Af det liberale Partis og Fremskridtspartiets Politikere, saa jeg i Selskabslivet vel flest. Et Geni som Rudolf Virchow[I] steg ned fra sin Højde som Videnskabsmand for som en god Søn af sit Land at varetage Dagens Hverv. Det var ham, som først formede Ordet Kulturkamp, der desværre ikke længe efter skulde blive næsten til Spot. Han kunde naturligvis ikke sætte Tidsskel paa det politiske Omraade som paa det videnskabelige; men han gav mangen god Sag den ypperste Støtte ved at sætte sit store Navn som Indsats. Jeg har kun hørt ham udtale sig om Smaating, iøvrigt saa livfuldt og gjævt, som naar det gjaldt alvorlige Sager; men jeg beundrede ham oprigtigt for det store Eksempel, han ogsaa som Politiker gav.
|272| En statelig og godt udrustet Mand var Politikeren og Publicisten Alexander Meyer[II]. Han skrev bl. A. et morsomt og lærerigt Indlæg i Debatten, om det var rigtigt eller ikke af Advokaten Berent i Bjørnsons[III] Skuespil at tvinge Tjælde til Fallit. – Albert Träger[IV] var Fremskridtspartiets Poet, en varmtfølende Sjæl, Spielhagens[V] Ven, lidt mere patetisk i Udtrykket end en tilsvarende Personlighed vilde være i Norden. – Smuk og imponerende, den fødte Fører ved overlegen Forstand og indtagende Holdning var Albert Hänel[VI], den højtansete Germanist, Rigsdagens og Landdagens Vicepræsident, hvem jeg oftere havde Lejlighed til at træffe. Han var en udmærket Jurist og meget af en Statsmand, var i Stand til som Leder af et yderliggaaende Parti at undgaa enhver Overdrivelse.
Et betydeligt Kontingent til Frisindet i Berlin stillede Bremen. Der var August Lammers, egnet til Formand eller Sekretær for de talrige Foreninger, der gik ud paa at fremme Almenvellet, halvt Filantrop, halvt Politiker, helt godmodig. Han bekæmpede Drukkenskaben, sørgede for Sundhedsplejen, udgav Flyveskrifter og holdt Foredrag, der løftede Folket – troede med andre Ord paa Nytten af det alt.
En større Kraft var den unge Dr. Theodor Barth[VII], Syndikus for Handelskammeret i Bremen, senerehen Udgiver af det bekendte Ugeskrift Die Nation og Medlem af Rigsdagen. Han var dengang i sin første Hede, spyede Ild, naar Talen faldt paa Bismarck[VIII] og det af ham planlagte Tobaksmonopol. Rigsdagsmændene burde, paastod han, kaste Bismarck[IX] deres Blækhuse i Hovedet, naar han talte som han nylig havde talt. Barth[X] modnedes hurtigt, og blev i sin lange offentlige Virksomhed en virkelig Værdi i Tysklands politiske Liv. Først i de allersidste Aar har han i Mismod over Udviklingens Gang trukket sig tilbage.
Nu og da saa jeg Wilhelm Wehrenpfennig[XI], der fra |273| Journalistiken var gaaet over i Regeringen og der med sine mange og solide Kundskaber saa vel i Handelsministeriet som i Kultusministeriet udfyldte en Næstkommanderendes Plads. Han fortalte, at Dagbladets Redaktør, Steen Bille[XII], der paa den Tid, da Wehrenpfennig[XIII] var Leder af Spenersche Zeitung, havde søgt ham forgæves i Berlin, en Dag havde sendt ham et Brev med høflig Beklagelse af ikke at have truffet ham hjemme og med disse Slutningslinier: Für die mit Ihrer Frau Gemahlin in Ihrer Abwesenheit auf dem Sopha angenehm verbrachten halben Stunde sage ich indessen meinen verbindlichsten Dank – Linier der viste, at Bille[XIV] ikke havde samme Sans for hvad der lod sig sige paa det tyske Sprog som paa det danske.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
