Til den Slægt, som dengang var ved at uddø, hørte enkelte fornemme Mænd, der havde gjort Revolutionen 1848 med, som Hr. von Rappard[I] og Grev Reichenbach[II], fintdannede og formfulde Aristokrater, der havde sat Stilling og Fremtid paa Spil for Ideer, de endnu i Alderdommen var forblevne tro. Et ypperligt Hoved blandt Mændene fra 48 var dernæst H. B. Oppenheim[III], der havde været Arnold Ruges[IV] Kampfælle og levet elleve Aar som Flygtning rundt om i Europa. Han var Nationaløkonom og Medlem af Rigsdagen, ivrig Frihandelsmand. Det var ham, der havde dan|270|net Ordet Katedersocialister, for dermed at betegne en Gruppe af sine Modstandere. Han var en lille dygtig Mand, livfuld og lærerig.
Ikke sjældent traf jeg i Selskab ogsaa den Mand, der var hans videnskabelige Modpol, selve Katedersocialisternes Høvding, Professor Adolf Wagner[V], en ualmindelig Kraft. Hans Ansigt med den høje Skaldepande var falmet af Studier; hans Udtryk var ufravigeligt Alvor; hans Aandsliv havde bevæget sig fra Enighed med Rodbertus[VI] i Retning af den saakaldte kristelige Socialisme. Han var paa én Gang konservativ, forsaavidt han hævdede Centraladministrationens størst mulige Uafhængighed af Rigsdagen ved Hjælp af indirekte Skatter, og om væltende, forsaavidt han vilde have Samfundets økonomiske Ordning fra Grunden af ændret. Som Forholdene i Tyskland laa, tog de Regerende ham foreløbig til Indtægt som Modstander af det uddøende Frihandelsparti. Jeg personligt havde det Held, at denne vanskelige Mand ikke blot skrev en anerkendende Anmeldelse af min Bog om Lassalle[VII], men senere omtalte den med Varme i Fortalen til sin Udgave af Brevvekslingen mellem Lassalle[VIII] og Rodbertus[IX].
En nær personlig Ven af den saa tidligt bortrevne Agitator lærte jeg at kende i Advokaten Martini fra Danzig, en entusiastisk Fremskridtsmand, der viste mig Haandskrifter og Breve af Lassalle[X] og skildrede mig de Illusioner, hvori denne endnu i Aaret før sin Død befandt sig med Hensyn til Arbejderbevægelsens daværende Styrke.
En smuk og værdig Fremskridtsmand i fremskudt Stilling var Max von Forckenbeck[XI], Rigsdagens Præsident og Berlins Overborgmester; hans Holdning og Takt var saa udsøgt som hans Frisind ægte.
En højst original og af Naturen ualmindeligt udrustet politisk Personlighed var dernæst en af Handelsministeriets |271| højeste Embedsmænd, Max Maria von Weber, Søn af den berømte Komponist[XII]. Han var en fremragende Jernbanetekniker, der havde studeret Samfærdselen i England og i Amerika som i Tyskland og set næsten hele den beboede Jord. Som lidenskabelig Modstander af alt det i Prøjservæsenet, som kunde henføres til Underofficerstonen, var Weber[XIII] en af Repræsentanterne for den skønne humane Tyskhed, der havde blomstret i Smaastaterne under Tysklands Splittelsestid. Han var saa frygtet for sin skarpe Tunge, at man i Ministeriet jævnligt gav ham Opgaver, som nødvendiggjorde lange Rejser, for saa længe at være fri for hans aarvaagne Kritik.
Mænd som den fremragende Statistiker Ernst Engel[XIV], Chef for den prøjsiske Statsstatistik, hvem jeg undertiden traf, maatte i Kundskabsfylde og Frisind kaldes Webers[XV] Lige, saa det var meget langt fra at høje Embedsstillinger og streng Konservatisme altid faldt sammen.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
