Levned, 2 (1907)

15.

Ogsaa en dansk Diplomat traf jeg paa i Berlin; det var Danmarks mangeaarige Gesandt der, Hr. von Quaade^[I]. Jeg havde allerede lært ham at kende, da jeg i 1873 studerede i Berlin og behøvede et Vidnesbyrd fra den danske Legation for at faa Bøger tillaans fra det Kongelige Bibliotek. Jeg blev dengang ført ind i et Værelse i Thiergarten-Hotel; thi Gesandten havde da endnu ingen fast Bolig. En lille Mand med Briller tog imod mig. Jeg nævnte mit Navn. Han sagde: »Er De Dr. B^[II]., den bekendte Dr. B.^[III]?« – Jeg svarte, at hvis han ikke dermed mente min Onkel Lægen^[IV], var det mig. – »Ja, saa kender jeg Dem jo godt; jeg har vel ikke læst noget ... ikke læst saa meget af Dem, men jeg har læst meget om Dem.« – Mit Ansigtsudtryk skulde |277| sige ham, at jeg kunde tænke mig, af hvilken mindre gunstig Beskaffenhed dette havde været. Men han misforstod det, som om jeg udtrykte Misfornøjelse med hans Mangel paa Kendskab til mine Produkter, og tilføjede naivt, men yderst høfligt: »De forstaar, naar man har Familie, store Børn, saa bliver der jo ikke megen Tid til Læsning.«

Jeg havde bevaret Erindringen om ham som en næsten overdrevent høflig Mand. Jeg vidste ikke, at han som den lunefuldeste Skabning stadigt svingede mellem altfor stor Høflighed og den yderste Grovhed. – Straks efter min Ankomst til Berlin var jeg bleven sat i Skat, og da Beløbet mest rettede sig efter Huslejen og jeg boede temmelig dyrt i Forhold til min Indtægt, var Skatten ret høj. Jeg havde betalt den uden Indvendinger, men erfor i et Selskab, hvor Indkomstskatten kom paa Tale, at jeg som Fremmed det første Aar af mit Ophold i Berlin var fritaget for al Skat og sikkert vilde kunne faa Summen tilbagegivet. Det lød noget usandsynligt i mine Øren, at det tyske Rige skulde give mig Penge tilbage; men da jeg henvendte mig paa Skattekontoret, erklærede man straks, da man havde hørt mig, at der altsaa var begaaet en Fejltagelse. Man havde ikke vidst, at jeg var fremmed, og var villig til at give mig det erlagte Beløb tilbage, men kunde ikke gøre det paa mit Ord alene. Jeg behøvede imidlertid blot at skaffe en Attest for min Nationalitet fra det danske Gesandtskab, saa laa Pengene rede til mig!

Jeg slog efter i den Berlinske Adressebog for at se, hvad Tid Gesandten^[V] tog imod, men fandt ingen Angivelse; kjørte da ved Tolv-Tiden til ham og gav Tjeneren mit Visitkort. Han bad mig vente i en smal Stue med Bogreoler. Der gik næsten en Time, saa kom Gesandten^[VI], saa’ ikke paa mig, tog en Bog og vilde forlade Værelset uden et Ord, da jeg sagde: Goddag. – Hvad vil De? – Jeg vilde gerne tale |278| med Deres Excellence. – Jeg modtager Ingen nu. – Jeg vidste det ikke; jeg har set efter i Adressebogen, naar det var Deres Excellences Modtagelsestid, men der stod Ingenting derom. – Advokater har Modtagelsestid, Læger har Modtagelsestid; en kongelig dansk Gesandt har ikke Modtagelsestid. – Ligemeget hvad det kaldes, naar kan jeg blive indladt? – De kan komme igen imorgen Kl. 12. – Det var altsaa underligt nok netop paa den Tid, paa hvilken jeg blev afvist, at Gesandten^[VII] var tilgængelig.

Næste Dag tog jeg en Droske og kørte paany den lange Vej. Denne Gang behøvede jeg ikke at vente. Gesandten^[VIII] kom straks, men yderst ophidset: »De har ikke passet den Tid, jeg opgav Dem«. Jeg saa paa mit Uhr; Klokken var fem Minutter over tolv. Jeg svarte da: Det er muligt, at der er gaaet nogle Minutter over Tiden; det er vanskeligt at passe Klokkeslettet saa nøje med de lange Afstande i Berlin og naar man kører. – Det lader sig overmaade godt passe. Naar jeg gjorde Dem Deres Ret, saa tog jeg aldeles ikke imod Dem. – Ja, gør De mig endelig min Ret! Min Taalmodighed er ikke uudtømmelig. – Hvilken Tone! Hvad vilde De mig ellers? – Det Hele jeg vilde have, er et Bevis for, at jeg er dansk. – At De taler dansk, kan jeg høre; men om De er dansk Undersaat, og hvad eller hvem De ellers er, véd jeg ikke noget om, kan altsaa Ingenting attestere. – Jeg troede, jeg var kendt. Jeg har afleveret mit Visitkort.

Dèr kom jeg galt afsted; thi med en uforlignelig Hovedbevægelse, der udtrykte Fornemhedens hele Ringeagt, gav Gesandten^[IX] mig det Svar: Jeg læser aldrig Visitkort. – Nu blev Hr. von Quaade^[X] mig for stor; jeg rejste mig og sagde heftigt: Ja, ja da, nu gaar jeg, Farvel! – Overrasket udbrød Gesandten^[XI]: Men naar De gaar nu, saa faar De jo ikke Deres Ærende udrettet. – Naturligvis ikke. Ved Attesten |279| vilde jeg kunne spare et Par hundrede Mark. Men hvis De troer, jeg for den Sums Skyld lader mig behandle, som De har behandlet mig, tager De grundigt fejl. – Forbløffet sagde Hr. von Quaade^[XII]: Men hvem er De da? – Jeg nævnte mit Navn, og neppe havde jeg sagt det, før Gesandten^[XIII] var som forvandlet: Men saa kender vi jo hinanden, ikke sandt? Vær saa god at komme indenfor. Jeg troede, De var en Haandværkssvend. Her løber jo saa mange og plager mig.

Jeg erfor da deraf, hvad Modtagelse en Haandværker plejede at faa hos den danske Gesandt.

Hr. von Quaade^[XIV] førte mig ind i sin Dagligstue, skrev Attesten til mig, satte Segl under den, og da der faldt et Par Draaber Lak ved Siden af paa Papiret, rev han trods mine Protester Dokumentet itu, og skrev med endnu større Omhu et nyt Bevis, som blev endnu sirligere udstyret med Legationens store Segl.

Forrige afsnit: 14.
Næste afsnit: 16.