Man saa fremmede Statsmænd nok i Berlin i den Tid, da Kongressen 1878 stod paa, Gortsjakof[I], Ali Pasja, Disraeli[II], Odo Russell[III], Salisbury[IV]; men ingen af disse store Magthavere havde jeg Anledning til personligt at træffe. Der var imidlertid blandt jævnere fremmede eller halvtfremmede Politikere mange, med hvem Bekendtskabet udvidede min Synskres. Saaledes f. Eks. August Schneegans, Medlem af Rigsdagen for Elsass, halvt fransk, halvt tysk af Kultur, en næsten tragisk Skikkelse i sin Stilling som Elsasser. Hans Krigens Historie i Elsass og hans efterladte Livserindringer viser, hvilke uløselige Opgaver, der stilledes ham først som fransk |275| Borger under Krigen, da Elsass lodes i Stikken af de Franske, og paa dette Tidspunkt som Deputeret i Berlin, da han stræbte under venskabelig Forhandling med Regeringen at opnaa de bedst mulige Vilkaar for sine Landsmænd. Han betragtedes af ikke faa iblandt dem, som var han Skyld i Anneksionen, fordi han tog den som Kendsgerning. Endnu den Dag idag staar han for adskillige ældre Franskmænd som en Slags Forræder. Han, som havde den Ulykke at beundre Victor Hugo[V] og Bismarck[VI] lige højt, mødte megen Sympati i Berlin. Han talte aabent til mig om de Vanskeligheder, hvori han var stedt.
Schneegans[VII], der stod i Spidsen for de elsassiske Autonomisters Gruppe, udvirkede i 1879 en ny Forfatning for Rigslandene og Indsættelsen af en særlig Regering for Elsass-Lothringen, hvoraf han selv blev Medlem. Men allerede 1880 blev Situationen ham ulidelig. Han trak sig helt ud af Politiken og gik som tysk Konsul til Messina, hvorfra han otte Aar efter blev forflyttet til Genua.
Fremmed, skønt tysk, var ogsaa en Mand af meget forskellig Karakter, der undertiden kom til Berlin fra sit Gods, den gamle Oprørshøvding, General Haug[VIII], Østerriger af Fødsel, der havde deltaget i Revolutionen 1848, senere stadigt havde kæmpet i Italien under Garibaldi[IX], hvem han forgudede. Han mindedes med Moro, at han som ung Løjtnant havde kommanderet Lasker[X] under Oprøret i Wien. Generalen[XI] havde været en tapper Hugaf i sine unge Dage, og alle hans Instinkter havde været paa Revolutionens Side, særligt i Italien, hvor det pavelige Herredømme i Kirkestaten af ham kun betegnedes som cloaca maxima. Nu var han med sit ungdommelige Ydre og sit sortglinsende Haar og Skæg ikke længer hvad han havde været, kun endnu højttalende og meddelsom, et uudtømmeligt Repertorium for Otteogfyrretyvernes Bedrifter og Kvindehistorier. Misundelse bed mangen |276| ung Mand i Hjertet, naar han sad som Tilhører til Haugs[XII] Fortællinger om alle de forvovne Handlinger, som var lykkedes, alle de skønne og kærlige Kvinder, som var blevne kyssede, havde elsket Heltene og var blevne (lidt uordentligt) genelskede af dem. Det Meste var rimeligvis gaaet omtrent saaledes til.
Jævnligt saa jeg Medlemmer af de franske, engelske og hollandske Gesandtskaber i Huse, hvor jeg kom, men kun en enkelt fremmed Attaché havde jeg Glæde af at stifte nøjere Bekendtskab med; det var Hr. von Kumanin[XIII] af den russiske Legation, der forblev saa mange Aar i Berlin, at han var helt hjemme der; han havde en høj Stilling i det russiske Handelsministerium. Man skulde søge om en mere hjertevindende Diplomat. Han var paa én Gang sjælfuld og stilfuld, et udmærket Menneske, fornem, fordomsfri, varm, med et Skær af Vemod over sig, ensom som han følte sig.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
