I de følgende Samtaler, jeg havde med Eduard von Hartmann[I] var to Ting mig paafaldende.
Først Arten af hans Patriotisme. Den var drøj, selvbehagelig, ikke synderlig forskellig fra den almindelige tyske Spidsborgers, baaret af Overbevisningen om at de Tyske uden videre var Jordens ypperste Folk, tysk Videnskab og Kunst i enhver Henseende de første osv. Det syntes mig besynderligt hos en Filosof.
Dernæst Arten af hans Ærgerrighed. Atter og atter kom han tilbage til at hans Samtidige ikke anerkendte ham som han fortjente. I Tidsskrifter og Aviser blev han af pur Misundelse – han sagde Ordet Neid med en ganske særegen Betoning – tiet ihjel, fik aldrig den Ros, som tilkom ham.
Var der nu noget, hvortil jeg i min Omgang med de Hundreder af Forfattere, jeg havde kendt, var bleven vant, saa var det disse Klager. Ingen hører dem oftere end en Kritiker, der jo til en vis Grad har det i sin Magt at raade Bod paa den Ulykke, hvorover der saa haardeligt jamres. Han føler sig tidligt som Doktor ved Hospitalet for de syge og Saarede Forfængeligheder. Men det var mig i Berlin forbeholdt, for første Gang at høre disse Klager af Forfatterne i et Verdenssprog og, som i dette Tilfælde, af en Forfatter, hvis Ry gik over Jorden, en mystisk Naturfilosof, hvis Tanker omspændte Altet.
Eduard von Hartmann[II] havde da sin Bog Phänomenologie des sittlichen Bewusstseins under Trykken, og det var ham vigtigt at faa den offentligt omtalt af mig. Dersom jeg var villig til at henlede Opmærksomheden paa den, skulde jeg faa Bogen tilsendt, før den udkom. Jeg vægrede mig saa længe det gik an, idet jeg hævdede, at fuld Sagkyndighed besad jeg kun paa det rent literære Omraade. Men imid|284|lertid havde Hartmann erfaret, at jeg var bleven Medarbejder af det store engelske Ugeskrift Academy, og fra det Øjeblik af, da dette rygtedes i Berlin, blev ikke blot fra hans, men fra adskillige meget notable Forfatteres Side det venskabelige Forhold til mig saare indtrængende. Det hændte mig, at jeg blev indbudt til et stort og yppigt Aftenselskab, fik Fruen tilbords, skønt jeg ikke var første Gang i Huset, og skønt jeg var meget langt fra at være den anseligste Gæst, at Fruen dernæst efter mange Omsvøb og Artigheder fik Talen ført hen paa, hvor nyttig en Omtale i Academy vilde være for hendes Mands nye Bog, ja det hændte, at efter dette Fruens venlige Fingerpeg Gemalen selv, som ikke altid lige nøje huskede den med Fruen aftalte Slagplan, efter Bordet gav mig en Variation af samme Tema.
Jeg forsøgte overfor Hartmann[III] at komme uden om den Vanskelighed at skulle rose paa Bestilling, idet jeg en Aften lovede ham en kortere Notits; men næste Morgen modtog jeg et Brev fra ham, hvori han fremhævede, at med en kortere Notits var han ikke tjent; han maatte udbede sig en omstændelig Artikel. Jeg havde anmodet ham om, dog ikke at give sin nye Bog en saa lang og afskrækkende Titel, hvilende paa det uforstaaelige Fremmedord Phänomenologie; jeg maatte smile, da han i samme Brev, hvori han opretholdt sit Krav paa en længere Artikel, belærte mig om, at han ikke gik paa Jagt efter Popularitet, ikke valgte sine Titler med den halvdannede Læser for Øje osv., ret som var det for min Skyld, jeg havde anmodet ham om at ændre Bogens Navn. Senere kom han øjensynligt til en bedre Erkendelse, thi allerede i andet Oplag strøg han af Titlen det fremmede Ord.
I sit store Værk om Eduard von Hartmanns[IV] filosofiske System tager Dr. Arthur Drews[V] med en vis Ret den fremragende Tænker i Forsvar mod det Smædeord Reklame|285|filosofen, som Modstandere heftede ved ham paa Grund af de Prospekter, som Hartmanns[VI] Forlægger udgav, og hvori alle mulige Domme, der nogensinde og nogetsteds var fældede over Forfatteren[VII] og hans Værker, blev forelagte Publikum. Men saa helt udelagtig i disse Prospekters Tilblivelse, som Dr. Drews[VIII] gør Hartmann[IX], var han visselig ikke. De sysselsatte ham meget.
Jeg oplevede i Berlin et pudsigt Vidnesbyrd derom. I 1877 ankom til Byen (vistnok fra Amerika, dog maaske ogsaa fra en Provinsby) en gammel, fin og klog, men i Hovedstaden vejvild Mand, ved Navn Ernst Kapp[X], der havde skrevet en højst værdifuld Bog Grundlinien einer Philosophie der Technik, en Fremstilling af de menneskelige Redskabers Udviklingshistorie fra Kilen, Hammeren og Øksen til de sindrigste moderne Maskiner – en Ide, der i vore Dage er bleven behandlet af Remy de Gourmont[XI] i Une Loi de constance intellectuelle. Ernst Kapp[XII] gik for at henlede Opmærksomheden paa sit Livs Arbejde til forskellige Mænd, hvis Navn han kendte, og bad dem, om muligt, gøre noget for ham, kom deriblandt ogsaa til mig, der ikke mægtede stort, og til Hartmann[XIII], der mægtede adskilligt mere. Men denne forstod Sagen omvendt. Han satte foreløbigt den gamle Kapp i Arbejde for sin egen Hæder. Netop da skulde der udsendes et udførligt Prospekt med Udtog af Anmeldelser fra Tyskland og Udlandet, fra den ny og den gamle Verden, og af disse skulde der drages størst mulig Nytte. De burde ordnes i Grupper, de lovprisende, de neutrale, de dadlende og nedrakkende. Nogle af dem kunde tjene to Gange; man skrev f. Eks. over ét Uddrag: »Professor, Dr. Lasson siger«, over et andet: »I Deutsche Rundschau hedder det«, skønt Talen var om en og samme Artikel. Et vigtigt Spørgsmaal var det fremdeles, i hvad Orden Brudstykkerne skulde følge. Burde man be|286|gynde med at slaa Forfatterens[XIV] Betydning fast gennem de stærkeste Lovord for overvældende Genialitet, og saa slutte med Haansord, der tabte sig som Soldaternes Smædeviser bag Triumfatorens Vogn, eller var den omvendte Orden at foretrække? Den gamle Ernst Kapp[XV] fik meget Hovedbrud dermed. Endelig blev Sagen ordnet saaledes, at man begyndte med Mordpæderasten Jastrow[XVI] (i Dührings[XVII] Angreb paa Hartmann[XVIII]) for at ende med de stærkeste og mest gennemtrængende Basunstød for Geniet, der overstraalede alle Medbejlere og satte Tidsskel.
Intet ligger eller laa mig fjernere end at bedømme en overlegen Aand, saa selvstændig og lærerig som Eduard von Hartmanns[XIX], efter smaa menneskelige Svagheder, der naturligt udviklede sig hos Den, der, mishandlet ved et Slag af Skæbnen, var udespærret fra virksom Deltagelse i Samfundslivet og henvist til sig selv og til sit eget.
Jeg er da ogsaa altid vedblevet at læse Hartmanns[XX] Bøger opmærksomt og af dem at tilegne mig, hvad der kunde give mine egne Tanker Næring; men jeg trak mig dengang tilbage fra hans Person, da jeg følte mig mindre beriget end benyttet ved den personlige Omgang.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
