Hos ham traf jeg enkelte unge Filosofer som Bruno Erdmann og den sjældent skarpttænkende og selvstændige Tönnies, der begge senere har gjort deres Navne bekendte.
Til hans Kres hørte ogsaa en højst indtagende og hjertevindende ung Mand, Dr. Johan Heller[I], Privatdocent ved Berlineruniversitetet, høj og slank, lidt foroverbøjet, en af dem, hvis blotte Indtræden i en Stue fornøjer. Han havde været Lærer for den unge Prins Wilhelm[II], den nuværende tyske Kejser, og ledsaget den da tyveaarige unge Fyrste paa hans Rejse til England. Han havde ikke modtaget et Indtryk af ham, som svarer til det, Kejseren[III] senere har gjort paa sit Folks Fantasi. Efter hans Opfattelse kunde Prinsen[IV] vel Engelsk som Tysk, da hans Moder[V] var engelsk, og han talte ret godt Fransk, var ogsaa blevet stoppet og proppet med en Mængde Kundskab og Videnskab af forskelligste |289| Art; men intet af dette var blevet levende Virkelighed i ham. Da Heller havde god Dømmekraft, maa det antages, at Prinsen[VI] forholdsvis sent er modnet.
Jeg kom til at holde saa meget af Dr. Heller[VII], at jeg stadigt gik paa Hospitalet og forhørte mig om hans Befindende, da han pludseligt blev syg. Det var et Slag for mig, da jeg en Morgen til Svar paa min Forespørgsel af Sygeplejersken fik Svaret: Dr. Heller[VIII] døde iaftes. – Saa megen Forstand og Dannelse, saa megen medfødt Gratie i Væsen dræbtes i Spiren uden at sætte Frugt eller efterlade sig Spor andensteds end i nogle Samtidiges Erindring.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
