Der var andre og yngre Tænkere, med hvem jeg snart kom i venskabelig Forbindelse. Gennem Steinthal[I] lærte jeg en ung Filosof at kende, med hvem jeg indtraadte i et meget livligt og stadigt aandeligt Samkvem, Friedrich Paulsen[II]. Paulsen[III] er nu en højtanset Professor i Filosofi ved Berlineruniversitetet, som han trods Tilbud andetsteds fra, da han var yngre, aldrig har villet forlade. Han var da en ung Doktor, som mange Eftermiddage hentede mig til en Spadseretur i Thiergarten.
|287| Friedrich Paulsen[IV] gennemløb i de Aar, jeg levede i Berlin, flere Udviklingstrin. Da jeg lærte ham at kende, var han en lidenskabelig Beundrer af Stuart Mill[V] og stærkt optaget af den engelske Retning i Filosofien. Senere gik han sine egne Veje og gjorde et Sving over mod den kristelige Socialisme. Paulsen[VI] er en Slesviger (fra Nordfriesland), men helt og holdent tilhørende den tyske og fremmed for den skandinaviske Dannelseskres, en Mand med et Lutherfysiognomi og en Holdning, som nedstammede han fra kraftige og selvstændige Bønder. Omgangen med ham var befrugtende for mig. Vi traf hinanden maaske netop paa et Tidspunkt i vort Liv, hvor vi nogen Tid kunde være noget for hinanden. Levende i en Kres, hvor det saakaldte Frisind blev højt skattet, var Paulsen[VII] paa sin Post mod det Filisteri, hvortil det forfaldt. Særligt var den Berlinske Presse ham højligt imod, og han var uudtømmelig i Paavisning af dens Brøst. Vistnok gennem ham lærte jeg Wuttke’s[VIII] betydelige og nedslaaende Bog at kende Die deutschen Zeitschriften und die Entstehung der öffentlichen Meinung, en Bog, der har Gyldighed langt ud over det tyske Rige. Meget optaget var Paulsen[IX] i hine Kulturkampens Dage af den Uret, der gjordes det katolske Parti. Han gik saa vidt, at han foretrak den katolske Art af Religiøsitet for den protestantiske. Særligt den protestantiske Søndagsprædiken var ham imod. De lutherske Præster har prædiket Religionen ud af Sjælene, sagde han tidt. Og han priste paa Prædikenens Bekostning Messe og Orgelspil.
Paulse[X]n var en yderst skarpsindig Erkendelsesfilosof, god at faa Forstand af. Men han var i sit inderste Væsen en Moralist. Det var derfor intet Under, at han kun nogle og fyrretyve Aar gammel, skrev sin Etik. Han anvendte moralske Grundbegreber med Sikkerhed og Fasthed.
Paulsen[XI] hørte dengang ikke til dem, som betragtede |288| Oprettelsen af det tyske Rige som en stor Bedrift. Han tillagde ikke, hvad han kaldte diese äussere Zusammenballung der deutschen Staaten nogen overordentlig Betydning. Han fandt, at Kants[XII] og Goethes[XIII] Tidsalder var en større Tid end denne, skønt den af Historieskriverne betegnedes som Søndersplittelsens usalige Tidsrum. Han udbrød en Dag: Hvad vilde Herder sige til dette Prøjservæsen! Om end ganske gennemtrængt af den ypperste tyske Kultur var han saa fordomsfri overfor den franske, at han paa en Udstilling af tyske og franske Slagmalerier fra den sidste Krig stillede Neuville’s[XIV] Krigsbilleder himmelhøjt over Camphausens[XV] og Bleibtreu’s[XVI]. Det var i hine den tyske Selvfølelses opbrusende Dage ikke en saa naturlig Ting som i senere Tider.
Paulsens[XVII] Væsen var Djærvhed, men en Djærvhed, der havde sit Smil og sin Ynde.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
