang ikke vakt alene Modsigelse hos Nietzsche[XIII] *
, og en kort Tid synes ogsaa Frøken von Salomé[XIV] som |291| hans Elev at have gjort et vist Indtryk paa ham, indtil det snart kom til Brud dem imellem.Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
