Rudolf Siemering[I] var den første Billedhugger, jeg i Berlin lærte at kende.*
Hans solide, djærve, østprøjsiske Væsen var vindende, og jeg følte mig tiltalt af hans Kunst, der uden egenlig Genialitet var alvorlig og ægte. Efter lange Kampe var han trængt igennem, havde store Bestillinger til Tyskland (Luthermonument, Gräfemonument) og særligt til Amerika, hvor han var slaaet an. Snart udnævntes han til Bestyrer af Rauchmuseet, og opslog sin Bolig derved. Man |295| trivedes i hans Hjem; hans Hustru var sjældent smuk og fintdannet, dennes Søster var det neppe mindre, og Svogeren Dr. Lewin[II], som skrev i Die Gegenwart, var en Kunstkritiker af meget høj Rang, som havde Mod til Ros over det endnu ikke anerkendte. Han døde desværre ung.Af de gamle store Kunstnere saa jeg ret jævnlig Adolf Menzel[III], som var imødekommende og trods sin tilsyneladende Barskhed baade elskværdig og barnlig. Ganske urimelig var han i sine affærdigende Domme over de franske Impressionister; men hans Modtagelighed strakte sig ikke ud over Grænserne for hans eget Talent. Det var lærerigt for mig at se det gamle Prøjsens Aand legemliggjort i en moderne Kunstner.
Ludwig Knaus[IV], der jo ikke kunde maale sig med ham, men dog indgød Respekt og Sympati, traf jeg nu og da i literære Krese. Blandt ringere Malere saa jeg tidt hos Simson[V] den nævnte Königsberger Otto Brausewetter[VI], en lang, mager Mand med uredt Haar, som havde godmodigt Lune og naturligt Vid. Han gjorde store Historiemalerier i noget gammeldags Stil, først mere romantisk, saa mere realistisk holdte.
Dog ganske kort efter min Bosættelse i Berlin lærte jeg en Kres af yngre Kunstnere at kende.
Bjørnstjerne Bjørnson[VII], der meget jævnligt skrev til mig og hvis rige, virksomme Sind nu aabnede sig for mig under stadigt aandeligt Samkvem, bad mig modtage hans attenaarige Søn Bjørn[VIII], der var Elev ved Konservatoriet i Berlin og derefter blev tysk Skuespiller. Den unge Bjørnson[IX] indfandt sig, rødhaaret og frejdig med et Ansigt fuldt af Fregner, og gjorde et oplivende Indtryk. Han traadte gerne ind med et Smil og kastede i Almindelighed til Indledning af Samtalen et Fotografi af sin sidste Forlovede paa mit Skrivebord, altid en smuk Pige, som gjorde hans Smag Ære; han forlovede sig |296| gerne hver Maaned eller hveranden paany. En Dag i Marts 1878 sagde han til mig: »Tillad mig at indføre en ung Mand hos Dem, der gerne vil male Deres Portræt; han er 25 Aar gammel, norsk af Fødsel, men en Verdensmand, meget velopdragen, slet ikke nogen Nordmand«.
Saaledes kom Christian Krohg[X] til mig. Og da han havde baade Bolig og Atelier sammen med en anden ung Kunstner, paa 21 Aar, ved Navn Max Klinger[XI], lærte jeg samtidigt denne at kende. Og begge ret intimt; thi paa det Portræt af mig, som Krohg[XII] da begyndte, malte han i Reglen en halvanden Time hver Formiddag, og Maleriet tog fulde ni Maaneder, uden derfor at blive det Mesterværk, det maaske var blevet, ifald Krohg[XIII] havde erklæret det for færdigt, da en Fjerdedel af Tiden var gaaet. Først syntes det nemlig godt; senere blev det mere og mere besynderligt, alt som Farverne antog Karakteren af Lagkage. Da Gussow[XIV], de unge Mænds Lærer, da Berlins mest fejrede Portrætmaler, kom for at bedømme Billedet, var han ikke helt fornøjet, men antydede med Fingren, hvor Maleriet for ofte var blevet forbedret. Der gik endnu nogle Aar, før Christian† Krohg[XV] naaede sin Højde som djærv og oprindelig Maler. At han skulde udvikle sig til en udmærket Skribent med en altid lige sikker og uimodstaaelig Humor, Norges første Journalist, lod sig dengang ikke forudse. Han havde paa Ungdommens Vis Munden fuld af Teorier, og søgte den yderligst gaaende Synsmaade op for at vedkende sig den.*
Der var tre unge Kunstnere, som holdt sammen, de to nævnte og en Hr. von Vogtländer, der senere blev gift med en Datter af Kunst-Kritikeren Ludwig Pietsch[XVI]. Denne sidste har ikke vundet Navn som de to første.
Max Klinger[XVII] var en højst tiltrækkende Omgangsven, |297| stilfærdig og dyb. Selvfølgelig var han dengang i alle sine Anskuelser højst radikal. Skønt han straks i sine Pennetegninger indlod sig paa Fremstillinger af Kristi Historie, skulde dengang Ingen formode, han nogensinde vilde naa til den Fordybelse i kristeligt Følelsesliv, som senere Malerier af ham røber. En Dag, da han var sysselsat med en Pennetegning: Mænd, der omkring et Bord sidder fordybede i en eller anden uhyggelig Plan; spurgte han: Hvad forestiller det? og da Svaret faldt: En Falskmøntnerbande, tænker jeg – svarte han med et Smil: Omtrent; det er Apostlene som aftaler, at Jesu Lig skal forsvinde af Graven.
Klinger[XVIII] var dengang fortrinsvis Raderer og opnaaede snart Mesterskab i denne sin Kunst. Han udførte dog ogsaa adskillige Malerier, og kasserede af og til et, der syntes os andre baade oprindeligt og fængslende, saaledes et, der forestillede Soldater, som under en Hagl af Granater gaar gennem en Skov. Han var iøvrigt, som det stemmede med hans Tyveaarsalder, forelsket, og skønt han ikke sagde et Ord derom, var det dem, der stod ham nær, ikke vanskeligt at iagttage, hvilken uheldig Indflydelse den Udkaarne udøvede paa hans Velfærd. Hun plyndrede ham saa grundigt og han elskede hende saa højt, at han tilsidst, for at kunne give hende hver Mark, ikke spiste regelmæssigt til Middag og blev alvorligt syg deraf. Det Hjørnetaarn i Hohenzollernstrasse, hvor de unge Kunstnere boede paa femte Sal – sovende paa Madrasser i selve Atelieret – kaldtes af dem spøgefuldt for Hungertaarnet; for Klinger[XIX] blev det en kort Tid bogstaveligt dette.
Han rejste bort og kom igen og var rigere paa formfulde Indfald og Ideer end nogensinde. Han nøjedes ikke med en blot kunstnerisk Dannelse, læste meget og havde sin ganske selvstændige Smag. Af Tyskerne vurderede han den glemte Jean Paul[XX], af Franskmændene Brødrene Gon|298|court[XXI], særligt deres Kunstnerroman Manette Salomon. Han havde været i Paris og faaet det ulideligste Indtryk af Franskmændenes endnu aarvaagne Tyskerhad. Da han hos Goupil[XXII] havde spurgt, om man vilde udstille nogle Tegninger og Raderinger af ham, havde man til Svar spurgt ham, om han var Prøjser, og da han skønt Sachser var for stolt til at negte det, eftersom han vel vidste, at man mente: Tysker, havde man bedt ham vente lidt, og var saa kommen igen med et Kaalhovede og andet lignende Kasteskyts, som man slyngede efter ham, da han gik.
At omgaaes ham og se ned i hans Indre, var som at se ned i en Malstrøms Dyb. Man blev Vidne til, hvorledes et Geni langsomt formede sig. Det var et Skuespil, hvortil jeg allerede nogle Gange havde været Vidne. Men det var lærerigt som intet andet.
Det var umuligt, senere i Livet at tabe Max Klinger[XXIII] af Syne. I Aaret 1902 udførte han paa kun halvanden Dag en Kolossalbyste af mig, som har Lighed og stort kunstnerisk Værd.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
