En interessant politisk Personlighed, af hvem jeg i literære Foreninger undertiden saa et Glimt, var Paul Majunke[I] , den øverste Leder af det katolske Dagblad Germania, en ultramontan Hedspore af Ernest Hello’s[II] Art, men skarpere og dygtigere; han trodsede Fængselsstraf og Bøder for i bidende Ord at tilfredsstille sin Afsky for Prøjsen og det nye tyske Rige. Han saa ud som en almindelig glatraget Kapellan, men havde Fanatikerens flammende Øjne.
En betydelig og selvstændig Aand, jeg i Selskabslivet lærte at kende, var Historikeren Hans Delbrück[III] , der ikke lod sig henføre til nogen af de da gældende politiske Rubriker, om han end som Rigsdagsmand sluttede sig til det frikonservative Rigsparti. Han gik som Politiker sine egne Veje, hvad han ogsaa senere i sin skarpe Kritik af den prøjsiske Politik overfor Danmark har bevist. Han var med alt Frisind en Modstander af Demokratiet og i sin Iver for |274| at vise Frihedskærlighedens Forenelighed med aristokratiske Synsmaader altfor tilbøjelig til hos den, han talte med, at forudsætte den modsatte Grundanskuelse. Han kunde paa en egen udæskende Maade sige: »George Washington[IV] var i hele sin Tænkemaade afgjort aristokratisk«, som havde man i Sinde at negte det. Han mindede mig i sin aandelige Holdning noget om den svenske Minister Hans Forsell[V] .
Paa Politikens Grænseomraade bevægede Dr. Oldenberg[VI] sig, hvem Helene von Rackowitza[VII] i sin Bog om Lassalle[VIII] kalder den aandrigste Mand i Berlin. Han var Chef for Rigsdagens stenografiske Bureau, en fin og skeptisk Herre, der havde omgaaedes alle Tysklands politiske og literære Personligheder med de Kvinder, der hørte til deres Kres, og som var en Fundgrube af Historier om dem. Oldenberg[IX] var en Verdensmand uden Dadel, der havde set skarpt og gengav det Sete uden Besmykkelse som uden Rigorisme, en for en Fremmed højst lærerig Mand, der meddelte En Sandheden i de talrige Tilfælde, hvor det hører til god Tone at bortlyve den.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.