Det var ikke de politiske Personligheder, der kom til at betyde mest for mig i den Tid, jeg levede mig ind i Berlin. Det var kun for Offentligheden, at de betydede mest.
Langt stærkere stod min Hu til Tankens og Kunstens Personligheder og til de Private, der kom mig venskabeligt i Møde.
En fornem russisk Godsejer, Hr. von Leeden[I], der havde været Officer, men var traadt ud af Hæren, da han med sine radikale Anskuelser ikke kunde finde sig i Disciplinen, tog mig med til en Række Forelæsninger, som Filosofen Eugen Dühring[II] holdt om den Forfølgelse, de professionelle Videnskabsdyrkere til alle Tider havde udøvet mod selvstændige Tænkere. Hr. von Leeden[III] kendte Dühring[IV] per|280|sonligt og beundrede ham. Skønt jeg med Udbytte havde læst adskilligt af denne Filosof, skønt endvidere hans Blindhed og hans nyligt stedfundne Fjernelse fra Universitetet vakte Medfølelse, og skønt hans stærke Betoning af Livets Værd trods al hans personlige Modgang røbede en tiltalende Aandsstyrke, var Foredragene altfor gennemtrængte af sygelig Bitterhed og personligt Nag til at kunne gøre noget Indtryk paa mig. Hvad Dühring[V] end talte om, Sokrates[VI] eller Giordano Bruno[VII], Auguste Comte[VIII] eller Robert von Mayr[IX], altid saa han hvad der var hændt disse Mænd i Lys af sin egen Skæbne. Selv for Sokrates’s[X] Død havde Professorerne ("der i Datiden kaldtes Sofister") det egentlige Ansvar.
Det var mod Helmholtz[XI] at Anklagen for at have tilranet sig Robert v. Mayrs[XII] Opdagelse var rettet, men det var Fru Augusta Helmholtz[XIII], hvem Dühring[XIV] egentlig vilde tillivs, da det var hende, der skulde have fordrevet ham fra hans Stilling som Lærer ved Victoria-Lyceet. I hans Bidskhed var der noget, som mange Aar senere August Strindberg[XV] kunde minde om, naar han troede sig modarbejdet eller forfulgt.
Dühring[XVI] var en original og højtudviklet Aand, men i sin Polemik røbede han undertiden en næsten vanvittig Uforstand (saaledes i sine Anfald paa Lessing[XVII] og Goethe[XVIII]) og samtidigt en Grundsum af Raahed, som skræmte. Det lykkedes da ikke Hr. von Leeden[XIX] at omvende mig til ham.
Der var i Berlin en anden Filosof, som tiltrak mig og hvis Bekendtskab jeg ønskede at gøre. Han havde just ikke af Dühring[XX] faaet noget godt Skudsmaal; thi denne havde offentlig sammenlignet ham med Mordpæderasten Jastrow[XXI], der for nogle Aar siden var bleven henrettet. Det var Eduard von Hartmann[XXII], Forfatteren til Det Ubevidstes Filosofi, et Værk, der trods dets vanskelige Form var slaaet saaledes |281| igennem, at det i ti Aar havde oplevet otte Oplag og var blevet oversat paa Russisk og Fransk.
Hartmann[XXIII] stod da paa sin Berømmelses Højde. Hans Navn lyste over det tyske Aandsliv. Det var ikke synderlig overdrevent, naar det i en af Spielhagens[XXIV] Romaner fra den Tid blev sagt af en ung Dame, at Hartmann[XXV], Bismarck[XXVI] og Wagner[XXVII] var de tre Personer, der bestemte det nye Tysklands Fysiognomi. Han blev bekæmpet med Lidenskab, men læst som ingen anden Tænker; man fulgte med Opmærksomhed hvad der kom fra hans Pen.
Det gik ham modsat hans lidt yngre Samtidige Nietzsche[XXVIII]. Medens Nietzsches[XXIX] første Skrifter ingen Opsigt gjorde, ja medens han i levende Live ganske oversaas, saa først hans Død gav Signalet til et Verdensry for ham, gjorde Hartmanns[XXX] første Værk en uhørt Opsigt, saa han med ét Slag blev berømt. Senere udviklede han sig stedse mere. Ikke des mindre sank hans Ry bestandigt, og ved sin Død var han næsten glemt.
Jeg skyldte ham personligt just ikke stort, maaske alt i alt min Fortrolighed med Ideen om det Ubevidste som Grundmagt; men hans Personlighed havde paa Afstand fængslet mig, senest hans Bog om Kristendommens Selvopløsning. Til Gengæld havde enkelte af hans mindre Arbejder frastødt mig stærkt, saaledes det filistrøse Angreb paa Shakespeare[XXXI] i hans Skrift om Romeo og Julie.
Ogsaa Hartmanns[XXXII] Skæbne vakte Medfølelse. Den Knælidelse, der havde tvunget ham til at opgive sin Stilling som Artilleriofficer, umuliggjorde ham at bevæge sig og tvang ham til et ensomt og ensformigt Liv. Jeg søgte da ham.
Han laa udstrakt paa sin Seng i sin Lejlighed udenfor Byen i Schönhäuser-Allee. Et svært brunt Skæg flød ned over det brede Bryst; Øjnene var smukke. Medens hans Aand havde et metafysisk Præg og ikke manglede et fanta|282|stisk Sving, var hans Stemme noget tør og upoetisk. Han tog venligt imod mig, indlod sig ogsaa med mig om sin Lære. Jeg havde ikke ret kunnet tage hans Fantasier alvorligt om Verdens endelige Forløsning og Guds endelige Forløsning fra Verden, denne hele Aandsfilosofi, der bevægede sig i lutter kristelige Kunstord hos en Filosof som var afgjort kristendomsfjern. Paa mine Spørgsmaal svarte han, det tidligt havde været ham klart, at Verdensprocessen maatte have et Maal, dette Maal kunde ikke være positivt, ikke være almen Lyksalighed, som var umulig og værdiløs, det maatte være negativt. Den almene Forløsning maatte falde sammen med Verdensundergangen. Og denne Forløsning var lige saa meget Guds Formaal som Verdens Formaal; thi Gud, der i alle de enkelte Mennesker havde baaret hele Verdens Lidelse gennem Tiderne, stundede, ogsaa han, mod Forløsning og opnaaede den tilsidst. I Verden var jo det Onde overvejende, men naar Verden var endelig, vilde Guds Usalighed ikke vare evigt.
Jeg hørte derpaa som paa et Digt; det interesserede mig ikke anderledes. Grundlaget for dette Digt var jo Læren om at Livet var et Onde og den Verden, vi kender, i Bund og Grund slet. Men jeg havde fulgt de Opsummeringer af Lyst- og Ulystfornemmelserne i Menneskelivet, som fandtes i de tyske Pessimisters Skrifter, og fundet dem ganske vilkaarlige, da der fattedes en Maalestok for Værdien af den enkelte Lyst og Ulyst. Og hvad Verdensaltet angik, var det min Anskuelse, at Verden saa lidet var god eller slet, som den var blaa eller gul; disse Ord kunde slet ikke anvendes paa den.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
